"For nogle måneder siden indså jeg, at jeg nok aldrig ville komme til at støde på hende på gaden. Så jeg skrev til hende"

Hans latter når helt ned til bygningens hoveddør, selvom han bor på femte sal. Da jeg er nået et par etager højere op, hører jeg, at der også er en kvindelatter, og lige inden jeg træder ind ad døren til lejligheden på femte, hører jeg døren til bagtrappen smække. Huxi Bach møder mig med et smil i gangen og byder mig indenfor i sit køkken. Der er ikke andre hjemme end ham. I hvert fald ikke længere.

Vi har aftalt at mødes for at tale om hans nye onemanshow, "Ind til benet". Showet har premiere til oktober, og som titlen antyder, har han ambitioner om at skære ind til benet – ind til det vigtige.

– Grundpillen i showet bliver, at der er en masse problemer i verden – store, små og mærkelige – og hvis man vil gøre noget ved alle de problemer, så koster det. Politikerne har en tendens til at turnere med, at det ikke må koste noget at være dansker, men det er en underlig ting at sige, for der er intet, der er gratis, siger Huxi og afbryder sig selv med et spørgsmål:

– Vil du have nogen hjemmelavede daddelkugler?

Han henter en lille skål i køleskabet og placerer den på bordet mellem os, mens han skynder sig at tilføje, at det altså ikke er ham, der har lavet dem. Så fortsætter han, hvor han slap:

– Hvis vi vil have styr på tingene, koster det, og det nytter ikke at lukke øjnene og kigge den anden vej. Og det gælder både politikerne og alle os andre. Jeg vil da gerne indrømme, at jeg også selv er rigtig god til bare at skubbe problemerne foran mig og...

Huxis telefon, som ligger midt på bordet, vibrerer.

– Hov, skal jeg ikke lige slukke den? spørger han og griber ud efter telefonen.
Han kaster et blik på skærmen.

– Haha nårh... Det er bare... Det er daddelkuglernes ejer, griner han, inden han slukker telefonen og lægger den fra sig.

Så er han klar igen.

Inden interviewet har jeg bedt ham om at skære ind til benet i sit eget liv og opliste de ting, som er allervigtigst for ham. Showet, som han nærmest helt automatisk er gået i gang med at fortælle om, er en af tingene. Også landevejslivet, en tryg base og familien står på hans liste over betydningsfulde ting, og mens vi begynder fra en ende af, noterer jeg ordet "kærlighed" på min notesblok. For mon ikke også kærligheden (og måske daddelkuglernes ejer) er lidt vigtig for den 39-årige radiovært og satiriker?

LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"

Showet

Huxi har været i gang med forberedelserne til "Ind til benet" siden januar. Ligesom i hans sidste show har han planer om at hive guitaren med på scenen, men da vi mødes to måneder før premieren, mangler han stadig at skrive et par sange og en del af selve showet. Han er dog ikke i tvivl om, at han nok skal nå det hele.

– Både start, midte og slut er på plads, og jeg arbejder bedst under pres. Så det skal nok gå. Jeg lever på en høj grad af selvovervurdering og er blevet opdraget til, at man skal gøre sig umage, så jeg er sikker på, at showet bliver godt. Og hvis ikke det bliver godt, så dør jeg jo ikke af det, siger han.

"Ind til benet" er hans fjerde onemanshow, og selvom Huxi mener, at han har udviklet sig meget siden det første show i 2012, er hans ambitioner og mål stadig de samme.

– Jeg vil gerne have, at der er lidt mere tyngde i mit show end en person, der falder i en bananskræl. Ikke at der er noget galt med bananskræller, men nu når jeg har fået et talerør, og publikum har betalt penge for billetten, synes jeg, at jeg skylder folk lidt mere end bananskræller, siger han og uddyber:

– Jeg vil gerne sige noget lidt alvorligt... Åh og det kan hurtigt komme til at lyde så frelst. "Jeg vil gerne sige noget med substans" – flot makker... Men jeg synes altså, at jeg har noget på hjerte, og jeg håber, at folk får noget med hjem, og at de føler sig mætte, når de går. Det skal helst ikke bare være tomme kalorier, som når man spiser på Mc Donalds, slår en bøvs på hjemvejen og så er sulten igen.

