Frederikke Lett: "Vi skylder hinanden ikke at stikke af, så snart det bliver svært"

Bonusfamilier er et kolossalt emne, som nærmest kræver en doktorafhandling. Sagen har så mange vinkler og sider, at jeg kunne skrive ­klummer herfra til evigheden, uden at emnet blev udtømt. Det er også et sprængfarligt område, fuldt af ­forviklinger og voldsomme følelser.

Jeg er selv i en bonusfamilie. Jeg mødte min mand for otte år siden. Han var 19 år ældre og havde to døtre på henholdsvis 17 og 5 år med to forskellige kvinder. Min mand ville gerne giftes med det samme, og vi var virkelig head over heels forelskede.

Alligevel stod jeg på dørtærsklen og ­trippede. Vidste ikke rigtig. Han var jo ældre, havde et levet liv bag sig, og hold da op en pakke med to børn og to ekskoner. Den ældste var heller ikke helt stemt for, at hendes far skulle forelske sig igen.

Jeg tænkte, at hvis jeg skulle være en klog kvinde her, så nærmede jeg mig det setup så langsomt, at alle kunne vænne sig til det. Ikke mindst mig selv, for jeg havde ingen børn, og hvem tog hensyn til MIG?

I dag kan jeg godt tænke: Øv, tænk, hvis vi bare havde giftet os topromantisk med det samme som to oprørske sjæle. Men for at sådan en familie skal lykkes, skal man i høj grad evne at sætte egne behov til side, selvom det kan være benhårdt altid at være tre på date eller spille trivial pursuit, når man ved gud ikke gider og hellere vil læse en bog for sig selv.

LÆS OGSÅ: Klumme: Vi skal ikke finde os i de venner, der konstant er forsinkede

Til gengæld er det godt givet ud på langt sigt. Jeg har det tætteste forhold til begge mine bonusbørn, hvor vi i dag taler helt åbent om alle følelser. Jeg gjorde mig umage for at lære dem at kende som de mennesker, de er, ud over at være min mands børn. Og min mand lod mig komme til.

Jeg gjorde arbejdet, og jeg gjorde det grundigt, vedholdende og ja, til tider martyragtigt rasende. Men jeg gjorde det, for jeg er selv vokset op med stærke familieværdier. Mine forældre har været eminente til at samle flokken, og de gør det endnu.

I dag er vi virkelig en familie. Vi er fem generationer: Bo på 61, Frederikke på 42, Laura på 25, Rose på 13 og Ava, vores fælles datter på 4 ½ (det halve år markerede hun lige, da jeg læste teksten op). Jeg elsker mangfoldigheden, de mange lag og vinkler, der uvægerligt følger med så stor spredning i alder.
Laura er flyttet hjem for en periode. Hun er blevet forladt. Hun mødte en ældre mand med et barn, men det gik ikke. Det at hun nu har oplevet bonusmor-rollen, har føjet endnu et lag til vores relation.

Vi taler og taler. Hun er det menneske, jeg kan føre de længste samtaler med. I de første år var det svært. Hun var lukket, og jeg var forsigtig. Men en dag gik der hul, og siden har snakken udviklet sig til en livssamtale.

Vi er begyndt at gå ture hver aften, når Ava er puttet. Vi går fra Snekkersten til Kronborg og retur. Vi går til Espergærde og Humlebæk. Vi går langs vandet og i skoven. Vi går i blæst, regn og blikstille skønhed. Og vi taler. Om det hele. Om livet, mændene, fred og konflikter – og selvfølgelig om bonusfamilier.

Er der noget, vi er kommet frem til i disse samtaler, så er det i hvor høj grad, at konfliktskyhed er en gift. Det er ofte den, der ødelægger de sammenbragte familier.

Børn og forældre ejer ikke hinanden, men vi skylder hinanden ikke at stikke ­hovederne i busken eller stikke af, så snart det bliver svært. De moderne familiekonstellationer er kommet for at blive, og de kræver tid, selvopofrelse, udholdenhed, mod og forståelse.

Det er benhårdt arbejde og ikke altid sjovt, men det handler om så meget mere end MIG. 

LÆS OGSÅ: Frederikke Leth: Her er den anderledes ting, jeg nu har valgt at bruge min togtur på

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor tror nogle mænd stadig, at kvinden passer ilden, mens de er ude at jage?”

LÆS OGSÅ: Klumme: Forbandede mislykkede kernefamilieprojekt