"Da jeg var 19, havde jeg travlt med at gøre det, jeg troede var det 'rette' at gøre. Det skulle jeg ikke have gjort"

Fornylig mødte jeg en kvinde, der havde boet i Frankrig som ung og som 19-årig besluttede sig for at rejse tværs over landet fra Nice til ­Biarritz uden nogen former for hjælp. Det er immervæk over 700 kilomenter. På sin tur mødte hun sigøjnere, som hun ­rejste og levede med. Dette resulterede i et årelangt venskab, en dyb forståelse for ­andre måder at leve på og et speciale fra sociologi-studiet i Danmark og Frankrig om ­sigøjnere. Alt sammen lagde kimen til hendes virksomhed, der groft skitseret beskæftiger sig med kulturel identitet på tværs af landegrænser.

Jeg var og er stadig fuldstændig fascineret af denne kvinde. Jeg har kun mødt hende en enkelt gang, men jeg tænker så tit på hende. Tænk at være så selvstændig og have modet til at gøre den slags i så ung en alder. Da jeg var 19, havde jeg travlt med at gøre det, jeg troede var det "rette" at gøre. Var på sprogophold et år i Tours og havde en fransk kæreste, men vidste så sandelig godt, at det forhold måtte slutte og jeg vende næsen hjemad, påbegynde seriøse studier og den slags, når de 12 måneder var gået. Jeg tomlede en enkelt gang fra Tours til Paris og havde faktisk dårlig samvittighed over det, mens min veninde Catherine, som fik ­ideen, var langt mere cool og selvstændig. Hun ændrede løbende sit ophold undervejs, tog pludselig til Sydafrika (jeg formulerede længselsfuldt brevet for hende, så hendes forældre sagde ja) og fulgte i høj grad sine impulser. Det har kun ført hende interessante steder hen i livet.

Min selvstændighed kom først langt ­senere i tilværelsen, måske endda først omkring de 30, hvor jeg tog stilling, brød op med en juratilværelse og ­erstattede den med usikkerhed, forskellige projek­ter og skriverier, og sådan har jeg ­levet siden. Nu skal man aldrig ­sammenligne sit eget liv med andres, for hvert menneske har sine veje og vildveje. Nogle modnes tidligt af omstændigheder, ­andre har fået et enormt selvværd med hjemmefra, mens andre igen er late bloomers. Men én ting er vigtig for følelsen af selvstændighed: at man i sit indre føler en styrke og en frihed til at træffe sine valg, og at man i den grad ikke er drevet af frygt.

LÆS OGSÅ: Liselotte Lyngsø: “Det feminine tog kører ikke bare af sig selv”

Jeg kom til at tænke på kvinden igen, da jeg i anden sammenhæng hørte fremtidsforsker Liselotte Lyngsøe tale om, hvordan børn i dag tilbringer deres liv i ­sengen med computer og Netflix, hvor vi (os på omkring de 40+) ­bevægede os frit uden forældres opsyn i en ­omkreds af 12 kvadratkilometer. I min ­barndom var det kikset, som i megakikset at ­blive hentet af sine forældre efter skole ­eller blive kørt til ting. I dag er det omvendt, blandt ­andet fordi forældre frygter for trafik, pædofili, voldsmænd, ­terrorister og tja... fremmede. Store ting ændrer sig på kort tid. Man behøver ikke ­frygte for ungdommen af den grund. Alligevel ser jeg en tendens til frygtsomhed hos ­dele af ungdommen, hvor kimen til denne ­immervæk lægges i barndommen. Men ­ungdommen skræmmes også på plads fra mange sider. Mange giver udtryk for at være tyngede, stressede og depressive. Jeg synes, de bliver fornuftige (for) hurtigt, og allerede i start-tyverne begærer en form for sikker voksen-tilværelse med fast ejendom, fast kæreste, fast indkomst og fast kaffemaskine. De, der har brug for at tage det lidt langsomt, tænke lidt og mærke lidt, føler sig forkerte og hænger i med det yderste af neglene, for at ­bryde ud af det etablerede er alligevel for farligt. Kære ungdoms forældre, sig til dem, at solen skinner, og sommeren venter, at de skal slå håret ud og tage en bajer – og rejse med lidt flere sigøjnere.