Digital overvågning
SPONSORERET indhold

7 nemme tips til at passe på dit privatliv på nettet

Du ved nok godt, at Facebook, Google og en masse andre virksomheder kigger med, når du bevæger dig rundt på nettet. Og du synes måske også, at det er en lidt ubehagelig tanke. Men ved du, hvor nemt du kan undgå en stor del af overvågningen? Læs med her!

Af:: Anne Bang Foto: iStock
15. dec. 2016 | Livsstil | ALT.dk

For nylig skrev en ung journalist ved navn Philip Bidstrup under overskriften "Fanget nøgen på mit webcam, afpresset og truet: LÆR AF MIN HISTORIE" på gratisavisen MetroXpress om en uhyggelig oplevelse, han havde haft på nettet. En hacker havde fået adgang til hans webcam på computeren og optaget en video af ham – nøgen og i færd med at onanere. Hackeren brugte videoen til at afpresse Philip for penge.

Hver gang historier som denne dukker op, bliver vi kortvarigt opmærksomme på, hvor sårbare vi er ude på world wide web. At selvom vi sidder derhjemme, alene, i en privat situation, er vi ikke længere rigtigt alene, så snart vi er online.

Du tænker måske, at det er en skræmmende udvikling. Men har du egentlig taget dine forholdsregler? Gør du noget for at beskytte dig selv?

LÆS OGSÅ: Så mange digitale spor efterlader du på nettet

Tag kontrol over dit liv
Man kan let komme til at føle sig en smule desillusioneret, når det handler om privatliv og overvågning på nettet. For hvor skal man egentlig starte? Og kan man ikke ligeså godt give op på forhånd i kampen mod overvågerne?

Nej, mener Pernille Tranberg, som er uafhængig rådgiver i og medforfatter til bøgerne "Data Etik – den nye konkurrencefordel" og "Fake It", som handler om digitalt selvforsvar. At opgive at beskytte sin digitale identitet er nemlig at opgive at beskytte sig selv, mener hun.

– Det handler grundlæggende om at tage kontrol over sit eget liv. Og det synes selv 12-årige er vigtigt, hvis man forklarer dem det med de rigtige ord. Privatliv er et lidt rustent begreb, som jeg prøver at undgå at bruge, men når man forklarer, at det handler om retten til at bestemme, hvem der ved hvad om dig og hvornår, så er alle jo enige om, at det er vigtigt.

Det handler grundlæggende om at tage kontrol over sit eget liv.

Pernille Tranberg

Hun fremhæver, at konsekvenserne af at være ligeglad eller simpelthen give op overfor den stigende digitale overvågning kan være temmelig vidtrækkende:

– Du risikerer, at du ikke får det job, du gerne vil have – at du simpelthen bliver frasorteret uden at vide, at du er blevet det, fordi arbejdsgiveren har kunnet finde frem til ting om dig på nettet, som du egentlig ikke ville have, at de skulle se. Du risikerer også at blive udstødt og diskrimineret, selvom det ikke sker for så mange, og du risikerer at blive snydt økonomisk, siger hun.

LÆS OGSÅ: Her er årets mest googlede ord i Danmark

– Men det allervigtigste, og grunden til at jeg begyndte at arbejde med det her, er jo, at vi alle sammen er ved at blive gennemsigtige, og at den gennemsigtighed i sidste ende fører til, at vi mister magten i vores demokrati. Magthaverne bør være gennemsigtige, ikke individerne.