Indretning
Foto: VKStockimages
BoligLiv

Indretning

Feminin bolig med designmøbler

Del på

Kom indenfor hos skodesigner Charlotte Bergqvist, som har indrettet sin lejlighed med delikate pastelfarver og organiske former - og så har hun sat møbler i sort marmor og mørt egetræ til.

Af Nicoline Olsen 20.mar.2016 Nyt


HVEM: Charlotte Bergqvist, skodesigner, frisør og makeupartist. Sammen med sønnen Boris på 20 år har hun grundlagt skofirmaet Marie Monin
HVAD: Lejlighed på 69 kvadratmeter
HVOR: København

Feminin elegance og godt design er de ord, der kendetegner skodesigner Charlotte Bergqvists smukke hjem i København. Hun har indrettet lejlighedens 69 kvadratmeter med blide pastelfarver
sammen med mere maskuline møbler i sort marmor og mørkt egetræ. Det giver en spændende kontrastfyldt effekt, samtidig med at virkningen er harmonisk. Charlotte er mere end almindeligt glad for farver og lækre overflader.

– Jeg holder meget af farveforbindelser og modsætninger på samme tid. At indrette med noget, der er meget tone i tone og så tilsætte en eller flere kontraster, der understøtter, forklarer hun, der har fået testet sit farvesyn til at ligge langt over det normale.

Materialemiks
Charlottes smag for farver bruger hun også i arbejdet med at designe sko i hendes og sønnen Boris’ skofirma, Marie Monin.

– Lige nu er farver meget oppe i tiden, så jeg kan godt mærke, at folk er mere interesserede i mine farvevalg nu, end de var for tre år siden, siger hun, der også holder af at sætte meget forskellige
materialer sammen.

– I min indretning kommer det f.eks. til udtryk i mit valg af den hvide lædersofa, som bliver blødt op med tæpper og får kant af kold marmor, fortæller Charlotte, der bruger den samme effekt i sine skodesign, hvor hun bl.a. elsker at mikse ruskind og lak.

Gardiner fra loft til gulv
Charlotte er også modig i sin indretning på andre måder end med farver og overflader. F.eks. bruger hun gardiner og forhæng til mere end blot at trække for vinduerne. I det lille soveværelse hænger et transparent forhæng foran sengen og giver rummet en let hulestemning. Og hele stuens lange endevæg er skjult af gardiner i to farver.

– Jeg har altid været dybt fascineret af lange gardiner, der går fra loft til gulv. Philippe Starck har indrettet flere hoteller og restauranter med gardiner med virkelig gode dramatiske effekter. Så en aften, jeg sad i sofaen, kom ideen af sig selv, og jeg besluttede mig for at få en hel væg med gardiner for, fortæller Charlotte, der ud over den dekorative virkning nu har fået masser af opbevaringsplads til fjernsyn, computer, bøger osv. – som hun med et snuptag kan gemme væk!


Der sidder spejle bag hylderne i det åbne køkkenskab, så det ser ud, som om der er dobbelt op af glas og fine kopper fra stellet Konkylie.


Hjørnet i stuen domineres af den hvide sofa, som er en gammel Ikea-model. Vægophænget har strikdesigner Iben Høj lavet. Sofabordet er fra Space Copenhagen, væglampen fra Gubi og tæppet fra Hay.

TIP
Miks sort marmor og puder i pasteller for en fin balance mellem feminint og maskulint.

Hvad gemmer der sig bag gardinet? En stribe hylder med smukke bøger og en enkelt afrikansk maske. Hylderne er fra Ikea.


De gulvlange gardiner langs væggen har god opbevaringsplads bagved. Spisebordet i mørk eg og lampen er fra Gubi. Charlottes yndlingsmøbler er stolene Juli Chair fra Cappelini, designet af Werner Aisslinger, og er en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.


Det overdådige stel Konkylie designet af Arje Griegst giver en smuk kontrast til de enkle vintageglas på messingbakken og messingbestikket fra Georg Jensen.


Charlotte elsker sin altan, og når vejret er godt, nyder hun sin fritid i kurvestolen tegnet af Nanna Ditzel.


Køkkenet har ikke gennemgået de store forandringer de sidste 18 år, og det står på Charlottes ønskeliste at få renoveret det. Afsætningsbordet bruges også til en hurtig kop kaffe om morgenen.
Lamperne er fra Gubi.


En fin samling af yndlingsting med lækre former og overflader, vintage krystal, keramik og en messingboks designet af Ilse Crawford for Georg Jensen.


Det enkle opbevaringsmøbel i soveværelset er fra Ikea. Et fint træsnit står på det sammen med en bakke med skrin, parfume m.m.


I det superfeminine soveværelse er pladsen udnyttet optimalt. Sengen står langs vinduet, og Charlotte har lavet en moderne alkove ved at hænge et gardin op foran sengen.


Japansk stemning med små æsker i lak og horn.

► SE OGSÅ: Farverig & legende bolig
► SE OGSÅ: Skøn bolig i nordisk og minimalistisk stil
► SE OGSÅ: Unik bolig med smukke etniske fund


 

Del på
Kommentarer (0)

Henter...