Hun kunne tilgive: “Han har ret til at bestemme, hvad han vil”
Først fortalte lægerne Ellen, at hun havde Alzheimers. Omkring et halvt år efter fortalte hendes mand, at han ville forlade hende og deres yngste datter. Men selvom hun blev grebet af vrede og sorg, var der for Ellen ikke andre muligheder end at tilgive sin mand for at forlade dem på et så kritisk tidspunkt.
Af Lene Roe Rasmussen og Linnea Støttrup Molbech
Det begyndte, da Ellens arbejdsplads fik nye computersystemer. Hun arbejdede som sygeplejerske og nød det. Men de nye computersystemer kunne hun simpelthen ikke finde ud af. Ofte blev hun siddende på arbejdet længe efter, hun havde fri, fordi det tog hende så lang tid, at gennemskue systemet. Til sidst blev hun fyret med beskeden "der er altså noget galt, Ellen. Vi synes, du skal gå til lægen". Her fik hun at vide, at hun var i de tidlige stadier af Alzheimers. Lidt over et halvt år senere, begyndte hendes mand at snakke om skilsmisse. De havde diskussioner gennem et par måneder, og Ellen troede egentlig, de nok skulle klare det. Men til sidst meldte hendes mand dog klart ud: Han ville ikke mere.
– Han har jo taget beslutningen om, at det er sådan, det bliver. Og det har alligevel overrumplet mig. Vi har jo to børn, og jeg tænkte, vi nok kunne få det til at fungere. Min mand er selv skilsmissebarn og har altid sagt, at skilsmisse bare ikke var en mulighed. Det var det jo så alligevel.
LÆS OGSÅ: Hun kunne ikke tilgive: “Han har aldrig sagt undskyld”
For børnenes skyld
Netop børnene er også noget af det, der ligger Ellen mest på sinde. De har to døtre. Den ældste på 21 er flyttet hjemmefra, mens den yngste på 12 stadig bor hjemme. Hvis de fortsat skal have et fællesskab om dem, bliver hun nødt til at tilgive manden.
– Det er først og fremmest for mine børns skyld og for at få ro på. Den, der er mest påvirket, er den yngste, og det er jo også for, at hun kan føle det så normalt som muligt, og at vi kan tale pænt til hinanden og have et godt samarbejde. Jeg bliver simpelthen nødt til at sige til mig selv, at det er sådan det er. Han bliver jo ikke nogen dårligere far af det.
Ellen ved godt, at det ikke er på grund af sygdommen, at han forlader hende. Men hun tror, det har været med til at gøre, at det blev nu.
– Han har det rigtigt svært med alvorlig sygdom. Han har ikke kunnet involvere sig i det følelsesmæssigt eller snakke om det. Han er ellers en god mand til at vise sine følelser og kunne snakke om tingene, men han har svært ved at forholde sig til døden.
Men sygdommen er også endnu en grund til, at der er brug for et godt samarbejde mellem de to. Som et led i behandlingen deltager Ellen i et medicinalforsøg, og der er behov for en voksen, der kan observere og hjælpe. Hendes mand har lovet at være med, til hvad der måtte være i den forbindelse, men for Ellen ligger bekymringen også mere i fremtiden og den rolle særligt deres yngste datter kommer til at spille i sygdomsforløbet.
– Der bliver rigtig mange udfordringer. Og man skal selvfølgelig ikke blive sammen, fordi der er udfordringer. Men det er et stort ansvar at lægge på et 12-årigt barn, at hun skal bo alene med mig. På nuværende tidspunkt klarer jeg mig rigtig fint, men på sigt ved man jo ikke, hvordan det går.
LÆS OGSÅ: Kan du tilgive din mand, hvis han går?
Ingen anden udvej
Ellen værdsætter, at han har indvilget i at hjælpe med sygdommen. Han kunne, som hun siger, jo lige så godt have ladt hende i stikken og fundet en anden med det samme. Men den gensidige respekt er vigtig, også når det gælder fortsat relation til deres fælles omgangskreds.
– Jeg synes, det er så forfærdeligt, når folk ikke kan være i samme rum. Jeg kan ikke forestille mig sådan en skilsmisse, hvor vi skulle bekrige hinanden eller beskylde hinanden. Jeg har set eksempler, hvor det har været så grimt og forfærdeligt, og det ønsker jeg simpelthen ikke for mig selv og mine børn. Jeg vil gøre alt for, at det ikke bliver sådan.
På sigt håber hun, at familien stadig kan samles og have oplevelser sammen. Men vreden har også fyldt hos Ellen. Ord som egoistisk, fejt og uansvarligt kommer op i samtalen. Men noget, hun lægger meget vægt på, er selvbestemmelse. Alle har ret til at vælge, hvad de vil. Hun ville blive trodsig, hvis nogen forsøgte at bestemme over hende. Derfor må hun også acceptere, at det samme gælder for hendes mand.
– Han har ret til at bestemme, hvad han vil, og jeg skal ikke binde ham til noget som helst. Så længe han kan love, at han er en ordentlig far for vores børn, så må det være det vigtigste. Han er jo ikke noget dårligt menneske. Han har bare valgt noget andet.
Og ligesom han kan vælge, kan hun også. Hun vælger at tilgive og arbejde på at forholdet bliver så godt som muligt. Og netop fordi der er så mange ting, der stadig binder dem sammen, er tilgivelsen så essentiel – også selvom det er en proces, der tager tid.
– Jeg kan faktisk ikke se andre muligheder. Jeg er jo ikke kommet dertil, hvor jeg har tilgivet ham alt og har endnu ikke fundet opskriften på, hvordan jeg gør det. Men hvis jeg skal have en brod siddende i hjertet resten af mit liv, som kommer til at spøge indimellem, så tror jeg aldrig, jeg bliver rigtigt glad. Jeg bliver nødt til at tro på det bedste. Og det bedste ville være, hvis vi kunne få et godt samarbejde.
Personerne, der medvirker i artiklen, er anonymiseret.
Deres rigtige navne er kendt af redaktionen.
LÆS OGSÅ: Det gør du, når du skal skilles