Funktionel lejlighed: Iderig oase i byen
SPONSORERET indhold

Funktionel lejlighed: Iderig oase i byen

I et tidligere skolehjem på Nørrebro ligger Anette og Christians smukke og funktionelle atelierlejlighed, som de har indrettet med blide farver og spændende ideer.

Foto: Martin Sølyst/Erik Bjørn & Ko
03. jan. 2016 | Bolig | BoligLiv


HVEM: Anette Vadla Ravnås, kunstner, fotograf og indehaver af firmaet By Ravenhill, der producerer smykker og boligtilbehør, og Christian Birk, direktør
HVAD: Lejlighed på 89 kvadratmeter i en ejendom fra 1903
HVOR: Nørrebro i København

Anette Vadla Ravnås og Christian Birks 89 kvadratmeter store lejlighed ligger i en ejendom fra 1903, der tidligere var en del af et skolehjem for lærlinge fra provinsen, der boede til leje i hver sit lille værelse. I dag er værelserne bygget om til funktionelle atelierlejligheder med smukke store vinduer med udsigt til træerne i den stille gård. Her fornemmer man slet ikke, at adressen er midt på det livlige Nørrebro. Lejligheden har en åben planløsning med et L-formet rum, der indeholder køkken, spisestue og dagligstue, mens bade- og soveværelse ligger for sig. Men det bedste er, at lejligheden er så lys.

– Christian har ofte drillet mig med, at jeg er så optaget af vinduer – det er næsten det vigtigste i et rum, synes jeg – og det var en væsentlig grund til, at jeg forelskede mig i denne lejlighed, fortæller Anette på sin charmerende blanding af dansk og norsk.

Et boliglaboratorium
Både Christian og Anette er optaget af indretning og går op i at bo godt.

– Vi betragter egentlig vores hjem som et slags boliglaboratorium, hvor vi afprøver nye ideer og leger med farver. Og vi har begge den indstilling, at vi sagtens kan lave tingene om igen, siger Anette.
Netop farverne er en anden væsentlig del af boligens udtryk. Blide pastelfarver som bleg gul, pudder, grå og mintgrøn dominerer, men visse steder får en kraftigere farve lov til at tage over, som f.eks. den citrongule stigereol, der står i overgangen mellem stuen og køkkenet.

– Tidligere holdt jeg mest af jordfarver, men nu synes jeg, at helheden først bliver god, når der bliver leget med kontrasterne. Jeg elsker i dag at sætte en lidt skæv farve i spil for at overraske, forklarer Anette.

Unikke ideer
Anette har ikke sin kreative side fra fremmede. Hendes mor er glaskunstneren Astri Vadla Ravnås, og i familien har der altid været lynhurtigt tryk på aftrækkeren, når kreative ideer skulle udføres. Overalt i Anettes hjem ses unikke løsninger, som f.eks. grønne plastkasser, der er samlet til en reol med hjul. Eller en pose med et smukt grafisk motiv, der er sat i en ramme.

– Det meste her er hjemmelavet efter egne ideer eller med inspiration fra Pinterest og magasiner. Jeg synes, at vores udtryk er meget vores eget. Det eneste, vi ikke er helt på plads med, er Christians ungkarlestole, der er alt for kontoragtige og selvhøjtidelige. De er dog vidunderlige at sidde i, så indtil vi finder et godt alternativ, må de være tornen i øjet, der kun lige tåles, griner Anette.


Parret har selv valgt farverne til sofaen Cocoon fra Eilersen, og den kan samles på flere forskellige måder. Sofabordet er en gammel kabeltromle til ledninger. De sjove skamler af bølgepap er fra Tiger.


Vasen er fra Ditte Fischer, og pynten på grenen er fra Anettes firma By Ravenhill.


Anette og Christian har selv bygget reolen af grønne plastickasser fundet hos købmanden.


Køkken og spisestue ligger i samme ende af det store L-formede rum. Endevæggen er malet i en blid pudderfarve, og træet på væggen er hjemmelavet. Bordet er designet af Anette og udført af Christians fætre. Stolene er Christians ungkarlestole – og Anette hader dem af et godt hjerte! Stigereolen er fra Nova Møbler.


Anette og Christian har givet det neutrale køkken et løft med originale detaljer som f.eks. træ fra en gammel transportkasse.


Badeværelset er indrettet neutralt med grå fliser og Philippe Starcks designede armaturer. Olivenoliedåsen er fra en ferie i Italien. Bakke fra Broste Cph og gule håndklæder fra Hay.


Et af Anettes små stilleben af smykker, en fjerpen fra Hay og et par gamle øreringe samlet i en plexiglasæske.



Anette har malet billederne. Reolen er fra Ikea, og tæppet har Anettes mor og Anette hæklet i fællesskab! Lysestager og krus er fra Corfixen. Lamperne er fra Anettes fars værksted.


Soveværelset er fyldt med rolige blå toner. Verdenskortet er fra Christians gamle folkeskole, og sengetæppet er fra Hay.


Parret har selv lavet lampen efter inspiration fra Ingo Maurers pendel Zettel’z, som bl.a. kan købes hos rifraf.dk


Sengebordet er et gammelt skuffedarium fra et skrivebord, så der er god plads til bøger og andet læsestof i det. Kop fra Design Letters & Friends.


TILBUD: 3 numre af BoligLiv + Fyrfadsstager fra Royal Copenhagen

► SE OGSÅ: Lejlighed med sjæl: Lyset skaber stemning
► SE OGSÅ: 
Svensk idyl: Nyt liv i mormors hus