Hospicesygeplejersken: “Lukashuset handler lige så meget om livet som om døden”

Nanette Quistorff, 53, afdelingssygeplejerske ved børne- og ungehospicet Lukashuset.

Hvad har været noget af det sværeste?
– Jeg arbejdede engang med en kræftsyg teenager, og jeg ­lovede ham, at jeg ville passe på ham hele vejen. Det fik ham nok til at tro, at jeg kunne forhindre, at han nogensinde skulle dø. Da han så faktisk skulle dø, blev han så vred og vendte mig ryggen og blev på den måde helt alene med sin angst. Jeg tænker tit på hans ensomhed. Måske skulle jeg have sagt, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at passe på ham, så han ikke troede, at jeg var almægtig og dermed understøttede hans magiske tænkning.

Hvad håber du på at kunne give?
– En familie sagde, at den pleje og omsorg, de modtog i Lukashuset, var hænder, der holdt om deres bristende hjerte. Det var Lukashuset for dem. Man kan ikke fjerne afmagten. Den er en del af lidelsen, en del af at dø, en del af mørket. Det nytter ikke at benægte realiteterne ved at lade, som om man kan kaste lys over mørket, man må gå ind i mørket sammen med børnene og deres pårørende. Aldrig sige "det skal nok gå", for nej, det går ikke altid. Men hvis vi ikke er der, er de jo alene. Man skal ikke stå alene, når man skal miste, og man skal ikke dø alene.

Hvad ville det overraske folk at vide om det at være sygeplejerske her?
– At Lukashuset handler lige så meget om livet som om døden. Hvor meget glæde her er, og hvor stort fællesskabet er blandt de indlagte familier. Selv forældre, hvis eget barn er døende, deltager af og til i hinandens børns begravelser. Ofte tror folk, at her kun er døende børn med kræft. Men det er børn og unge med alle former for livstruende sygdomme, og det er i høj grad også lindrende forløb i den ofte lange svære sygdomsperiode. Vi har lige så stort fokus på det liv, der skal leves på trods af, at døden er i vente. Og mennesker bærer ikke kun værdigheden i sig selv, men værdigheden viser sig også, når man bliver set på med respekt. Som personale ser vi igennem de forandringer, sygdom og død forårsager, og bliver ved med at se det menneske, det altid har været.

Hvilken oplevelse har været sværest at slippe?
– En lille pige, som kun kunne bevæge øjnene. Hendes blik var så rigt, at det afspejlede alle følelses- og udtryksmæssige nuancer. Hende vil jeg aldrig glemme.

LÆS OGSÅ: ”Patienterne må ikke være bange, når de skal dø”

LÆS OGSÅ: ”Vi er for berøringsangste, når det handler om død og sorg”

LÆS OGSÅ: Lene tager sig af de patienter, ingen andre har tid til