Hella Joof
Foto: Les Kaner | Hella Joof er aktuel med bogen "Båven om Gud"
ALT for damerne

Hella Joof om forholdet til Gud

Hella Joof om forholdet til Gud: "For mig er det vigtigt at forbinde mig med noget højere end bare at være et menneske på jorden, der spiser, skider, knepper og dør"

Hella Joof tror på kærlighedens kraft, og hun tør stadig sige sin mening om, hvordan vi bør indrette samfundet og behandle hinanden. Det skal der mere end et par shitstorme til at rokke ved.

Af Cille Lewinsky 06.nov.2017 Livsstil

Hella er ikke i tvivl. Selvfølgelig er der noget, der er større end mennesket. Det har hun troet på, lige siden hun som lille pige havde "samtaler" med Gud.

– Jeg ville føle mig ensom i verden, hvis jeg ikke havde min tro. Jeg ville føle mig som en lille båd på et stort oprørt hav. Men det har jeg ikke gjort, fordi jeg altid har troet på noget større. For mig er det vigtigt at forbinde mig med noget højere end bare at være et menneske på jorden, der spiser, skider, knepper og dør. Det er for trist. Hvis vi har en ide om, at der er noget større og en større mening med det hele, og vi er forbundet gennem det, så tror jeg også, at vi opfører os kærligere over for hinanden – eller burde gøre – og bedre over for dyrene og planeten.

Hella har gennem flere år beskæftiget sig med tro og religion – både privat og professionelt. I 2009 begyndte hun at læse teologi på universitetet, men holdt op igen, da det ikke hang sammen med hendes arbejdsliv. Sidste år skrev hun "Hellas Katekismus" til konfirmander, gav sine Ti Bud til Eurowoman, og nu er hun aktuel med "Båven om Gud". En komisk og joofsk fortolkning af Biblen, hvor Gud drikker mere end de anbefalede genstande, og Eva har en stor røv.

– Hvis Gud skabte en kvinde, skabte han hende selvfølgelig med en stor, blød numse. Det er jo det dejligste at hvile kinden på, smiler hun og fortsætter:

– Jeg tegner et lidt komisk gudsbillede i bogen, men jeg håber alligevel, man kan mærke, at der er kærlighed til stede. Gud er lig med stor kærlighed i min bog, selvom han kludrer lidt i det. Men kærlighed er der ingen, der tager skade af – om man tror på Gud eller ej.

Interessen for kristendommen ved Hella egentlig ikke, hvor kommer fra. Hendes mor troede ikke på noget særligt, og hendes gambiske far, som hun først mødte som 15-årig, var praktiserende muslim.

– Min far havde været i Mekka flere gange. Men han røg smøger og drak øller, så værre var det ikke. I Vestafrika, hvor han kom fra, var de relativt verdslige muslimer. Måske har jeg arvet min religiøsitet fra ham?

Som barn var Hella sikker på, at Gud holdt øje med hende. Hvis hun stjal penge fra sin mors pung eller hapsede en smøg, undskyldte hun over for Gud. Men med tiden er det gudsbillede blevet afløst af noget andet. Noget større. Faktisk har hun lavet sin egen definition på Gud: "Den store kraft i universet, som kun vil os det godt, og som man altid kan bringe sig i kontakt med".

– Jeg går ikke op i, at man skal dømmes, og jeg tror heller ikke på helvede. Jeg tror på, at Gud er en energikilde og en kærlighedskraft.

Uanset om man tror på Gud eller ej, så mener Hella, at der står mange gode og brugbare ting i Biblen. Også selvom de er skrevet for flere tusinde år siden:

– Jeg synes, at der står vidunderlige ting i Det Ny Testamente, eksempelvis Den Gyldne Regel: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem", og "du ser splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget". De budskaber er jo almengyldige og handler om, at vi skal tilgive, opføre os ordentligt over for alle, passe godt på hinanden og på jorden. Hvis man går folk på klingen, er der nok ikke så mange, der kan erklære sig uenige. Det er gode regler både i parforhold og på Facebook.

