Kærligheden har fået Esben Smed til at tilbringe "usandsynligt meget tid på DSB"

Da vi har talt sammen i to timer, byder Esben Smed ind med lidt ideudvikling på indledningen til det, der skal ende med at blive en artikel i ALT for damerne. Bare lige så det bliver lidt mere spændende.

– Hvad med: "Esben Smed vinker til mig med sin ene arm og åbner døren til Republique med et smil. Men da vi går ind, hænger hans protese fast i dørhåndtaget, og jeg opdager her det, som INGEN anden journalist har opdaget før. At Esben Smed kun har én arm..." Kunne man ikke skrive det? Kom nu, vi skal lave et eller andet!

Vi sidder i Esbens garderobe på teateret Republique, inden han skal på scenen om aftenen og spille "Et vintereventyr", og han har efterhånden fortalt mig rigtig mange gange, at han er for kedelig at tale om.

– Det er bare meget godt at sige..., svarer han, da jeg spørger hvorfor.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok: "Jeg føler mig pissesnydt af universet"

Panelet i "Er du Sunshine" på Radio24Syv fandt ham da også temmelig ligegyldig, da en af programmets medvirkende en dag pegede på ham som et bud på en ung, lækker skuespiller.

– Så var en af de andre, der sagde: "Aaarj, han er da ikke så køn...! Han minder mig mere om sådan en almindelig, kedelig tirsdag på Palæ Bar". Jeg syntes bare, at det var så skægt tænkt. Dagen efter var der pressedag på anden sæson af "Bedrag", og hver gang jeg blev spurgt om, hvordan jeg var, så prøvede jeg at sige så tørt, som jeg overhovedet kunne: "Hvis jeg skulle beskrive mig selv, så er jeg nok bare som en almindelig, kedelig tirsdag på Palæ Bar". Og så sagde jeg ikke mere end det, siger han og griner lidt ved tanken om sit eget påfund.

– Så sad alle journalisterne sådan "nå...! Palæ Bar...? Hmm..." og skrev det ned. Og så håbede jeg sådan på, at det ville komme ud. Men man kan nok også have en for underlig humor, så folk ikke fatter det.

Og det har Esben Smed i dén grad – hvilket vel allerede diskvalificerer ham til kedelig-kategorien.

– Indtil videre synes jeg bare, at de fleste interviews har handlet om "hvordan er det så at være kendt?", "bliver du stoppet på gaden?" og "hvor stor er du om ti år". Så nogle gange skal man ruske lidt op i situationen og sige noget sjovt. Ellers er det for kedeligt, siger han.

Men det er ikke kun gøgl det hele, for han er også ydmyg, vedholdende og seriøs – især når det kommer til hans arbejde som skuespiller. Og det kører da egentlig også ret godt for ham. Han er blevet udnævnt til Shooting Star på årets Berlinale og har vundet en Robert for sin rolle som Nicky i DR's dramaserie "Bedrag". Og lige nu er han aktuel i "Aminas breve" – en film baseret på Jonas T. Bengtssons roman – hvor han spiller hovedrollen som psykisk syge Janus. Da han kommer ud fra den lukkede afdeling, sætter han sig for at finde ud af, hvorfor hans gamle gymnasieveninde Amina pludselig holdt op med at skrive til ham. Rollen virker næsten skæbnebestemt. Esben var nemlig i gang med at læse bogen for anden gang, da han fandt ud af, at der var planer om at filmatisere den. Han skyndte sig derfor at ringe til instruktør Jacob Bitsch og lagde en bedende besked på hans telefonsvarer, hvor han spurgte, om han ikke godt måtte komme til en casting. Men det viste sig, at instruktøren allerede havde ham i tankerne.

Ude på Lars Tyndskids mark

Ydmygheden, vedholdenheden og den tørre humor er formentlig formet af hans jyske opvækst. Han er vokset op i et lille husmandssted for enden af en grusvej helt ude ved vandet – lige uden for den lille by Dyngby, der ligger i nærheden af Odder, 25 kilometer fra Aarhus.

– Altså længere ude end Lars Tyndskids mark, slår han fast.

