Barnløshed var tæt på at skille Torben Zeller og Gun-Britt

Torben: – Jeg ville gerne have børn, men Gun-Britt kunne ikke få flere. Hun fik sin søn, Jeppe, på en kvart æggestok, da hun var 32, og et par år efter hun havde fået ham, fik hun hele livmoderen fjernet. Det var celleforandringer i underlivet. Jeg har altid holdt meget af Jeppe, men jeg ville gerne selv have børn, så jeg havde svært ved at tackle, at det ikke var muligt. Og det endte med, jeg gik. Men jeg fortrød hurtigt, og så måtte jeg sige til Gun-Britt, at jeg havde tænkt mig rigtig grundigt om, og at det måske var en meget dum idé at gå fra hinanden. Og så lovede vi hinanden at adoptere.

– Men vi blev faktisk ikke godkendt til adoption. Ham, der interviewede os, konkluderede, at vi kun var "måske egnede". Han viste sig senere at være inkompetent – han var alkoholiker – så det var overhovedet ikke fair trial.

Gun-Britt: – Ja, så vi havde nogle store udfordringer lige efter, vi var blevet gift. Vi endte med at blive godkendt, men til et ældre barn på grund af vores alder. Og når man er mor, ved man, hvor vigtigt det er, at man har barnet, fra det er lille. Så jeg turde ikke alligevel. Jeg kan huske, jeg sad på trappen derhjemme og måtte sige til Torben, at jeg ikke magtede det. Og det viste sig faktisk, at det gjorde han heller ikke. Og det måtte så koste forholdet, hvis vi ikke kunne komme igennem det. Det kom vi, men det var en stor mundfuld.

– Vi snakkede faktisk aldrig om at gå fra hinanden igen, vi snakkede kun om, hvordan vi skulle komme igennem det. Vi tog nogle meget store beslutninger meget tidligt i vores forhold, og jeg er ikke sikker på, vi havde klaret den, hvis vi havde været 20, da vi mødte hinanden. Jeg tror, vores alder gjorde, at vi vidste, græsset ikke var grønnere på den anden side, og at der altid er ting, man skal overkomme i et forhold.

Torben: – Ja, og jeg tænkte, jeg finder sgu ikke en anden, der er så smuk og smart. Det var en kølig overvejelse.

Gun-Britt: – Men jeg synes også, at vi er gode til at være sammen. Vi er gode til de der helt enkle ting som bare at gå derhjemme eller i sommerhuset eller løbe en tur og gå ned og bade. Der falder vi i god snak. Vi hører, hvordan hinanden har det, og vi bruger hinanden meget. Torben er ikke kun min mand, han er også min bedste ven. Han er den eneste, jeg kan sige alt til.

– Og så er vi også gode til at tage tingene op. Vi skændes, så det brager, og hunden går ud i kurven, fordi den ikke kan lide det. Jeg tror, vi klarer den, fordi vi ikke lader noget ligge – jeg siger, når jeg synes noget bliver for meget, og det gør Torben også. Og så bliver der råbt.

Torben: – Det er mest dig.

Gun-Britt: Nej, du er en hidsigprop. Nogle gange tænker jeg, "jeg kan ikke holde ham ud". Men så i næste sekund tænker jeg, "hvad kan jeg så holde ud?"

Torben: – Så det er i virkeligheden en udelukkelsesmetode?

Gun-Britt: – Nej, jeg kan godt lide, at man kan sige "det kan du da godt huske...". At vi har en historie sammen. Som Torben engang sagde, da vi var ude at løbe ved Charlottenlund Fort, hvor der er en masse ænder: "Vidste du godt, at ænder bliver sammen hele livet?". Det vidste jeg ikke, men det aftalte vi så også at gøre. Det har vi altid joket med, og så længe vi kan holde den ild, vi har, skal vi nok også blive sammen.