Filminstruktør: Danske kvinder kæmper ikke nogen fælles kamp for ligestilling længere

Mette Knudsen har ikke altid været feminist. Ikke erklæret i hvert fald. Hun husker tværtimod sit første møde med feminismen i begyndelsen af 1970'erne som præget af en anseelig portion skepsis:

– På et tidspunkt begyndte man at høre om nogle ting i USA, at der var en kvindebevægelse i gang derovre. Og så var der nogle hollandske kvinder, der også lavede nogle aktioner. Jeg syntes, at det lød åndsvagt. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det. Jeg arbejdede, jeg studerede, jeg tjente mine egne penge. Hvordan skulle jeg være undertrykt?

Men i løbet af de næste par år skete der noget. De nye tanker, som efterhånden havde taget rejsen over Atlanten til de danske universitetsmiljøer, begyndte at sætte sig fast i hende. Og det ændrede alt.

– Jeg begyndte at læse artikler og tale med folk, som kendte nogen, der kendte nogen, der havde gang i noget på universitetet. Jeg blev opmærksom på, hvor hæmmet jeg var. At jeg ikke turde tale, når jeg befandt mig i forsamlinger med mange mænd, fordi jeg ikke følte mig stærk nok eller god nok. Sådan begyndte det. Og så var det ligesom en snebold, der rullede. Og da Rødstrømpebevægelsen begyndte, tog det ikke ret lang tid, før jeg tænkte: Hold da op! Jeg må med.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Jeg har fundet mig i alt for meget pis"

Mette Knudsen har i årevis beskæftiget sig med kvindekamp og ligestilling i sit virke som filminstruktør og manuskriptforfatter. Nu er hun aktuel med filmen "Vejen er lang", en dokumentarfilm som skildrer den danske kvindekamp gennem de kvinder, som kæmpede den.

– Mange af dem, som var med til at starte Rødstrømpebevægelsen, er jo efterhånden oppe i 70'erne nu. Og jeg tænkte, at det var vigtigt at fortælle historien, mens de stadig er i live. Det er vigtigt, at man husker at dokumentere sin samtid, så begivenhederne ikke bliver forvrænget af eftertiden. Og netop på det her område er der, mener jeg, stærke kræfter i gang for at nedskrive den forkerte historie ved at latterliggøre og minimere rødstrømpebevægelsens enestående betydning, siger hun.

Mette Knudsen under et fotoshoot til "Vejen er lang". Foto: Nils Vest.  

"Vejen er lang" trækker linjer mellem historiske kvindebevægelser. Her er billede fra filmen. Foto: Nils Vest. 

Hvordan ser du den historieforvrængning og hvem er det, der foretager den?

– Hvis vi taler om kvindekampen omkring 1900-tallet, så er den meget mangelfuldt dokumenteret. De mandlige fotografer på det tidspunkt var interesserede i boksekampe, dyreskuer og nye biler, og det er simpelthen svært at finde billeder af helt almindelige kvinder. Så det er den ene del af det. Den anden del er, at to grupper i tiden efter cirka 1985 begyndte at blive hængt ret konsekvent ud i medierne: Den ene er 1968'erne, som blev beskyldt for at være "falske" socialister, fordi de samtidig sad på flæsket med en flaske rødvin i den ene hånd og en golfkugle i den anden. Den anden er rødstrømperne, som er blevet beskrevet som nogle mandehadende, rigide kramper. Så mange er jo vokset op med et helt forkert billede af, hvad feminisme er og ser nærmest feminisme som et skældsord.

Hvad håber du, at din film kan gøre i den forbindelse?

– Jeg tror, at jeg har et behov for at få denne her tid dokumenteret, fordi der er så meget sniksnak omkring den, og omkring hvem rødstrømperne overhovedet var. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på historien bag. Jeg oplever, at mange helt unge er interesserede i at vide noget og gøre noget, men ikke helt ved, hvad de skal gøre, og om der overhovedet er noget at kæmpe for. Vi er så individorienterede i dag, at gruppesammenhænge bliver svære at indgå i. Jeg håber, at filmen vil have mobiliserende virkning. At jeg kan være med til at samle folk, ved at vise dem historien og vise dem, hvordan andre har kæmpet før dem.

LÆS OGSÅ: 25 stærke citater fra Beyoncés "Lemonade"

Er unge i dag for dårlige til at stå sammen i ligestillingskampen, synes du?

– Ja. Jeg oplever i hvert fald flere, som siger til mig, at de er misundelige over, at vi dengang kunne finde ud af at gå sammen og lave noget sammen. Jeg tror, at det er ved at samle sig til en tredje bølge, men det er stadig kun mindre grupperinger. Mange unge kvinder går med en ulmende utilfredshed, for eksempel omkring deres selvværd, men de ved ikke helt, hvor de skal placere den henne. Der er også mange mænd, der støtter op om lige rettigheder og lige muligheder. Men det er ikke en samlet bevægelse.

