'
Indretning
Foto: Martin Sølyst/Erik Bjørn & Ko
BoligLiv

Indretning

Henriettes personlige årstid

JUL: Henriette Staib arbejder til daglig med blomster og boligtilbehør, og hendes hjemlige juleunivers er også fyldt med blomster og julegrønt, men altid med udgangspunkt i farverne, der er i boligen i forvejen. I år præger en skøn blå nuance hele stemningen tilsat Henriettes uhøjtidelige improvisationer.

Af Eva-Marie Wilken 09.dec.2015 Livsstil


HVEM: Henriette Staib fra butik De Fire Årstider i Lyngby og ejer af engrosfirmaet De fire årstider Home, hendes mand Claus Gerner, der driver De Fire Årstider, og de tre drenge Marc, Victor og Carl Anton.
HVAD: Et stort gammelt hus.
HVOR: Holte, nord for København.
www.defireaarstider.dk

Henriette Staib holder meget af julen, men vil ikke lade kravet om den perfekte højtid ødelægge den skønne tid for hende og familien, som har travlt i alle dagene op til jul. Familiens smukke gamle hus, der ligger tæt ved en kanal mellem Furesø og Vejlesø i Holte, bliver pyntet op til jul – men kun på familiens egne præmisser. Henriette, der til daglig arbejder med interiør og dekoration i butik De Fire Årstider i Lyngby og i engrosfirmaet De fire årstider Home, har nemlig den grundindstilling, at man kun skal gøre ting, fordi man gerne vil, og ikke fordi nogen synes, at man bør. Derfor består meget af pynten af nemme løsninger som duftende blomster og levende lys, smukke ting, der kunne have stået der uanset årstiden. Selvfølgelig er der også ‘rigtig’ julepynt fremme, men meget af det er præget af Henriettes iderigdom, som når hun f.eks. bruger børnenes plasticlegetøj som pynt på gaver, eller når hun bruger avispapir som et dekorativt indslag i pynten på juletræet.

– Hos os er de fleste vægge hvide, og det danner et godt afsæt for at lave noget sjovt og farverigt i detaljerne, fortæller Henriette om julen og hendes boligindretning.

– Jeg kan godt lide at male en enkelt væg i en helt fantastisk farve eller sætte et stykke tapet op, siger hun. Denne jul har Henriette ladet sig inspirere af den smukke blå nuance på modehuset Lanvins æstetiske æsker. Den fine blå tone er smuk og enkel, men laver et fantastisk spil, når den bliver mikset med f.eks. rød eller koral, synes Henriette.

– Så sætter jeg f.eks. grene med røde bær i en vase, og ved siden af kan jeg stille en skål eller en kasse med rødlige toner. Måske har jeg en stump tapet liggende, der kan danne basis for både gaveindpakning og pynt til træet, fortæller hun. I år tilbragte Henriette en hyggelig eftermiddag med at kreere julepynt af gammelt tapet, aviser, glimmer og limpistol sammen med sønnen Carl Anton.

– Hos os er blomsterne og lys det vigtige, men også viljen til at blande ting, der normalt ikke hører sammen, siger Henriette om sit personlige bud på julen.

Den blå nuance på den fine æske fra det franske modehus Lanvin har inspireret Henriette til indretningen i huset, men også til farvevalget for årets julepynt.


Små potter med æbler og hyacinter i knop pynter udenfor.


Spisestuen står i åben forbindelse med køkkenet, og her på billedet er der kig til dagligstuen. Brændeovnen er åben til begge sider og giver dermed lys og varme til både køkken/spisestue og dagligstue. Den store lampe over bordet er fra Møller og Rothe, og gulvtæppet er fra De Fire Årstider. Bordet er bl.a. dækket med smukke gamle bøhmiske glas fra Prag og roser i forskellige nuancer.

IDE
Brug umage stole, det forstærker den enkelte stols udtryk og danner smukke kontraster imellem de forskellige former. Her står Eames’ skalstole sammen med Thonet-stole, som Henriette har fundet i Belgien.


Stuen er møbleret med en klassisk grå sofa fra BoConcept. Billedet over sofaen er af Cathrine Raben Davidsen, og puder og plaider er fra De Fire Årstider. Det gamle indiske bord af hårdt træ er fra De fire årstider Home og kan både fungere som bord og som bænk. Adventskransen er bl.a. bundet af indfarvede hortensiablade, mos og afrikanske kogler og er fra De Fire Årstider.


Franske anemoner og en julekugle fra De Fire Årstider spiller op til hinanden farvemæssigt.


Udenfor fyger sneen – indenfor er der lunt og hyggeligt med levende lys og ild i brændeovnen.


Den flotte stol med stramajbetræk er fra De fire årstider Home. På stolen ligger et par af årets julegaver, pakket ind i tapet og avispapir.


I arbejdsværelset er der tapetseret med jugendinspireret tapet i limegrønne og lilla farver fra Sandberg hos Tapet-Café. På bordet ligger masser af indpakningspapir, glimmer, smukke bånd og andre ting til årets gaveindpakninger. De kinesiske stole er gamle og arvede.


Væggen bag ved sengen er malet i en støvet koksgrå nuance, der er med til at skabe en hyggelig hulestemning i soveværelset. Ved fodenden ses et par taburetter fra Mater.


Smukke krukker, kurve, tørrede hortensiablomster og levende lys. Naturen har sørget for juleprikken over i’et, et fint lag sne.

► SE OGSÅ: Julen er kontrasternes tid
► SE OGSÅ: Blide juletoner i den gamle villa
► SE OGSÅ: Julestemning i det lille træhus


Henter...