– Jeg tror ikke, at ordene i Biblen – både det nye og gamle testamente – er blevet til, fordi Gud bogstaveligt har talt til folk. Jeg tror, at det er mennesker, der har haft spirituelle oplevelser eller har talt med andre, der har, som har sagt noget klogt, og derefter er det hen ad vejen blevet skrevet ned. Men jeg synes heller ikke, at det er så afgørende. Om Gud findes eller ej, er egentlig også ligegyldigt, for hvis man som menneske kan føle, at man forholder sig til en kraft, der kan hjælpe en, når man er bange, ked af det, skal til eksamen, på date eller føde, så er det fint. Hjælpen kan komme alle steder fra. Den kan komme fra en jordemoder eller en sød billist, der holder tilbage for én.

Det er menneskers opgave at hjælpe hinanden, mener Hella. Men man kan godt bede Gud om hjælp til at finde de glemte nøgler eller redde en mand, der er ved at drukne. Han sender nok bare en "stedfortræder":

– Hvis jeg kommer forbi en, der er faldet i vandet, så har Gud sendt mig, fordi jeg kan svømme. Gud kommer ikke selv ned og hjælper. Nogle gange opdager man ikke engang, at man har fået hjælp til noget. Det kan godt være, at det ikke er Gud, der hjælper, men det er også lige meget, så længe man får hjælp. De gange, hvor det går galt for mig, er, når jeg tror, jeg kan klare det hele selv. Det går næsten altid bedst, når jeg holder mig åben over for at modtage hjælp.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Jeg blev ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist"

Med hjælpen følger også taknemmelighed. Og den synes Hella, at vi skal huske. Ligegyldigt om det er skobutikken, der har skoene i den rette størrelse, eller din ven, der har hjulpet dig, da du havde det svært, skal man huske at sige tak.

– En af de ting, der gør mig gladest, er, når jeg føler taknemmelighed, så derfor vil jeg altid få det til at give mening, så jeg føler mig taknemmelig over for det menneske, der har hjulpet mig. Når jeg eksempelvis kommer kørende i min bil og tænker, at jeg ikke har tid til, at der ikke en parkeringsplads, for jeg er ved at komme for sent til et møde, eller der kun er en parkeringsplads, hvor man skal parallelparkere, som ikke er min spidskompetence, og så der er en, der bakker ud, så jeg kan køre ind, siger jeg bare: tak!

Hella kigger op og samler hænderne som i bøn.

– Det er også bare et ritual. Men jeg tror, det er vigtigt at huske, at der ikke er noget, der er for stort eller småt at sige tak til.

Hella husker tydeligt dengang, hvor hun lige havde dumpet sin teoriprøve og skulle op igen – hurtigt. Her var hun meget taknemmelig for, at en mand hjalp hende:

– Der var ventetid til min nye teoriprøve, og jeg tiggede og bad damen i skranken om at få en tid hurtigt. En mand stod ved siden af mig i køen og sagde, at han skulle til at melde afbud til prøven, så jeg kunne få hans tid. Jeg blev så glad. Hver gang jeg ser ham på Værnedamsvej nu, får han et...

Hella laver et stort bjørnekram i luften.

– Han var min engel. Jeg ved godt, han er et menneske, men det er lige meget. Det er bare en anden måde at tale om tingene på, som gør, at jeg bliver gladere. De fleste af os opdager ikke, når vi får hjælp. Vi tænker bare: nå, så er det problem løst, men vi skal huske at opdage det, kaste lidt glimmer på det og sige tak.

Når Hella taler om kristendommen, taler hun med kærlighed og om kærlighed. For hende er det nemlig det vigtigste i kristendommen. Korset, synden, blodet og straffen må andre tage sig af, mener hun. Og det samme mente hun, da hun sidste år blev bedt om at skrive "Hellas Katekismus" for Folkekirkens Konfirmandcenter. Det vakte dog ikke genklang blandt landets præster og skabte en hed og voldsom debat i medierne og på de sociale medier.

– Nogle præster sagde nej, nej nej, hvad med KORSET? Og hvor er BLODET? Og TORNEKRONEN? Men det er jo ikke korset, vi skal fejre, og korsfæstelsen. Vi skal fejre genopstandelsen. At vi kan overkomme smerte og lidelse. Overkomme verden.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

– Det kom faktisk bag på mig, at nogle blev så vrede. Jeg er jo ikke en trussel mod noget, det er bare min fortolkning. Hvis jeg gik ud og sagde, at den danske folkekirke skulle brændes ned, kunne jeg forstå, at nogen blev vrede eller kede af det, men det kunne jeg aldrig finde på. Jeg er jo selv bruger af den. Men man kan godt lufte lidt ud nogle steder...

