Frederikke Lett: Husker du at sætte pris på de små ting i livet?

Filmfestivalen i Cannes fyldte 70 i år, jeg var afsted med min ­søster og min datter, og vi fik ud over filmfestivitas et ordentligt skud livsglæde med hjem – på fransk: La Joie de vivre. Og jeg mener livsglæde – ikke lykke, for livsglæde er en tilstand, man sagtens kan befinde sig i, uden at ens tilværelse nødvendigvis i sin helhed er specielt lykkelig.

​Årets festivalplakat var dragende rød med den guddommeligt appetitlige, smilende og dansende skuespillerinde Claudia Cardinale på billedet. Den emmede af livsappetit og glæde og inkarnerede i den grad La Joie de vivre.
Jeg var helt vild med billedet, og det samme var min datter Ava, der snurrede rundt foran alle byens plakater, hver gang vi passerede dem til min storesøsters og min udelte begejstring. "Grib det, syng det, dans det, spis det", tænkte jeg, mens jeg snurrede rundt med hende, så vores kjoler blafrede ud til siderne, og vi næsten lettede fra jorden på samme måde som Claudia Cardinale.

Men hvad ligger der nærmere i begrebet La Joie de vivre? Dykker man ned i de gamle skrifter, siger den græske filosof Epikur, at det er en måde at omfavne livet med tillid på og grundlæggende føle sig tæt på lyksalighed. Det er en glæde ved at leve, være i live. Det kan handle om nuet, om optimisme, om at gøre de for os nydelsesfulde ting, om at grine og få andre til at grine, om lethed – midt i tyngden og alvoren.

Livet indeholder uundgåelige op- og nedture, lykken kan virke flygtig, og livsglæden er i den optik en mere holdbar indvendig besiddelse end f.eks. den følelse, der handler om rent velvære og udløses, når vi har fået massage eller løbet 5 kilometer. Livsglæden er noget, der kan smages i hjertet. Livsglæden handler ikke om at optimere eller forandre noget. Den er en del af livet, som livet er. Skal man beskrive livsglæden som følelse, er det en intim oplevelse, en indre åbning, en overbevisning om, at livet kan vinde hver gang. Livsglæden bebor og erobrer hjertet, og derfor er den kun noget, man kan finde inde i sig selv. Men i den grad også værdsætte, når den udspiller sig i livet rundt om os selv.

Min datter og jeg havde god tid i syden og god tid til at betragte den levevis, vi alle er tiltrukket af. I de nordiske lande er det i høj grad livet i hjemmet, der tæller. I syden er det livet uden for hjemmet, der er det afgørende. Man mødes, spiser, taler, hænger ud, går på stranden, drikker en drink, leger og lever uden for hjemmet.

Der er specielt en restaurantejer, jeg elsker at betragte i Cannes. Han pisker rundt på sin restaurant med et overskud og en beundringsværdig dedikation, og det er tydeligt, at han lever, mens han arbejder. Hele ham er i brug. Han serverer, tørrer bordene af med ildhu, kysser gæsterne, taler med sine forbipasserende venner, som får et klap på skulderen og en espresso. Min datter gik igennem restauranten, og alle tjenerne uden undtagelse klappede hende på håret og råbte små glædesudbrud efter hende. Alle. De råb er livsglæde. Det er i den grad de små ting, der kan vække glæden ved selve livet. Som nu den plakat med Claudia Cardinale. Som nu de inspirerende smukke og velklædte kvinder i Cannes. Som nu manden, der springer i havet. Som når franskmændene går til måltidet med en rituel højtidelighed, som var det et helligt øjeblik. Men det er det jo også – super helligt: det at spise, le, danse, bade og være i live. Nu.