Arbejde

Når Huxi ikke står på scenen og underholder, er han blandt andet vært på programmet "Huxi og det Gode Gamle Folketing" på Radio24syv. Han arbejder meget – det indrømmer han gerne, og der har måske nok også været en ekskæreste eller to, der har syntes, at det har været lidt for meget, fortæller han. Og det forstår han godt.

– På en måde er jeg hele tiden på arbejde, og på en måde er jeg aldrig på arbejde. For det meste gøgler jeg jo bare rundt – la-la-la-la-la – det er da ikke et rigtigt job! På den anden side er jeg altid opmærksom, når jeg læser eller ser noget, så på den måde befinder jeg mig alligevel konstant i en arbejdssituation. Fritid og arbejde flyder sammen. Nogle mennesker synes, at det er helt vildt mærkeligt og irriterende. Men jeg elsker det! siger han og tilføjer, at han aldrig selv synes, at arbejdet tager overhånd.

– Jeg lever jo et vanvittigt privilegeret liv. For jeg lever af noget, som jeg i virkeligheden ville gøre for nul kroner. Selvfølgelig er jeg nødt til at få nogle penge for det, for jeg skal jo betale min husleje, men jeg synes, at mit arbejde er virkelig, virkelig sjovt. Jeg kender mange, som kun arbejder, fordi de er nødt til det, og som egentlig bare glæder sig til at komme hjem og strikke eller spille golf – eller lave daddelkugler. Men sådan er det sgu ikke for mig. Jeg arbejder, fordi jeg kan lide det.

Efter 10 år med radio og tv på DR skiftede Huxis arbejdsliv karakter fra fast til freelance, da hans radioprogram "Den løse kanon" blev nedlagt i 2010.

– Jeg var rigtig glad hos DR, men da jeg tog springet ud i usikkerheden, gav det mig et eller andet. Det er en stor motivation for mig ikke at vide, hvad jeg skal lave. Det er selvfølgelig også en smule skræmmende, men usikkerheden motiverer mig, for jeg ved, at hvis jeg ikke selv finder på noget at lave, så kommer der nogle andre og gør det for mig. Så står der pludselig nogle folk fra kommunen, og så skal jeg på dagpenge. Og det vil jeg så nødigt.

Landevejslivet

En stor del af Huxis arbejdsliv – i hvert fald de næste par måneder – foregår langt fra hans lejlighed på Vesterbro. Han skal nemlig rejse rundt i landet for at optræde med sit show, og det glæder han sig til.

– Jeg elsker at være på landevejen. Det der med at være ude og optræde hver aften et nyt sted for et nyt publikum – det er fantastisk. Der er en vis narkomani i det. Jeg får et fix, når jeg står på scenen foran nogle mennesker, som er kommet kun for at se mig. Det er frygteligt narcissistisk – det vil jeg gerne indrømme. Alt andet ville være løgn.

Første gang, Huxi prøvede kræfter med landevejslivet, var, da han i 2012 tog på tour med sit show "Huxi Bachs Store Kærlighed". Dengang var han spændt på, om han overhovedet ville bryde sig om livet på farten, og det viste sig da også at blive en blandet oplevelse.

– Jeg rejste rundt helt alene. Det var ret syret. Når man optræder, får man jo et adrenalinkick, og når man er helt oppe at køre efter et show, er det lidt mærkeligt at sige tak for i aften, pakke sit grej og sætte sig alene over på sit hotel og se "Deadline". Men samtidig var det helt vildt sjovt at være af sted. Og jeg vidste, at jeg gerne ville gøre det igen, siger han.

I år kommer Huxi – ligesom på sin sidste tour – til at rejse rundt med en lydmand. For Huxi betyder det, at der er en at dele succeserne med, men også at der er en, som han kan vende tingene med, når det hele er lidt hårdt. Og det kan det godt være på sådan en tour, forklarer han.

– Det er jo et underligt raggerliv. Man er ikke hjemme, man spiser mærkeligt på mærkelige tider, og man bestemmer i virkeligheden meget lidt selv. Det er hårdt, og det er altså ikke skide spændende at bo på hotel. Når jeg slutter min tour i februar, ved jeg, at jeg kommer til at være rigtig, rigtig træt. Men jeg ved også, at jeg kommer til at savne landevejslivet, lige så snart jeg kommer hjem. For det er altså bare ski-de-sjovt!

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen om bedstevennen Huxi Bach: “Vi har altid skullet forsvare, hvorfor vi ikke blev kærester”

En tryg base

Selvom Huxi er vild med landevejslivet, er han glad for, at han ikke er på farten hele tiden.

