Kolonihavehus
Foto: Tia Borgsmidt
BoligLiv

Kolonihavehus

Kolonihavehus: Farverigt frirum

Del på

Fantasifuldt, hyggeligt og med inspiration i Pippi Langstrømpes farverige univers. Sådan har Nikoline indrettet sin sommeroase – kolonihavehuset i Aalborg. Kig med indenfor, og få masser af idéer til en lidt gladere sommer.

Af Mette Kirstine Brinch 19.jul.2015 Nyt

 

Nikoline bor mere enkelt i sin lejlighed, men her i kolonihavehuset slår hun sig løs med farver.


HVEM: Nikoline Nielsen, salgsleder i H&M, Magnus gade, rejsekonsulent

HVAD: Kolonihavehus på 50 kvadratmeter

HVOR: Aalborg

 

Hvad gør man, hvis man elsker sin lejlighed midt i byen, men hver sommer drømmer om frisk luft, blomster og solskin?  Nikoline og Magnus fra Aalborg besluttede sig for at købe et kolonihavehus og på den måde kombinere byliv med udeliv. Der skulle dog gå lang tid, før de fandt det helt rigtige.– Vi ønskede ikke et stort uoverskueligt byggeprojekt, men blot et sted, vi nemt kunne forvandle med lidt maling, fortæller Nikoline. – Så da stedet her blev sat til salg, vidste vi bare, at det var det helt rigtige. Vi kunne med det samme se muligheder på trods af den mørke, lidt gammeldags indretning. Parret gik straks i gang med at forvandle kolonihavehuset. De startede med at male alle vægge hvide og fjerne linoleum fra gulvene. De gamle møbler, der fulgte med huset, kunne de ikke nænne at smide ud, så de fik også en gang maling.

 

Den hvide havelåge fører ad ‘paradisruten’ op til kolonihavehuset. Det blå emaljeskilt har Nikolines far købt til hende i Frankrig.

 

Overtog et hjertebarn

Nikoline og Magnus overtog kolonihavehuset efter en ældre mand, der havde haft stedet i 15 år. Da konen døde, besluttede han sig for at sælge. – Vi kunne tydeligt se, at kolonihaven var hans hjertebarn. Især haven havde han virkelig gjort meget ud af. Forskellige blomster stod i fuldt flor fra tidligt forår til sent efterår. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne alt det, han havde brugt så meget tid på, fortæller Nikoline. – Den røde havepumpe er faktisk slet ikke min stil, men vi nænnede bare ikke at fjerne den. Den hører til huset.

 

Nikoline nyder godt af de mange stauder, som den tidligere ejer har plantet. Her er en høstanemone i fuldt flor.

 

Savner strøm

Selvom der er gaskomfur i kolonihaven, savner Nicoline og Mag-nus mere strøm. Mad bliver de nødt til at opbevare i kølebokse, og skal computeren eller mobiltelefonen oplades, må de hjem i lejligheden. Parrets næste projekt bliver derfor at få lagt strøm ind i huset.– Så tror jeg, vi får endnu mere ud af stedet. Sidste år var en meget regnfuld sommer, og det var faktisk lidt for koldt at være herude, når vi ikke kunne sætte varme på, fortæller Nikoline. Parrets lejlighed i Aalborg centrum er indrettet helt enkelt og uden de vilde farver. Derfor nyder især Nikoline at kunne slå sig løs med pastelfarver, skæve loppefund og gamle, hyggelige møbler.– Kolonihavehuset skal skabe glæde. Derfor er jeg gået efter en sjov Villa Villekulla-stil, her er meget farverigt og fyldt med hyggelige puder og tæpper i sjove mønstre, som ikke altid passer sammen, fortæller Nikoline, der med kolonihaven har skabt et frirum væk fra byens larm – her kan parret koble helt af efter en travl dag på jobbet.

 

Indenfor er de mørke trævægge blevet malet hvide. Det får rummet til at virke både lysere og større. Nikoline har desuden malet køkkenlågerne lyseblå, så de passer til fliserne.

 

I haven er der sol dagen lang. Parret  nyder den bag læhegnet på terrassen eller i haven på de to Ikea-loungestole.

 

Nikoline har fundet taburetterne på et loppemarked. Og hun har selv hæklet puderne til! Se opskriften på hæklet betræk til skammel her

 

Også kommoden stammer fra et loppemarked. En gang lyseblå maling og nye greb gjorde underværker.

 

‘Slyngelstuen’ kalder  parret den overdækkede terrasse, som de især  bruger på lidt koldere sommerdage.

 

En hestesko over husnummeret  – det er ægte  kolonihave-stil!

 

IDE

Byg din egen lille hyggekrog ved at lægge en madras oven på en række paller. Du kan udnytte hulrummet i pallerne til opbevaring af f.eks. magasiner.

 

Man kommer virkelig i sommerstemning af alle de farver. Her er der kig til udestuen.

 

Den gamle, hyggelige gyngestol har tilhørt Nikolines oldemor.

 

Parrets lille soverum. Herfra er der udsigt til den frodige have.

 

En rå træskammel fra House Doctor tjener som et anderledes sengebord.

 

Fin lille hylde under madrassen til bøger.

 

En gang hvid maling gjorde det lille toilet lyst og indbydende. Toiletpapirholderen er fra Rice.

 

► SE OGSÅ: Rikkes lyse løsninger
► SE OGSÅ:
Pjattet med pasteller
► SE OGSÅ:
Julies iderige indretning

 

Del på
Kommentarer (0)

Henter...