Hvordan tror du, at det kan være?

– Det ved jeg ikke. Men man kan sige, at der i Danmark generelt har været lidt et had til kvindebevægelser. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det kan man jo konstatere, når man ser på den offentlige debat. Det er 10-15 år siden, at den svenske statsminister sagde: "Jeg er feminist". Og der gik der jo nærmest chokbølger igennem Danmark. Så er det jo fint, at Bertel Haarder siger det nu, det er bare 15 år for sent. Jeg håber, at filmen kan medvirke til, at vi stopper med at se ordet "feminist" som et skældsord. At alle tør sige: "Selvfølgelig er jeg da feminist: Jeg går ind for lige rettigheder til alle, det ville da være absurd andet."

"Vejen er lang" bygger også på Mette Knudsens personlige oplevelser i 1970'ernes kvindebevægelse. Her ses hun i Cannes i begyndelsen af årtiet. Foto: Privat. 

Hvad gør du får at ramme de mennesker, der med dine egne ord "ser feminisme som et skældsord"? Jeg kan forestille mig, at mange af dem, der vil ind og se din film allerede er feminister eller i hvert fald positivt indstillede overfor feminismen. Hvad gør du for at få dine kritikere med i biografen?

– Nu er jeg jo så gammel, som jeg er, og jeg har været i det her i mange år. Så jeg har ikke tænkt mig at bruge kræfter på dem. Rent ud sagt. Jeg vil gerne tale med folk, hvis de kommer hen og konfronterer mig. Men jeg vil ikke bruge en masse kræfter på at prøve at få dem med i biografen. Forhåbentlig bliver de, som har set filmen, mere rustede til at gå ud og tage diskussionen uden for biografen.

Men kan det ikke netop være et problem, at man som feminist bare henvender sig til andre feminister, i stedet for at tage samtalen med kritikerne?

– Jeg vil gerne tage en debat med dem, som er uenige. Anytime. Nu har jeg lavet den her film, og så må folk se den og hade den, eller se den og elske den. Men forhåbentlig vil de i hvert fald tale med andre om den. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke synes, at det er vigtigt, at omvende nogen. Men jeg håber at gøre det ved at sprede viden om, at kvindebevægelsen bestod af ganske almindelige unge kvinder, som ikke hadede mænd, men syntes, at der var nogle rettigheder, som ikke var til stede, og at det var noget, man måtte kæmpe for dengang.

LÆS OGSÅ: Tove Ditlevsen: "Jeg er et usselt menneske. Et elendigt menneske. Et helt igennem fordærvet menneske"

Du nævner også, at du med din film gerne vil ramme nydanske kvinder. Hvorfor er det særligt vigtigt for dig?

– Det er ufatteligt vigtigt at få dem i tale. De står overfor en meget hård kamp. Nogle af dem gennemlever noget, der er lige så slemt, og endda værre, end kvinder herhjemme omkring årtusindskiftet. De er udsat for stor social kontrol, både på grund af religion og deres familier. Jeg håber, at filmen kan være en inspiration og give dem en fornemmelse af, at de ikke er alene med deres kamp, men at den er en del af en større kamp.

– Mange af de nydanske kvinder, som er kommet til orde på det her område, er også undrende overfor, at der ikke er nogen fra den danske kvindebevægelse, som hjælper dem. Men det kommer af uvidenhed. For der er ikke nogen dansk kvindebevægelse. Det er der ikke så mange, der har forstået. Der er ikke nogen samling på tropperne. Det er en kæmpe udfordring i kampen for ligestilling i dag.

Hvad ser du som den største kamp, vi har at kæmpe på ligestillingsområdet i dag?

– At kæmpe for at dem, som tager barselsorlov, også får pension. Her i Danmark har vi jo et faldende fødselstal, og det tror da pokker! Man bliver jo straffet for at få børn. Og børnene stadigvæk kvindernes akilleshæl den dag i dag. For det der med at mænd skal tage barselsorlov kan man åbenbart ikke finde ud af i Danmark. Så det kan vi ikke vente på. Derfor mener jeg, at man bør kæmpe for at få pension under barsel. Det, synes jeg, er et fantastisk udgangspunkt for en bevægelse.

"Vejen er lang" vises i Grand Teatret i København fra d. 5.-11. maj kl.16.40. Læs mere på filmens hjemmeside her. 

LÆS OGSÅ: Beyoncé fraskriver sig verdens hvide dominans i ny "Formation" single

LÆS OGSÅ: Hvorfor elsker vi bryster på smukke kendte – men forarges når de sidder på ammende mødre?

LÆS OGSÅ: Siri Hustvedt: "Man er nødt til at græde derhjemme"