"Jeg oplevede at tænke: Er vi virkelig sådan en familie, hvor én kan begå selvmord?"

T havde arrangeret det, så hun lå fint og roligt i sin seng– uden at hun kunne trække vejret. Da det første chok havde lagt sig, efter vi fandt hende, kiggede jeg på hende, og hun fik mig til at tænke på en fugleunge, der lå i sin rede.
Fra bogen "Om mørke og om lys" af Hanne Frøyr

Hanne Frøyr havde købt kager til kaffen, som hun skulle nyde sammen med sin datter en fredag eftermiddag i marts. Men mærkeligt nok blev der ikke åbnet, da hun bankede på hjemme hos hende.

– Der kunne være mange forklaringer, men jeg fik en dårlig fornemmelse, fordi gardinet var rullet for, fortæller Hanne Frøyr.

– Jeg ringede på hendes mobil, men fik ikke noget svar, og så tog jeg hjem igen. På vejen købte jeg et stykke fisk til min aftensmad, men jeg havde en underlig forudanelse om, at jeg ikke ville komme til at spise det.

Senere samme dag tog Hanne tilbage til sin datters lejlighed sammen med sin søn. De låste sig ind og fandt ud af, at Hannes datter havde taget sit eget liv.

– At finde hende død er min sjæls sorteste nat, siger Hanne.

LÆS OGSÅ: 28-årige Caroline: Jeg er sindssyg

Betjente tændte lys

Det var i 2013, og i januar i år udgav Hanne en bog om forløbet.

– Jeg har været splittet omkring det at stå frem med noget, som udspringer af det mest private og sårbare, jeg bærer på. Når jeg har valgt at gøre det, er det, fordi jeg vil trodse det tabu og de fordomme, der er omkring selvmord, siger hun.

– Jeg oplevede at tænke: "Er vi virkelig sådan en familie, hvor én kan begå selvmord?", men sandheden er, at ja, det var vi, og det skal ikke forties. Min datters død er så smertefuld for mig og den øvrige familie, at den ikke skal gøres yderligere traumatisk med skyld og skam. Jeg har taget mig retten til at fortælle om det, der er sket, men i respekt for min datter er jeg bevidst om, at det er min historie. Af samme grund bruger jeg ikke hendes navn i bogen, men nøjes med at kalde hende T.

Når Hanne tænker tilbage på den dag, hvor T blev fundet død i sin lejlighed, føles det uvirkeligt, men også uudsletteligt og detaljeret printet ind i erindringen.

– Når et menneske dør alene, møder politiet altid op for at sikre, at der ikke er sket en forbrydelse. Det gjorde de også den dag, og betjentene var omsorgsfulde, trøstede og tændte stearinlys. T havde efterladt et brev, der virkede lidt formelt, men vi fik forklaret, at sådan er det ofte ved selvmord, fortæller Hanne.

Efter T døde, fik jeg tanken om, at hun på mange måder mindede mig om den lille havfrue i H.C. Andersens eventyr ... Med en fiskehale er det ikke muligt at få fodfæste på Jorden. Både T og havfruen blev drevet af deres følelser på måder, så hvert skridt var som at træde på glasskår.
Fra bogen "Om mørke og om lys"

– Betjentenes faglige erfaring var en stor hjælp, men efterfølgende blev det tydeligt for mig, hvor lidt vi "almindelige mennesker" ved om selvmord, og hvor lidt vi taler om det, selv om gennemsnitligt to danskere tager deres liv hver dag. Det er flere dødsfald, end der sker i trafikken.

LÆS OGSÅ: Kender du tegnene, når en af dine nære overvejer selvmord?

Kunne ikke hjælpe T

I tiden efter T's død havde familien mange samtaler og besluttede at være åbne omkring det, der var sket.

– Selvmord vækker uro og usikkerhed hos omgivelserne. Noget af forklaringen skal hentes i historien, hvor det tidligere var kriminelt at tage sit eget liv. De, der gjorde det, blev frataget retten til at blive begravet i indviet jord på kirkegården, og de efterladte fik konfiskeret ejendom og formue, forklarer Hanne.

– Sådan er det ikke mere, men selvmord er stadig skamfuldt, og det ord står aldrig i avisernes dødsannoncer. Ved at fortie realiteterne skåner vi den døde, men åget bliver ekstra tungt for de efterladte. Hvis vi kan bryde tabuet, lettes byrden for dem, der er tilbage. I bedste fald hjælper det også nogle af dem, der går med selvmordstanker, for åbenhed og samtale kan være vejen til andre løsninger på afmagt og fortvivlelse.