Hella tænker sig lidt om og begynder at hviske:

– Men jeg har også tænkt, at noget af det, der foregik, var lidt misogynt. Nogle af dem, der blev sure, var sådan nogle gamle mænd med pibe, der bare ikke gad at have sådan nogle kællinger til at blande sig i deres kristendom... men jeg har valgt at ignorere det, for jeg synes simpelthen, at det er flovt. Jeg lader som om, at det ikke var det, der var motivet, selvom de kaldte det, jeg skrev, for "damebladsagtigt".

– Jeg synes godt, at man må fortolke og have forskellige holdninger. Ja, det må man godt. Man skal ikke dømme andre, men kigge sig selv efter i krogene, inden man har meninger om andre mennesker.

I medierne kaldte flere præster dengang "Hellas Katekismus" for "utroværdig, ufarlig og ubrugelig". Men det er ikke det eneste, Hella har måttet lægge øre til. For da hun tidligere i år kom med i Disruptionrådet og kom med den – nogle vil mene kontroversielle – udtalelse, at vi i dag skal gøre ligesom indianerne; "hvert syvende år brænde hele lortet ned og starte forfra", stod hun igen for skud. Men det tager hun med. Det gør hende kun vred, når folk ikke tør åbne munden og deltage i den offentlige debat, fordi de frygter at blive hængt ud:

– Jeg bliver vred, når man prøver at lukke munden på folk og prøver at mistænkeliggøre og udskamme dem. Når man bevidst misforstår for at fremme sin egen dagsorden. Det er skadeligt for demokratiet, fordi der er mange mennesker, der ikke tør sige noget. Det eneste, et demokrati ikke kan tåle, er, at vi holder op med at tale sammen, fordi folk ikke orker mere, fordi man bliver svinet til. Det går simpelthen ikke. Vi bliver nødt til at orke det. Og det orker vi kun, hvis vi holder et vist venlighedsniveau – og du skal ikke tro, at jeg ikke engang imellem læser noget og tænker hold kæft en idiot, men jeg skriver det da ikke. Hvis man i sit parforhold sagde: Du er simpelthen så dum, du er kraftedeme så latterlig... så stopper ALT jo. Det nytter ikke at frakende hinanden al hæder og ære.

I det hele taget synes Hella, at vi skal huske at se lidt indad, inden vi begynder at nedgøre andre eller give dem skylden for de dårlige ting, der sker i livet og verden. Og det gælder også i forhold til Gud:

– Man hører ofte: hvis Gud findes, hvorfor er der så krig, børn, der sulter, og andre skrækkeligheder? Men jeg tror ikke, at det er Guds skyld, det er menneskets. Mennesket har fået sin frie vilje. Jeg er jo ikke kreationist; jeg tror ikke på, at det er Gud, der for eksempel har skabt bornholmeruret eller skaber krig, sult og sygdom på jorden. Jeg tror på naturvidenskaben, men for mig er der bare ikke en modsætning mellem Gud og naturvidenskaben.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Kvinde, lad din mand være. Lad ham selv bestemme, hvor langt eller kort hans eget hår skal være

Derfor er det også menneskets skyld, at vi lever i en hæsblæsende tid. I en tid, hvor de sociale medier fylder så meget, og i en nulfejlskultur, hvor alt skal være perfekt, og hvor nettet er ubarmhjertigt. Derfor har Hella også valgt ikke at være på Facebook. Hun får kun besked om "den ballade", hun skaber, når folk sender hende en mail eller ringer til hende. Særligt slemt var det under Disruption-debatten:

– Jeg er ret god til at undgå ting, men der var en dag, hvor jeg stod i et havecenter i Ølstykke, mens alle mulige journalister ringede. De spurgte, hvorfor jeg ville brænde velfærdssamfundet ned til grunden. Jeg forklarede, hvad jeg mente med, at vi skal skille os af med det, der ikke længere fungerer – og det er der meget, der ikke gør. Jeg fortalte, hvad det var for en indiansk ceremoni, Potlach, jeg henviste til, men der var ingen, der var interesseret i, hvad jeg havde at sige. Det var sjovere med en ordentlig omgang ballade – det kunne ellers have været en interessant debat.

