Samsø
SPONSORERET indhold

Samsø er den ultimative feriedestination for foodies

Skal du holde sommerferie i Danmark, er Samsø et af de hotspots, hvor du virkelig kan forkæle ganen og oven i købet supplere de lækre madoplevelser med smuk og varieret natur og garanti for havudsigt hele vejen rundt.

Af:: Laura Kjestrup Nielsen Foto: Laura Kjestrup Nielsen, Visit Samsø, PR
26. jun. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Vejen til Samsø

Fra Hou i Østjylland kan man sejle til Sælvig på Samsø på en time. Du kan også sejle fra Kalundborg på Sjælland til Ballen på Samsø, hvilket tager mellem 1 time og 15 minutter og 1 time og 30 minutter alt efter afgang. Takket være en stor indsats fra engagerede samsinger har øen nu også fået en længe ønsket direkte forbindelse til Aarhus. Målet er, at den nye færge skal give flere mennesker mulighed for at bo på Samsø og arbejde i den jyske hovedstad – og så kan færgen selvfølgelig også benyttes af turister. Passagerfærgen medtager cykler, men ikke biler.

Find mere information om afgangstider og priser på Tilsamsoe.dk og på Faergen.dk. Læs mere om Samsø-Aarhus Expressen på Saax.dk.

Her skal du spise

SmokeHouse Langør
I det gamle fiskerleje Langør med udsigt til smukke Stauns Fjord ligger det lokale røgeri og spisested SmokeHouse Langør. Her tager indehaver Jakob Falck-Rasmussen kunsten at røge fisk meget seriøst og serverer lækre nyrøgede makreller, laks og rejer. Hemmeligheden bag produkternes fine, let sødlige smag er røgning med kirsebærtræ. Der er også gode fiskedeller og lidt til fiskefornægterne på menukortet, og suppleret med et koldt glas hvidvin og udsigten på terrassen bliver det ikke mere enkelt på den gode måde.

SmokeHouse Langør, Langør 25, Langør, ­Smoke-house.dk

Langør Havn

Fire restauranter i White Guide 2016/17
Samsø har nu hele fire af øens spisesteder optaget i den prestigefyldte White Guide. Restaurant Behrnt på Ballen Badehotel har en klassisk stil med inspiration fra såvel det danske, franske og italienske køkken. På SAK får du serveret en stilsikker, nordisk og gennemtænkt version af både mad og indretning, mens Strandlyst i Ballens nordlige udkant kombinerer fransk tradition med et nordisk udtryk. Sidste stop på White Guide-ruten bringer dig ud af Ballen til Vadstrup1771, der ligger ude i det åbne land mellem Onsbjerg og Torup.

Restaurant Behrnt, Ballen Badehotel, Ballen Havn, Ballenbadehotel.dk
Restaurant SAK, Aavej 10, Ballen, Saksamsoe.dk
Strandlyst Hotel & Restaurant, Strandvejen 12, ­Ballen, Strandvejen12.dk
Vadstrup1771, hotel og restaurant, Vadstrup 4, ­Vadstrup1771.dk

Ballen Havn

LÆS OGSÅ: Ø-ferie i Danmark: Derfor skal du vælge Langeland

Madglæde

En ø for ­foodies
Samsøs kartoffelavlere er altid blandt de første i landet med årets første nye kartofler, men der bliver produceret meget mere end de små gule knolde på øen. Det milde kystklima og den gode muld giver fine vækstbetingelser for bl.a. asparges, ærter og naturligvis sommerens elskede jordbær. På en tur rundt på øen møder du masser af gårdbutikker og vejboder. Besøg f.eks. butikken på den gamle slægtsgård Langemarksgaard eller det fællesskabsstøttede økologiske landbrug Yduns Have i Alstrup, der også har hytteudlejning. Grøntsagsproduktion er dog langtfra det eneste, Samsø byder på inden for fødevareområdet. En række entusiaster rundt om på øen producerer marmelade, rapsolie, pølser, sennep, snaps, chokolade og meget andet godt, og du får et godt overblik over udbuddet hos butikken med det mundrette navn Smagen af øen i den gamle købmandsgård ved havnen i Ballen.

