Væk med mobilen: Her er den anderledes ting, jeg nu har valgt at bruge min togtur på

Næsten hver dag tager jeg toget fra Snekkersten til Nørreport. Den strækning er en lille, hellig pause midt i verdens voldsomme vrimmel. Jeg møder folk, jeg kender, på Snekkersten Station, og med flere af dem er der for længst indgået en stiltiende pagt om, at man sætter sig forskellige steder i toget for at være et øjeblik i fred fra alt stress og jag, så man oprigtigt kan nyde sin pause.

Men hvad bruger man den så til? For det meste sidder jeg, som de fleste andre, med næsen i mobilen. Wauv, dét er så, hvad vi får ud af vores 37 minutter på den behagelige kystbanestrækning: Øjet rettet stift mod skærmen, som var den en sjælden diamant, hvis fascinerende detaljer krævede vor yderste opmærksomhed. Ikke noget med bare at kigge lidt ud ad vinduet, se morgendisen og solen stige, betragte efterårets farver eller beundre hjortenes frie leg i Dyrehaven. Næ, øjet på mobilen, så er vi i sikkerhed.

Jeg hader indædt, at jeg er så afhængig af den mobil, og jeg hader, at alle andre også er. Det værste er, at jeg med mobilen i hånden virkelig kan mærke umuligheden ved at befinde sig i forskellige virkeligheder på en gang. Af mystiske årsager virker det vigtigere at svare mine veninder Rie og Kissi på deres livsspørgsmål end lige at være til stede, hvor jeg er. Jeg er også sikker på, at hvis jeg er til møder, på optagelser eller i øvrigt væk fra mobilen på grund af arbejde, så har børnehaven HELT sikkert ringet og fortalt, at min datter Ava er faldet ned fra et højt træ. Ergo er det livsnødvendigt, at jeg er klistret til den mobil.

Nå, men så skete der fornyligt det, at den gik i stykker, og jeg var telefonfri et godt stykke tid. Jeg havde heller ikke travlt med at få den igen. Overvejede endda en gammel Nokia uden smarte funktioner. For hvilken lise. Hvilket lille frirum til ikke straks at forstyrre sine tankestrømme med at scrolle ned over mobilen. Det gav mig også et øjeblik til at tænke over, hvordan jeg egentlig vil bruge denne hellige pause på de 2 gange 37 ­minutter (næsten) dagligt. Og fandt svaret et ­ganske andet sted.

LÆS OGSÅ: Kvindeliv i tre generationer: “Vi nægter at lade os nøje”

Sammen med min veninde Nynne går jeg på et kursus, hvor vi går i dybden med otte filmklassikere, hvilket er svært tilfredsstillende i en tid, hvor man sjældent går i dybden med andet end de sociale medier. Det triste er så at konstatere, at det åbenbart bliver sværere og sværere at få fat på de film, vi bliver undervist i. For vel bugner det af filmtilbud på diverse streamingtjenester, men gamle klassikere af Alfred Hitchcock, Ingmar Bergman og Woody Allen kan ikke sådan lige findes.

Jeg blev stærkt inspireret af alle de film, så da jeg pludselig stod og var uden telefon, tænkte jeg: Hvorfor egentlig ikke se alle Hitchcocks film? Så da jeg igen stod med en iPhone i hænderne, slettede jeg alle de sociale apps, og nu glæder jeg mig som et lille barn til hver morgen at stige på toget for at nyde en halv times Hitchcock.

Folk spørger mig: "Hvorfor gør du det?" Og jeg tænker, det er da i bund og grund et mystisk spørgsmål. Ingen spørger: "Hvorfor sidder du og glor på din telefon dagen lang?" Men at man kaster sig over Hitchcocks samlede værker, dét er mærkværdigt. Men svaret er: for min egen fornøjelses skyld. Det pudsige er så, at jeg i anden sammenhæng var til møde med Danmarks kunstbiografer. De hørte om mit projekt og har nu bedt mig komme ud og holde foredrag om instruktøren.

Sådan kom der mere ud af mine pauser i toget på én måned, end der gjorde gennem et år på mobilen. For jeg glemmer aldrig de film, jeg endelig fik set, men jeg kan nærmest ikke huske en ting af værdi, min telefon har givet mig i løbet af det sidste år på Kystbanen. 

LÆS OGSÅ: 7 vigtige fremskridt i verden, du formentlig har misset

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: For at elske andre behøver du ikke at elske dig selv

LÆS OGSÅ: Tendenser i 2016