– Jeg kan godt tåle lidt røg. Jeg er 54 år og bor ude på landet, men jeg bliver ked af det, hvis tingene løber af sporet. Jeg stod en aften på en bar i Aarhus med min datter, hvor en dame pludselig sagde "nynazist" til mig. Jeg troede, jeg havde hørt forkert. Hvor kom det fra? Jeg tænkte, at nu er verden blevet fuldstændig gakkelak. Det gjorde min datter ked af det, men det endte faktisk med, at min datter stod og holdt om damen, som var fuld og ked af det. Så det endte ret fint. I virkelighed var kvinden bare ked af det og ville i kontakt, og så kaldte hun mig nynazist... Hvis jeg bliver kaldt nynazist, eller der står på Nationen, at jeg skal skride hjem til Afrika, så kan jeg ikke tage det alvorligt. Jeg kan ikke gå ind i en debat på det niveau, for det er simpelthen for tosset. Jeg har jo ikke kørt spritkørsel og dræbt et ungt par. Det er sådan, folk nogle gange behandler en...

Men de grimme kommentarer og hidsige debattråde får ikke Hella til at lukke munden. Dog er hun bekymret for den udvikling, de sociale medier tager, og den måde det påvirker – særligt unge – mennesker på.

– Hvis der først er nogen, der bliver sure på en på de sociale medier, så er der næsten ingen, der kan huske, hvad der startede det. Det kan være enormt skræmmende, hvis man begynder at tænke, at man kun må sige ting, som ingen kan misforstå. Eller man altid skal huske at trække maven ind, for folk kan forstørre alt op på Instagram. Engang kunne man godt have appelsinhud, men i dag kommer alt under lup. Det kan ingen af os tåle, for vi har alle fejl. Vi har alle appelsinhud, lidt søvn i øjnene eller karse på fortanden. Og nogle gange formulerer vi os uheldigt, og nogle gange er man ikke enig med folk. Den perfektionskultur og 12-talskultur kan vi IKKE LEVE OP TIL. Og det skal vi heller ikke, det behøver vi ikke. Det er enormt vigtigt, at vi har fred og ro med os selv, for ellers kan vi ikke leve sammen.

Hella har fundet ro. Hver morgen bruger hun ti minutter til at finde ind til sig selv. Komme i kontakt med sin spiritualitet, sin intuition.

– Nogle vil kalde det meditation eller stilhed, andre vil kalde det bøn. Men det er et sted, hvor jeg tænker over, hvad jeg skal i løbet af dagen, hvilke mennesker jeg skal møde, og hvor jeg sender kærlighed og energi i den retning. Jeg takker for, at tingene kommer til at gå godt, for så har jeg en bedre dag.

– Empirisk ved jeg, ja, jeg har lavet grundforskning på det, at min dag bliver bedre, hvis jeg gør det. Jeg føler, at jeg bliver ramt af en guldstråle af kærlighed, når jeg mediterer. Det lader mig op. Det kan man også gøre med yoga, sex eller shopping. Jeg gør det bare med bøn, smiler hun.

Gennem de sidste 54 år har Hella nemlig erfaret, at "verden er et hårdt sted, og mennesker kan være onde", men for hende hjælper det at vide, at der er en kraft, der elsker hende ubetinget. Ligesom den også elsker dig og mig.

– Det er helende for os at vide, at vi er ubetinget elsket, uanset hvordan vi ser ud, hvor meget vi vejer, hvilken karakter vi har fået, om vi har ganebøjle og nakketræk, eller om vores kæreste lige er gået fra os. Det er godt at vide, at der er et kar med ubetinget kærlighed, som man kan stikke et sugerør ned i. Det er en rar følelse.

– Jeg kan bedre lide den følelse end tanken om, at jeg bare er et lille fnug, der blæser rundt i vinden. Det ved jeg godt, at jeg er, men inde i mig selv vil jeg hellere forbinde mig med en følelse af, at jeg er ubetinget elsket og forbundet med andre mennesker. For det gør mig til et gladere og større menneske. Og så kan jeg tåle mere og give mere.

Hella Joof, 54

Skuespiller, instruktør og forfatter.

Kendt for børne-tv som "Bullerfnis" (start-90'erne) og satiregrupperne Lex & Klatten og Det Brune Punktum (slut-90'erne og start-0'erne).

Instruktør af filmen "En kort en lang" (2001) og tv-serien "Bedre skilt end aldrig" (2016).

Forfatter til "Papmaché-reglen" (2016) og aktuel med "Båven om Gud", Lindhardt og Ringhof, 288 sider, 300 kr.

Gift med lægen Henrik Jepsen og mor til Olivia på 29, som hun har med skuespilleren Runi Lewerissa.


Henter...