– Hvis jeg skulle af sted hver dag, ville jeg blive sindssyg. For selvom jeg godt kan lide usikkerhed og nye steder, er jeg også en tryghedsnarkoman og et vanemenneske. Jeg ved ikke, om jeg er lidt skizofren. Det er jeg muligvis. Jeg har i hvert fald enormt meget brug for en base, som jeg kan komme hjem til. Et sted, hvor alting står, som det plejer. Der er nødt til at være et fundament at springe ud i det usikre fra, for hvis ikke der er det, svæver man bare frit. Og den følelse kan jeg ikke så godt lide.

De seneste to år har Huxi haft sin trygge base i sin lejlighed på Vesterbro. Men trygheden består i mere end blot det fysiske sted og hjemmets hvide vægge.

– Lige inden du kom, spiste jeg havregryn med rosiner, mandler og mælk, fortæller Huxi.

– Det har jeg spist til morgenmad i 30 år. Det er underligt, men det giver mig en eller anden form for tryghed. Jeg får det ikke nødvendigvis, når jeg er på landevejen, men når jeg så vender hjem igen, spiser jeg havregryn, for åh – det er det, jeg plejer.

Familie

Ud over havregrynene og lejligheden er det især i sin familie, at Huxi finder tryghed. Særligt sin to år yngre lillebror, Hans, bruger han meget tid med.

– Jeg plejer at sige, at vi er bedste venner, men vi er faktisk mere end det. Vi er brødre i allerbedste forstand. Og det er noget andet end at være bedste venner. For man kan sagtens vokse fra sin bedste ven, men jeg vokser aldrig fra min bror, siger Huxi.

Lillebroren er fotograf, og ifølge Huxi er han det bedste testpublikum, der findes.

– Vi minder meget om hinanden, så når jeg spiller noget for min bror, er det som at spille det for mig selv uden at jeg har hørt det før. Vi er virkelig på bølgelængde, og han er et sindssygt godt barometer. Hvis han synes, at det er sjovt, ved jeg, at jeg er på rette spor. Og hvis han siger, at det er noget lort, ved jeg, at det er noget lort.

Huxi og hans bror er vokset op i Aalborg og Aarhus sammen med deres forældre. Huxi husker barndomshjemmet som et trygt og kærligt hjem, hvor han aldrig var i tvivl om, at han var elsket.

– Jeg synes sgu, at mine forældre gjorde det godt. De opdrog os med en stor grad af frihed under ansvar og med en hel masse kærlighed.

I dag er forældrene begge fyldt 70 og bor i København. Huxi ser dem ofte – når de altså har tid.

– Det er nærmest, som om min bror og jeg er blevet de voksne – vi går på arbejde og har en masse ting, vi skal – og så er der to 70-årige teenagere, som bare tumler rundt. De er enormt aktive, og nogle gange, når jeg ringer og inviterer dem på middag, siger de: "Det kan vi simpelthen ikke, vi skal alt muligt." Det er virkelig fedt.

Huxi har endnu ikke stiftet sin egen familie, men han har været helt åben om, at han godt kunne tænke sig at blive far. I 2014 udtalte han endda til ALT for damerne, at han gerne ville have børn, inden han fyldte 40. Nu er han 39.

– Ja, så det bliver en lille smule svært at nå. Med mindre jeg stjæler et barn eller lynadopterer et. Og ingen af delene er lovlige, så... griner han.

– Men det er helt okay. Jeg ved godt, at jeg har sagt 40, men det betyder jo ikke, at jeg opgiver projektet nu. Jeg vil stadig rigtig gerne have børn, og det skal jeg nok nå, siger han og resonerer sig frem til, at der faktisk er nogle fordele ved, at han ikke har fået dem endnu.

LÆS OGSÅ: Huxi Bach: "Jeg har brændt nallerne på kærligheden et par gange"

– Det er nok tilfældighedernes spil eller held i uheld. Hvis jeg havde fået børn for ti år siden, er jeg ikke sikker på, at jeg havde sprunget ud i at lave et onemanshow, dengang jeg stoppede hos DR. Så havde jeg måske i stedet haft en kone, der havde sagt: "Prøv lige at se de her to unger. De er sultne. Det kan godt være, at du har en drøm, du gerne vil udleve, men skal vi ikke lige prøve noget lidt mere sikkert end 0 kroner i indtægt?" Måske havde jeg også selv tænkt sådan, og så ville jeg nok være endt med at sidde med en lille flig af en drøm, som aldrig blev til noget.