Gårdbutikken Langemarksgaard, Langemarksvej 17,Langemark, Langemarksgaard.dk
Yduns Have, Alstrup 2, Alstrup, ­Levendelandbrug.dk
Smagen af øen, ­Strandvejen 76, Ballen, ­Smagenafoen.dk

De landskendte Samsøkartofler

Ø-oplevelser

Rundtur med retrobussen
Tempoet er roligt og humøret er lunt, når Svend Larsen fra Ballen på Samsø giver en guidet rundtur på øen i sin Chevrolet-veteranbus fra 1934. Bussen kørte i sin tid rundt som rutebil på Samsø og blev desuden foreviget i Dirch Passer-filmen "Bussen" fra 1963. For få år siden vendte bussen så hjem til Samsø, og efter en tiltrængt renovering skinner den gamle bus nu om kap med solen, når den tøffer rundt på øen i adstadigt tempo med nysgerrige turister.

Find information om tilmelding til rundturene på Balliwood.dk

Verdens største labyrint
En naturskøn og speciel attraktion på øen er Samsø Labyrinten, der er optaget i Guinness rekordbog som intet mindre end verdens største labyrint. Med et areal der svarer til 12 fodboldbaner og kilometervis af stier, er der rigeligt med udfordringer for hele familien i labyrinten, der udgør et sammenhængende grønt område med varieret træbevoksning. Det betyder også, at man kan opleve et rigt fugleliv i labyrinten eller måske sågar være heldig at få øje på en hare eller en ræv, mens man står og tænker på hvilken vej, man dog skal vælge.

Læs mere om åbningstider og entrépriser på Samsolabyrinten.com

Idylliske ­Nordby
Der er i alt 22 landsbyer på Samsø, og mange af dem er meget hyggelige med gamle huse og gadekær. Men det er svært at komme uden om postkortsmukke Nordby, der er lidt af et "must-see" på Samsø. Når man går omkring i de krogede gader om det store gadekær i byens midte og beundrer de stråtækte bindingsværkshuses fine detaljer, er det let at forstå, at den lille by tidligere er kåret til Danmarks bedst bevarede landsby. Det gule klokketårn er byens vartegn, og det blev i sin tid bygget, fordi Nordby Kirke ligger ude i det åbne land uden for byens hørevidde.

Nordby med sit karakteristiske gule klokketårn er et must-see.

Samsø Festival
Hvert år i juli syder Samsø af glade mennesker og musik. Den traditionsrige Samsø Festival kalder sig Danmarks hyggeligste festival og byder i 2017 på navne som Carpark North, Hanne Boel, Ida Corr, Gulddreng og Scarlet Pleasure.

Læs mere om festivalen på ­Samfest.dk

LÆS OGSÅ: Feriedestinationen til dig, der elsker Toscana - men ikke turister

Her skal du bo

Ilse Made
Hotellet i Vesterløkken på Samsøs vestkyst har taget navn efter helligkilden Ilse Made, som man kan finde frem til i strandkanten. Her pibler ferskvand op i en udhulet egetræsstamme, og forklaringen på fænomenet er formentlig, at her i bronzealderen lå en brønd og et hus. Hotellet Ilse Made byder på en idyllisk og rolig beliggenhed og 12 værelser, hvoraf nogle har havudsigt.

Ilse Made – Hotellet ved kilden, ­Vesterløkken 16, Ilsemade.dk

Vesborg Fyr ­Ferieboliger
Ved det ensomt beliggende Vesborg Fyr i Samsøs sydvestlige hjørne kan man overnatte i stemningsfulde rammer i de tidligere fyrmester- og fyrassistentboliger. Her er der plads til hele familien, men er man afsted som par, skal man i stedet gå efter at leje udsigtspavillonen. Den blev opført under den kolde krig for at give det bedste udsyn til eventuelle fjendtlige skibe. For enden af en smal sti ligger den lille hytte og byder på en formidabel panoramaudsigt over Samsøs sydkyst og havet.

