Før & efter: Få en funktionel entre
SPONSORERET indhold

Før & efter: Få en funktionel entre

Før og efter: Mangler din entre orden? Så kig med her, hvor en gang med slidt savsmuldstapet og sorte plastikdørkarme bliver forvandlet til et superpraktisk rum – på en enkelt weekend.

Foto: Tia Borgsmidt
20. mar. 2015 | Bolig | BoligLiv


Før: Lotte var rigtig ked af de mørke dørkarme, og entreen var bare et trist gennemgangsrum. Elmåleren pyntede heller ikke ligefrem.

Før & efter: Få en funktionel entre

Da Product Manager Lotte Vestergaard lejer sin lejlighed i Humlebæk, er det begrænset, hvad hun må ændre, når der skal indrettes. Faktisk havde Lotte opgivet at få sin entre til at se indbydende ud. – Det var især de sorte karme, jeg havde det svært med. Tanken om, at jeg ikke måtte male dem, var slet ikke til at bære, fortæller Lotte. Løsningen blev at indrette rummet i en 50’er inspireret stil. En støvet grøn nuance blev malet på endevæggen og fik karmene til at virke mindre voldsomme. Det store klædeskab blev peppet op med maling og seje greb. Til sidst blev rummet gjort personligt og hyggeligt med knager, billeder og skamler og store kurve til opbevaring. En forvandling, som kun tog en weekend. – Jeg er vild med det. Hvor her før emmede af socialt boligbyggeri, kan jeg nu byde velkommen i en hyggelig, personlig og supersmart entre, siger Lotte.


Detaljerne tæller Fine knager med farver er med til at give entreen stil. Knagerne er fra Retro Villa.


TIP
Taburetter er ideelle at indrette med i en entre, så man kan sidde ned, mens man tager sko på. I Lottes entre står der både en almindelig skammel, som har fået ny stil med hvid maling, og en skammel, hun kan gemme ting væk i.


Efter: Stilig velkomst Maling gør underværker, og den grønne farve på endevæggen virker som et blikfang i den før så personlighedsforladte gang. Farven står rigtig flot til de sorte blanke karme, som Lotte ikke kunne gøre noget ved. Rummet har fået lidt ekstra lækkerhed med nye stikkontakter og dørhåndtag.


Før: Det store hvide skab virkede kedeligt og klodset.


Efter: Ny farve og smarte greb
Skabet fik lidt liv af at blive malet i en varm grå farve. Store kurve blev sat oven på det, og en hvid taburet med låg står nu på gulvet – begge dele giver ekstra opbevaring. Det flotte billede af Silke Bonde er med til at give rummet stil. Det er fra Retro Villa.


DIY-greb
Pift et kedeligt skab op ved at lave dine egne greb af cykelslanger. En sjov og cool løsning! Køb en cykelslange, klip et passende stykke, og sæt det fast med bolte, der kan lukkes med en møtrik på bagsiden af lågen.


Belysning må der til
Når nu farven på dørkarmene ikke kunne ændres, gjorde Lotte en dyd ud af det og hængte sorte lamper op, som matcher. Lamperne i loftet er Elements 22 pendler fra dlux.


Praktisk hyggehjørne
Hvem siger, at der ikke kan være plads til hygge i entreen? Her en lille Broby 3 reol fra Jysk, et billede fra et loppemarked og en grafik af FuugaCPH. Lampen er fra Nordlux, og som paraplyholder er der brugt en stor vase fra H. Skjalm P.

IDE
Skjul den grimme elmåler i en kasse af MDF-plader malet i samme farve som væggen. Her er der brugt 1,8 mm MDF-plader fra Bauhaus. En ramme af 4 plader, der passer uden om måleren, er skruet sammen og skruet ind i væggen. Til sidst er der sat en frontplade på med skruer, som nemt kan åbnes, når elmåleren skal aflæses.


Har du set mine nøgler?
Det evindelige nøgleproblem blev løst med et fast sted, hvor de altid bliver lagt, her en træbakke fra Hay. Æskerne er fra House Doctor, og notesbøgerne med marmorprint er fra Søstrene Grene.

Udfordringer:
• Rummet var slidt og manglede personlighed.
• De sorte plastikdørkarme var alt for dominerende.
• Klædeskabet var kedeligt og klodset at se på.
• Elmåleren var grim og synlig.
• Der manglede opbevaring.
• Der manglede belysning.

Løsninger:
1. Entreen blev malet hvid, og en enkelt væg blev grøn. Vi brugte farven Månesten fra Dyrup.
2. Der blev sat nye stikkontakter og nye dørgreb fra Bauhaus i.
3. Der blev skabt et cool 50’er look med farver og tilbehør.
4. Skabet blev malet med Gråspurv fra Dyrup og fik nye greb.
5. Elmåleren blev skjult i en kasse malet samme farve som væggen.

Anbefalet til dig