Hvad er en Instagram pod
SPONSORERET indhold

Sådan forsøger bloggerne at hacke Instagram

Ringer ordet ’pod’ en klokke hos dig? Hvis ikke, så læs med her.

Af:: Tilde Mariann Broge-Starck Foto: All over press
17. maj. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Har du undret dig over, hvordan nyslåede modebloggere og SoMe-personligheder over natten får samlet sig en hær af dedikerede følgere, der liker løs og kommenterer flittigt? Hemmeligheden – i hvert fald for nogles vedkommende – er pod'er.

'Pod'? Er det et ord, du ikke har hørt før?

Hvad er en Instagram pod?

Ordet 'pod' betegner oprindeligt en delfinflok, der i et socialt fællesskab passer på hinanden. I Instagram-sammenhænge kan det forstås på næsten samme måde. En pod er en hemmelig gruppe af Instagram-brugere, der vil sikre sig, at deres Instagram-posts bliver set, og derfor har de organiseret sig, så de liker og kommenterer på hinandens opslag, så Instagram forhåbentligt sender dem ud i billedstrømmen hos endnu flere brugere.

LÆS OGSÅ: Website afslører, hvor meget de kendte tjener på et Instagram-post

Behovet for pod'er er opstået, efter Instagram indførte en ny algoritme. Førhen blev opslagene i dit feed vist i kronologisk rækkefølge. De øverste opslag var de nyeste, og i navnets natur, 'Instagram' kommer af ordet 'instant', der betyder 'øjeblikkelig', så du de nyeste billeder først. Der var ikke noget, du gik glip af: Scrollede du langt nok ned, blev du præsenteret for alle de billeder, der var blevet postet, siden du sidst var online.

Da billed-app'en for et år siden indførte deres nye algoritme, blev det system ødelagt. Pludselig dukkede billeder af den avokadomad, din veninde spiste til frokost i går, op som det første, når du åbnede app'en. Og der var sågar også veninder, du slet ikke så i dit feed længere. Instagram vil nemlig præsentere dig for det, Instagram tror, du helst vil se baseret på, hvad du selv har liket og hvilke posts, der er populære blandt andre brugere.

LÆS OGSÅ: Derfor holder de største modebloggere nu op med at blogge

Kan bloggerne slå algoritmen?

Det nye tiltag betød for bloggerne, at de ikke længere var sikre på, at alle deres følgere så de billeder, de lagde på Instagram. Nu har de organiseret sig i håb om at slå algoritmen. Se f.eks. bloggeren Her Paper Route, der her inviterer andre til at være med i hendes pod.

Imens giver andre bloggere råd om, hvordan man skriver de bedste kommentarer på hinandens opslag. Det er nemlig ikke nok bare et poste en hjerte-emoji. Så lurer Instagram nemlig let dit ærinde.

Bloggen Rising the Tide Society anbefaler:

  • Skriv autentiske kommentarer (Guideline: brug mere end fire ord)
  • Undgå generiske sætninger som "elsker det!" eller en serie udelukkende af emojis
  • Tilpas din kommentar til billedteksten (vis din intention)
  • Overvej at tagge personen i kommentaren for et mere personligt touch

Om det i det hele taget kan lade sig og gøre at slå Instagrams algoritme, er der tvivl om. I hvert fald citerer britisk Elle SoMe-strategen Jenn Herman for at sige:

- Folk tror, pod'er virker, fordi de virker på Facebook, og folk antager, at Instagrams algoritme er den samme som på Facebook. Hvilket den ikke er. For at slå algoritmen på Instagram, kræver det bedre indhold, en selektiv plan for, hvornår man poster, gode billedtekster og effektive opfordringer til at interagere.