– Alle somre foregik nede ved vandet, som lå 200 meter fra, hvor vi boede. Jeg har været sindssygt meget i skoven, og så løb jeg ellers rundt og lavede huler og legede Frodo sammen med en masse rollespillere. Men det var i Jylland, så vi brugte ikke de der skumgummisvær – vi lavede dem i træ og løb rundt og slog på hinanden med dem i stedet for. Det var en ret beskyttet tilværelse, vil jeg sige.

Hans far er fotograf, moren børnehaveleder, og så er han storebror til to søstre. Hans forældre har altid arbejdet passioneret med det, de satte sig for, og derfor blev han tidligt opmærksom på, at man skal huske at gøre sig umage.

– Jeg har lært, at hvis man gør noget, så skal man forsøge at gøre det så godt, man kan. Det kan måske godt lyde lidt strengt opdragende, men det er det overhovedet ikke. Det betyder ikke, at man SKAL lykkes med det. Bare at hvis man har gjort tingene, så godt man kan, så kan man ikke gøre mere. Og det, synes jeg faktisk, er en fin tanke. Det betyder jo også bare, at man er mere til stede i de ting.

Da han fik øjnene op for det modsatte køn, viste han også allerede klare tegn på en vis vedholdenhed.

– Jeg var totalt vild med en pige i 5.-6. klasse. Hun var helt vildt sej, for hendes forældre var blevet skilt, og så var hun flyttet ud på landet med sin mor... Og så kom hun fra Aarhus – det, syntes vi jo, var stort, så alle var betaget af hende i klassen. Hun var i hvert fald en verdensborger i forhold til, hvad vi var. Og så kunne hun godt lide heste – og pludselig syntes jeg også, at heste var lidt fede. Så jeg begyndte at spare sammen til en.

Esbens familie havde en lille jordbærmark, hvor han gik og plukkede jordbær, som han cyklede op til vejen og solgte. Til sidst købte hans forældre en hest for hans opsparing og en god sjat penge, de selv lagde oven i.

– Jeg inviterede hende hjem og glædede mig til at vise hende min hest. Men så trådte den hende over foden, og da hun ville ride uden sadel, faldt hun af, så hun syntes bare, at den der hest var skidedum. Det var ikke et særligt godt scoretrick. Jeg syntes ellers selv, det var virkelig godt gået af mig – jeg havde fået fat i en hest og alt muligt, siger han.

– Men så havde vi den hest. Jeg var ret glad for den og red rimelig meget. Så blev jeg teenager, og så mistede jeg ligesom interessen for det... Stakkels hest!

Debut som trækkerdreng

Noget af det, der begyndte at interessere ham som teenager var skuespillet. I 9. klasse var han i erhvervspraktik i scenografiværkstedet på Svalegangen i Aarhus, og da teaterchefen opdagede, at han fulgte med i prøverne, spurgte han, om han havde lyst til at komme til prøve på en rolle i stykket "Den dag jeg standsede op". Det blev hans debut på scenen.

– Jeg var 15 år og skulle spille trækkerdreng. Jeg havde sådan nogle replikker som "Du må gerne se på, at jeg spiller den af for en tier, men hvis du skal røre, så er det en tyver". Og jeg kan huske, at min morfar var inde at se det, for han syntes, det var fedt, at jeg gerne ville det der skuespilleri – men jeg tror, at han var lidt forarget bagefter, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

– Men der fik jeg lov til at få et indblik i, hvordan det var at arbejde som skuespiller, og jeg fik også taget noget af den der hype omkring det væk. Altså det der "neeej, jeg skal bare være skuespiller, for det er så fedt at være kendt", som jo bare er noget fis. Og i virkeligheden er der jo ikke særlig mange skuespillere, der har job, i forhold til hvor mange vi er – det er en skidesvær branche! Nu sidder vi og laver det her interview, og det er rigtig fedt, men det kan være, jeg ikke laver det samme om to år, for så var der ikke lige job, og så blev man træt af at se på Esben Smed.

Selvom han drømte om at blive skuespiller, begyndte han i stedet for at arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave efter gymnasiet. Og han var 21 år, før han turde give skuespillerskolen et forsøg.