Tidligere har Huxi haft sine tvivl om, hvorvidt landevejslivet og de mange arbejdstimer kunne forenes med rollen som far. Den tvivl har han dog for længst langt på hylden.

– Jeg tror ikke, at jeg vil holde op med at være på landevejen, fordi jeg får børn på et tidspunkt. Det kommer nok til at betyde, at jeg er nødt til at køre hjem lidt oftere, men forhåbentlig bliver det jo sådan, at jeg bliver glad for de børn, jeg får. Og hvis jeg så skal vælge mellem at blive en nat på et hotel i Kolding eller at køre til København lidt halvsent, men til gengæld kommer hjem til to små monkies – så er jeg ret sikker på, at jeg godt kan leve med lidt mindre søvn, siger han og gør det klart, at han efterhånden er temmelig klar til det der med børn.

– Det bliver jo ikke inden de 40, men det bliver da nok deromkring, siger han og griner.

Og efter sådan en udmelding er der ingen vej udenom. Turen er kommet til det sidste punkt på notesblokken.

Kærlighed

Han er ikke meget for at tale om det. Fra det ene øjeblik til det andet ændrer han fremtoning, og den før så hurtige og energiske strøm af ord bliver pludselig langsom og forsigtig. Han overvejer sine svar nøje.

– Altså... Jeg har en kæreste. Det vil jeg gerne fortælle. Og jeg er meget, meget glad for hende. Det vil jeg også gerne fortælle, siger han og griner genert.

Huxi værner om sit privatliv. Det er man nødt til, hvis man vil bevare det særlige og det intime, mener han, og selvom han fortæller, at det var helt tilfældigt, at hans kæreste smuttede ud ad bagdøren i samme øjeblik, som jeg kom ind, indrømmer han, at det passer ham udmærket, at jeg ikke nåede at hilse på hende.

– Jeg vil gerne have lov til at have nogle hjørner i mit liv i fred. For det, jeg har sammen med min familie og med min kæreste, ophører med at være vores, hvis jeg fortæller det til ALT for damerne. Så er det pludselig alles, og så mister man det særlige. Det synes jeg, at man skal passe på med, siger han.

Han fortæller dog, at han har været sammen med sin kæreste – daddelkuglernes ejer – i cirka fire måneder, og at det var ham, der tog den første kontakt.

– Jeg har kendt hende – eller kendt til hende – et stykke tid. Jeg syntes, at hun så sød ud, og havde en fornemmelse af, at det godt kunne være noget, og for nogle måneder siden indså jeg, at jeg nok aldrig ville komme til at støde på hende på gaden. Så jeg skrev til hende. Det værste, der kunne ske, var jo, at hun svarede, at hun ikke var interesseret, siger Huxi.

– Det gjorde hun heldigvis ikke. Så vi mødtes, og så var det hele egentlig ret tjubang!

At tingene gik lidt stærkt mellem dem, har muligvis noget med alderen at gøre, gætter Huxi på. For selvom kærligheden nok altid vil være en svær størrelse, mener han, at nogle ting bliver lettere, når man bliver ældre.

– Når man er teenager, er kærligheden en vanvittig cocktail af hormoner og forelskelser, der bare blæser rundt. Man er måske flov over sig selv og forvirret over, hvad man skal sige og gøre. Men med årene lærer man sig selv bedre at kende og får lettere ved bare at sige: Hej, jeg kan godt lide havregryn. Take it or leave it.

For Huxi betyder den nyfundne kærlighed, at længslen efter hjemmet og den trygge base måske bliver lidt større end sædvanlig, når han om lidt tager hul på sin tour og rejser ud i landet.

– Det bliver da nok lidt hårdt, men så har jeg ekstra meget at glæde mig til at vende tilbage til. For en ting er at have nogle havregryn at komme hjem til – det er dejligt. Men at have én at komme hjem til er helt fantastisk. Kærligheden er en vidunderlig ting, og nu, hvor jeg har en kæreste, undrer det mig faktisk, at jeg ikke savnede det, da jeg var single. For min kæreste bidrager i særklasse til den trygge base, jeg har brug for.

En måned efter dette interview med foretaget, fandt Huxi modet til at præsentere sin kæreste til Zulu Comedy Awards - hun hedder Frederikke Halling Hastrup, arbejder med kommunikation og er god til at lave daddelkugler.