Vesborg Fyr Ferieboliger, Vesborgfyr.dk

Strandlyst
På Strandvejen i Ballens nordlige udkant ligger det lille luksuriøse hotel Strandlyst. Er du ude efter elementer som lounge, pool, sauna og spa på Samsø-ferien, er Strandlyst stedet. Krydret med designermøbler og en restaurant i White Guide-klassen er der lagt op til et lækkert selvforkælelsesophold.

Strandlyst Hotel & Restaurant, Strandvejen 12, Ballen, Strandvejen12.dk

LÆS OGSÅ: 5 nordiske natur-getaways

Nyd naturen

Issehoved
På toppen af Samsø ligger Issehoved – Samsøs nordligste punkt, der med sin sandtangespids minder om den berømte Skagens Gren. Men her er bestemt ikke lige så overrendt, og man kan nemt finde en rolig plet at nyde udsigten fra. Med fødderne plantet i sandet her kan man i klart vejr se helt til Sletterhage Fyr, der ligger 12 kilometer væk på Helgenæs under Jyllands dryppende næsetip, og samtidig skimte Aarhus i det fjerne. Og apropos Aarhus, så har Issehoved netop lagt navn til den nye passagerfærge mellem Samsø og den jyske hovedstad.

Nordby Bakker
Selvom Samsøs højeste "bjerg" blot snitter himlen 64 meter over havoverfladen, er naturen omkring Ballebjerg på nordøen ganske storslået. Nordby Bakker er et af landets største sammenhængende overdrevsområder med åbne græsklædte bakker, og fra toppen af udsigtstårnet på Ballebjerg har man en fin udsigt til bakkerne, havet og lillebrorøen Tunø. Der er flere vandreruter i det kuperede område, hvor bakkerne bliver gennemskåret af dybe dale – på Samsø kaldet skår. Her vokser massevis af vilde blomster, og der er mulighed for at støde på de lokale naturplejere i form af gotlandske får, der sørger for afgræsningen.

Brattingsborg Skov
På det sydligste Samsø ligger Brattingsborg Skov – opkaldt efter øens gods. Der er ikke offentlig adgang til godset, men det er der til gengæld til skoven. Her kan man gå en smuk tur under bøgetræerne hele vejen ned til kysten, hvor skov møder hav. Hvis man skruer op for opmærksomheden i skoven, kan man få øje på rådyr, fasaner og harer. Samsø har nemlig en meget stor vildtbestand set i forhold til øens beskedne størrelse.

Brattingborg Skov

Grønne drømme

Samsø markedsfører sig ikke kun på nye kartofler, men også som Danmarks vedvarende energi-ø. Og det er ikke bare snak, for Samsø er faktisk rigtig langt fremme på den grønne bane. Vindmøller og solceller på Samsø producerer for eksempel mere elektricitet end samsingerne anvender selv, så der bliver ikke kun eksporteret grøntsager – men også strøm – til Jylland. Samtidig bliver øens hjem og virksomheder opvarmet af fire biomassefyrede fjernvarmeværker, og rigtigt mange samsinger har udskiftet deres oliefyr med mere miljøvenlige varmepumper og fyr. Ved rådhuset holder elbilerne side om side, for Samsø Kommunes medarbejdere bruger nemlig elbiler, når de skal ud og servicere borgerne rundt om på øen, for eksempel i ældreplejen. Men selvom Samsø er nået langt, rækker drømmene meget længere. Med øens energiakademi og kommunen som primus motor har Samsø et mål om at blive "fossilfri ø" i 2030 – det vil sige helt uafhængig af fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas. For tiden arbejder Samsø Kommune med planerne om at opføre et biogasanlæg på øen. Anlægget skal blandt andet levere biogas til færgen Prinsesse Isabella, der sejler mellem Sælvig på Samsø og østjyske Hou.

Anbefalet til dig