'
Boligindretning
Foto: VKStockimages
BoligLiv

Boligindretning

Funktionelle kvadratmeter - Her må man hoppe i sofaen

Familien Rähr bor i lejlighed midt i København, og de 99 kvadratmeter er indrettet med funktionelle påfund og en skøn blanding af nyt og gammelt. Kig med indenfor.

Af Nicoline Olsen 07.feb.2016 Livsstil



HVEM:
Arkitekt Mia Elisa Rähr, Anders Rähr, børnene Gustav på 5 og Annika på 2 år – og katten Puma
HVAD: Treværelses lejlighed
HVOR: Midt i København

Mia Elisa Rähr var gravid med sin ældste, sønnen Gustav, da hun og Anders flyttede ind lejligheden på 99 kvadratmeter for fem år siden. Dengang var den mørk, og rummene var små.

– Vi valgte derfor at rive en væg ned mellem det lille køkken og spisestuen og lidt af væggen mod entreen for at kunne lave et stort, lyst køkken-alrum. Så nu har vi lysindfald fra begge sider, og det store rum fungerer godt, når der også skal være plads til to børn, fortæller Mia Elisa, der elsker at indrette og udtænke funktionelle løsninger.

Underspillet køkken
Da familien skulle vælge køkken til det åbne rum, tænkte de over, at det ikke skulle være for dominerende i forhold til stuen, det måtte gerne være lidt underspillet og indordne sig. Derfor faldt valget på et enkelt køkken fra Ikea. Mia Elisa stod selv for opmåling og tegninger, og svigerfar og Anders monterede og tilpassede elementerne. Mia Elisa er uddannet arkitekt, så lejligheden er et kreativt eksperimentarium. Hun tænker meget over det praktiske, f.eks. gode ganglinjer og inventar, der er tilpasset til lejligheden. Alligevel må hun indrømme, at hun også tit bare lader sig rive med af, hvad der sker på boligindretningsfronten.

Nyt design og loppefund
Mia Elisa beskriver sin og familiens boligstil som en blanding af naturlige materialer som teaktræ og pels, tilsat grafisk sorthvid, lidt pasteller og personlige detaljer.

– Vi bor med en blanding af gammelt og nyt. Skænken i stuen er af teaktræ og købt hos Villumsen Loppefund. Vi kan godt lide den varme, som træet tilfører rummet, for så bliver indretningen ikke for minimalistisk og kold. Og så komplementerer den Wegners cigarstol, som Anders fik i 30-års gave af sine forældre, fortæller Mia Elisa.

– Sofaen er fra Bolia – den er enkel og praktisk, når man har små børn. Og ellers har vi masser af loppefund og enkelte rejsefund, f.eks. læderpuden fra Marokko og den lille væglampe, som vi fandt på et  loppemarked i Berlin, uddyber hun. Men det vigtigste i en bolig handler egentlig ikke om stil, mener Mia Elisa.

– Der skal være rart og hyggeligt, og der må gerne hoppes i sofaen. Og så er det med små børn vigtigt, at det er nemt at holde orden, og at tingene har en plads, slår hun fast.


Stuen er afslappet indrettet med flydersofa i en praktisk farve. Her kan både store og små slappe af. Sofaen er fra Bolia, og esfurniture.dk fører lignende tæppe. Bord i samme stil produceres af Snedkergaarden.


Skønne pæoner tager forskud på foråret.


På endevæggen i stuen har parret kombineret forskellige bogkasser, så væggen fungerer som en stor sættekasse med bøger, glaslampe fra Muuto og æsker. Printet med regndråber er af Mia Elisa selv, mens ulven er af Trine Struwe.

TIP
Bland nye og gamle bogkasser, hvis du også vil have en ‘sættekassevæg’ som denne, der består af arvede At-Bo reoler og nye reoler fra Trævarefabrikernes Udsalg.


Den sorte bordplade af kompaktlaminat er fra bordpladen.dk, mens de sorte fliser er fra Silvan. Spisebordet er fra Hay, barnestolen fra Trip Trap og spisebordsstolene er fundet i storskrald.

TIP
Køkkenet i et køkken-alrum kan godt have kant og samtidig hænge visuelt sammen med resten af rummet, hvis du vælger hvid og sort som basisfarver.


Den hvide tallerken er fra Casalinga, og peberkværnen er fra Menu.


Det dejlige køkken-alrum, der blev til, da parret nedlagde en væg. Stolen Cigaren af Wegner er gjort hyggelig og indbydende med et lunt skind.

TIP
Miks gamle og nye møbler, gerne af træ og i sort, for en praktisk og harmonisk indretning. 


Nemme og hårdføre sukkulenter passer perfekt til en travl børnefamilies liv.


Pladespilleren bruges flittigt og er en Project RPM 5.1 model. Det smukke krystalbillede er af Debbie Carlos.


Skænken af teaktræ tilfører den sort-hvide stue varme. Den er fra Villumsen Loppefund.

IDE
Saml dit nips i grupper med samme farveholdning for et roligt look, her ting i brun, sort og hvid.


Mia Elisa har indrettet delebørneværelset med farver, der gør både drenge og piger glade. Tapetet er fra Ferm Living, og Juno-sengen er købt brugt og malet.

IDE
Har du blændet en dør, så udnyt den til tavle. Her er MDF-plader malet med tavlelak og skruet fast.



Gustav og Annika deler værelse. Børnestolen i bambus er fra We Do Wood, mens wallstickertræet er fra Ferm Living.


Teaktræskommoden er fundet brugt og rummer børnetøj. Billederne er fra minimegashop.dk 

► SE OGSÅ: Ideer til små hjem: 65 kvadratmeter til to veninder
► SE OGSÅ:
Ideer til små hjem: Singlekvindens 64 kvadratmeter
► SE OGSÅ: Ideer til små hjem: 90 kvadratmeter til bofællesskab



Henter...