"Jeg får stadig sug i maven, når jeg går ind gennem hovedindgangen"

Men det bedste er spejlene inden for indgangen, der forvrænger din krop. Det fandt jeg ud af en sen tirsdag eftermiddag i april. Særligt spejlet, der forvandlede mine 180 centimeter til Yoda-størrelse fik mig til at grine højt. Vi taler, så tårerne trillede. Jeg kunne ikke stoppe igen, stod bare og så på min lille krop, der gik i krampe. Jeg var nødt til at træde ud af mit eget spejlbillede for at få luft, men blev selvfølgelig nødt til at gå ind foran spejlet igen for at teste, om det kunne blive ved med at være sjovt. Det kunne det. Jeg kunne lige så godt have røget en bønne.

Klart. Der kan gå for meget fransk hotdog, stor fadbamse, enarmet tyveknægt og for store børn i for små klapvogne i Tivoli. Men der handler det om at være strategisk og planlægge, hvornår du tager derind, så du kan undgå de massive masser, der insisterer på at fylde grusstierne og køerne til forlystelserne ud. Måske klogt ikke at skrive Tivoli i kalenderen, når den i forvejen er booket med ferier, helligdage, weekender og den slags. Tirsdag eftermiddag er et fremragende tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Katrine Wiedemann hader den ting, hun arbejder med hver eneste dag

Veteranbiler med følelser

Tivolis payoff lyder 'Altid som aldrig før'. Der er noget om det. Det giver et skud tryghed at gå i Tivoli, men der er altid noget nyt at underholde sig med. Sådan har det været i de 174 år, siden den danske iværksætter Georg Carstensen åbnede haven. Dengang var der ikke mange forlystelser. Det var mere noget med en stærk mand og nogle blomster. Så gik han en tur i Kongens Have, hvor han stødte på komponisten H.C. Lumbye, som var god til at sætte fester op i haven med lys og musik. Det var noget, der tiltalte Georg Carstensen, og alle mennesker, der godt kan lide at være i godt humør. Så Hr. Carstensen fik ansat H.C. Lumbye som musikchef i Tivoli, og så skete der noget.

– Prøv lige at omstille hjernen til 1844, hvor det her foregik. Der var heste og lort i gaderne og meget lidt lys om aftenen. Så kom man herind, og der var pludselig lys, magi og musik. Det ligger i vores urinstinkt, at vi tiltrækkes af det. Tænk på små børn, der står og bouncer i deres ble, når de hører musik og ser lys, der blinker, siger Nikolaj Koppel, der er underdirektør for Kultur i Tivoli.

Det er svært at finde helt samme overraskelseseffekt som dengang i 1844, hvor 'eksotiske' (det kaldte man dem altså) mennesker stod til skue, fordi de havde en anden hudfarve eller virkelig store muskler. Vi har prøvet rutsjebanen, og vi har været til Fredagsrock. Hvorfor bliver Tivoli så alligevel ved med at være spændende?

– Vi kan få hele verden i real time når som helst med internettet, så der skal altså meget mere til for at betage os. Dengang var det en magisk verden, man aldrig havde set mage. Men selv børn i dag kan fornemme, at de er en del af noget, der er større end dem selv. De træder ind i en helt særlig atmosfære og historiefortælling. Vi bliver trillet ind i Tivoli i vores klapvogn og trillet ud i vores rullestol 80 år senere, siger Nikolaj Koppel.

Man forstår godt turisterne. Alt er småt og hyggeligt. Når nu Den Lille(bitte) Havfrue er vores største monument, giver det mening, at Tivoli er en anden hovedattraktion. Den lille historie, der kan løftes op til noget større. Dem er der flere af inde fra Tivoli. Nikolaj Koppel kan én af dem. Inden han blev musikchef i Tivoli 2005-2010 og siden blev underdirektør for Kultur i Tivoli i 2015, var han klassisk pianist og oplevede Tivolis magi.

– Kunstnergarderoben i Koncertsalen ligger lige over for veteranbilerne. Som udøvende kunstner har jeg selv prøvet at stå der og være pissenervøs og næsten overveje, om jeg skulle kaste mig ud fra anden sal for at slippe væk. Så står du der og kigger ned på børnene, der kører rundt i veteranbilerne. Det er materialiseret livsglæde. Den optimisme og ukuelighed, der er i de børn, husker dig på, at der er ting, der er større, end den koncert du skal ind og spille. Hvis du er rigtig heldig, kan du huske, hvordan det var. Man er jo 100 procent overbevist om, at man selv styrer den bil.

LÆS OGSÅ: 11 kropsaktivister, du skal kende

Kunst og mindre kød

Der er slikkepinde og musik og rødternede duge i Grøften, hvor en pæn portion politikere gennem tiden har skålet i kæmpestore fadøl, diskuteret politik og haft travlt med alt muligt andet. Under den nysselige overflade, er forlystelseshaven en kæmpestor maskine, der konstant skal smøres.

– Der er 200 forretninger i forretningen. Fastfood, de kulturelle arrangementer, forlystelserne, selskabslokaler, Fredagsrock, den klassiske musik, gartnerne, balletskolen ... Det er en voldsom kompleks struktur og organisation, siger Nikolaj Koppel.

Alligevel en del at holde styr på. Måske meget godt, man bare har den tjans at gå ind for at se sig selv i spejlet. Hvad skal man ellers se? Vi spørger eksperten.

– Olafur Eliassons 33 installationer, der er blevet sat op i år ved de hængende haver og har gjort det sted endnu mere magisk. Nimb er også et godt bud. Uanset hvem du er, er sammen med, og hvad tid på dagen, det er, rammer Nimb rigtigt. Om du er til god kaffe om morgenen, og du lige har en halv time, inden du skal nå et tog på Hovedbanen, eller du har lyst til five o'clock tea og kage eller drinks om aftenen. Og så er der den nye Gemyse, der har fokus på grøntsager og har sammensat en menu, hvor kødet er tilbehøret, siger Nikolaj Koppel.

Jeg er enig. Men er du den travle type, kan mindre også gøre det. Du kan nøjes med at stikke ind af hovedindgangen, og gå 50 meter hen ad grusstien for at se sig selv i spejlet og få et billigt grin.