– Jeg var bange for at få afslag. Jeg tror, at man tit begynder at interessere sig for det, man får at vide, man er god til – og jeg havde fået at vide, at jeg var god til at spille skuespil. Så jeg gik jo med den her drøm, og så var der bare et eller andet i, at hvis jeg så gik til prøve og fik afslag, var det, fordi jeg ikke var god nok. Så var det ikke det, jeg skulle, og så havde jeg ligesom taget fejl af mig selv.
Allerede første gang han søgte ind, nåede han til tredje prøve, hvor man skulle vælge en sang. Esbens valg faldt på Kong Louis' sang fra "Junglebogen", som han nogle gange sang, når han var fuld med sine venner, og som børnehaven både havde tekst og noder til.

– Da jeg sad ude på gangen og ventede på at komme ind foran juryen, kunne jeg høre Lise Baastrup synge opera. Da hun gik ud, og jeg kom ind, sad de stadig og klappede af hende.

Esben gav sig til at synge så godt, han nu kunne. Men hvad han ikke lige havde fanget var, at der bagefter ville komme en improvisator op på scenen og hjælpe ham med at give karakteren et dramatisk drive.

– Han var super pædagogisk og sagde "jaaah" – med blød stemme – "nå, Kong Louis... Hvem er han? Hvad VIL han?" Jeg ville gerne svare rigtigt, og så blev jeg i tvivl om, hvad de ville have, så jeg kom bare til at sige: "Altså han er jo en orangutang..." Og SÅ flækkede de lidt af grin, fortæller Esben, der med sit afslag blandt andet fik at vide, at han nok lige skulle have valgt en anden sang.

– Så den bliver kun sunget i badet nu.

Et pendlerliv

I 2009 lykkedes det ham så at blive optaget i fjerde forsøg. Og han tror egentlig, at det har været meget lærerigt, at han har skullet kæmpe lidt for det.

– Det har ligesom gjort, at jeg har vidst, at man ikke kom sovende til tingene – altså det var ikke bare, fordi man havde et eller andet smart talent, og så kan man bare alt. Det var hårdt arbejde, der skulle til.

Nogle måneder før han skulle flytte til København for at starte på skuespillerskolen, faldt han i snak med Line på en bytur efter en premiere. De kendte hinanden lidt i forvejen, da hun havde været produktionsassistent på ungdomsfilmen "2 ryk og en aflevering", som Esben havde haft en rolle i tilbage i 2.g. Dengang havde de dog ikke udvekslet mange ord, men de var rendt ind i hinanden nogle gange siden.

– Vi begyndte at kysse sent på aftenen. Og så kan jeg huske, at jeg sagde: "Arj, for helvede, nu er jeg på vej til København". Og så var hun bare megasej og sagde: "Ja, men lige nu er vi på vej hjem til mig". Det er den sejeste one-
liner, jeg har fået. Så det kunne jeg ikke sige nej til, fortæller han.

– Hun er bare fucking lækker! Og sød, dejlig og fantastisk, og det tror jeg bare allerede, at jeg kunne mærke der.

Esben til premiere med sin kæreste Line Daugbjerg Christensen.

Siden den aften har de været kærester. Det har meget af tiden været et langdistanceforhold, da hun har skullet passe sit job som biografdirektør i Aarhus, og han har haft roller i København. Så Esben har brugt usandsynligt meget tid på DSB, som han siger.

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

For to et halvt år siden kom sønnen Sirius, der er opkaldt efter en karakter i William Heinesens roman "De fortabte spillemænd", så til verden.

– Vi fandt på navnet, før han blev født, og så var der en masse, der sagde: "Hvad nu hvis han ikke ligner en Sirius?" Så måtte jeg jo være lidt galgenhumor-agtig og sige: "Jamen, så er det jo heldigt, at babyers hoveder kan formes, fordi de er så bløde, så kan jeg jo bare få ham til at ligne en Sirius". Men han har nu lignet meget en Sirius hele tiden, siger Esben, der skal have sit andet barn til sommer.

– Det er virkelig fedt at være far, og jeg har lovet mig selv, at jeg skal være verdens sejeste. Jeg kan virkelig godt lide børn – især den der umiddelbarhed og fantasi er fantastisk. Jeg overvejede også at blive pædagog, da jeg arbejdede i børnehaven. Men nu kan jeg jo bare lave mine egne børn og have det fedt med dem.

Basen hedder stadig Aarhus, men i takt med at Esben har fået mere arbejde i København, er det også blevet nødvendigt med en lejlighed i København, hvor han kan bo og have familien med.

– Det er lidt et logistisk helvede at få det hele til at gå op. Vi HAR jo kørt langdistanceforhold, siden vi startede ud og kun set hinanden i weekenderne. Så jeg er vant til det. Men selvfølgelig ændrer tingene sig, når man får et barn, så bliver savnet større... Jeg ved, at min kæreste er voksen og kan klare sig, men med ham er det lidt anderledes. Men det er nok mest for mit vedkommende, siger Esben, der også har haft flere længere perioder hjemme i Aarhus.

– Lige før "Et vintereventyr" havde jeg en periode på fem måneder, hvor jeg ikke lavede noget, og hvor jeg bare var hjemmegående husfar. Så sendte jeg ham i vuggestue sent og hentede ham tidligt. Jeg kan virkelig godt lide at være hjemme, og jeg er ret god til at være til stede der, hvor jeg er. Så er der alt muligt andet, jeg er herredårlig til.

Kunsten at modtage ros

Han når i det hele taget at afsløre en del ting, som han er "herredårlig" til. Blandt andet er han herredårlig til at spille fodbold, begå sig i et fitnesscenter, se psykologiske gysere uden at få det dårligt, være på Facebook, smalltalke, svare på beskeder, huske årstal og fødselsdage og til at modtage ros for det, han så er god til, for eksempel fra folk i branchen.

– Når nogen roser mig, kommer jeg meget hurtigt til at sige: "Nå ja, selv tak! Det kunne DU sgu da have gjort meget bedre" – og det er jo ikke derfor, folk siger det. Men jeg har bare svært ved det, og jeg vil prøve at blive bedre til at tage imod ros, for det der "nå ja, det var ingenting" kan godt opfattes som lidt arrogant, og det vil jeg jo helst ikke være, for det er slet ikke sådan ment. Det er mere ment som "tusind tak, men jeg synes jo, DU er for sej", især hvis det er en, jeg respekterer meget. For jeg TAGER det jo ind, siger Esben, som ofte ender med at trække over i et hjørne med en øl, når han er til premierer og receptioner, hvor der bliver minglet på kryds og tværs.

– Jeg føler mig bare ikke tilpas i de situationer. Det handler nok om en generthed kombineret med, at alle hele tiden er PÅ alle til sådan noget mingling-halløj. Hvis man har en eller anden agenda om at skulle tale med alle, så har folk ikke den der fordybelse i samtalen, som jeg godt kan lide. Jeg er ikke så god til smalltalk til sådan nogle arrangementer. Og der er det kun smalltalk, man kan nå, og så kan man jo ikke stå og snakke flygtningekrise i fire timer.

At gå i dybden med tingene er i det hele taget noget, han lægger meget vægt på. Særligt forarbejdet til en ny rolle er en proces, han elsker ved sit arbejde.

– Jeg stræber efter de lidt ekstreme ting, fordi det er spændende at gå ind i det, der ligger langt fra mig selv. Når man læser et manuskript og tænker, det her forstår jeg overhovedet ikke, så skal man lige sætte en ring omkring og tænke, at det er noget af det, der er spændende ved det – og hvis jeg ikke forstår det nu, hvordan kan jeg så komme til at forstå det.

Det er netop manglen på fordybelse, der får ham til at ruske op i stemningen i interviewsituationer. For det er gerne, når snakken falder på emner, han finder irrelevante, at han på tørreste vis begynder at krydre snakken med sin sorte humor.

– Jeg har jo heller ikke nogen tommelfingre, så det tager rimelig lang tid for mig at skrive en besked, siger han, da vi snakker om, at han er dårlig til Facebook og til at få svaret på beskeder – især hvis de indeholder mere end et spørgsmål.

– Hey, det kan du bruge som overskrift: "Jeg har ikke nogen tommelfingre, så derfor tager det mig lang tid at skrive en besked". Altså hvis man skal lyve lidt. Du kan jo bare sige: "Jamen, han havde vanter på den dag, så jeg troede på det". Ville det ikke være fedt?

Kedelig er han ikke ligefrem, men det er åbenbart den historie, han gerne vil fortælle om sig selv. Måske for at holde det lurende medieræs lidt på afstand.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"