Signe Helena Søgaard har droppet studieræset og bosat sig i London.
Foto: Alamy | Signe Helena Søgaard har droppet studieræset og bosat sig i London.
Eurowoman

"I dag er jeg ikke længere studerende, jeg er jobsøgende i London"

Del på

Signe er ikke startet på en kandidat, selvom det er tre år siden hun påbegyndte sit studie, skriver hun i sin klumme om at finde sig selv og at følge sin lyst.

Af Signe Helena Søgaard 03.nov.2015 Nyt

KLUMME: Det er myldretid. Lort. Jeg havde næsten glemt myldretiden: Folk der bevæger sig frem og tilbage for husleje, mobilabonnement, spinatlasagne, måske en lidt federe pensionstid.

Fire uger på min mors miskendelige beigefarvede chaiselong har lavet sit aftryk, næsten mere markant end den polstrede fordybning der nu har residens i Esbjerg. Jeg har glemt gøremål, jeg har glemt den der vante gang fra A til B, og mere afgørende: Jeg har næsten glemt mennesker. Særligt den klamsøde duft af for mange mennesker samlet på et sted. Daggammel parfume, frugtig voks, sved og anti-perspirant i intern kamp mellem skjorter, midi-nederdele og afrohår.

LÆS OGSÅ: Sådan gik det, da 24-årige Katrine flyttede til Paris

Jeg kan ikke se, hvornår trappetrinnene begynder, eller hvornår de slutter: Finchley Road Station forsvinder i kroppe og ukendte dialekter. Jeg prøver at virke naturlig, trækker skødesløs min mobil frem, scroller igennem mine kontakter, sådan helt tilpas ved situationen, helt okay, imens kioskmanden giver mig unødvendig opmærksomhed. Jeg overgiver mig til lemmingeffekten, og prøver at overbevise mig selv om, at jeg faktisk er kendt her. Hvis jeg bare slår hovedet fra, følger kroppen: Op igennem det stejle villakvarter, af Maresfield Gardens, forbi KFUK, videre til Hampstead Highstreet, anden vej efter Lloyds, forbi den hvide kirke til Hampstead Heath.

Tænker jeg for lidt - eller for meget?
Jeg har jo gået ruten så mange gange før, den sidder jo i kroppen, men lige nu: Jeg føler mig mere usikker, end da jeg første gang besteg den stejle vej op mod KFUK, 19 år gammel. Det er tragisk-komisk: Jeg fylder 24 om to uger, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg tænker for lidt, eller simpelthen har glemt, hvordan man slår hovedet fra.

Jeg er ikke startet på en kandidat, selvom det er tre år siden jeg påbegyndte mit studie på Roskilde Universitet. Faktisk har jeg endnu ikke færdiggjort min bachelor i dansk og filosofi – jeg har droppet mine eksaminer, fordi det for mig gav ligeså meget mening at tage dem som at lade være... Jeg er i opbrud: Jeg har taget orlov. Orlov. Og nu prøver jeg at bestige den her stejle skråning ved Finchley Road, imens jeg prøver at kontrollere mit åndedræt, og holde styr på min nederdel.

LÆS OGSÅ: 5 film og serier, du skal se, når du er ramt af krise i 20'erne

Intet er helt det samme, men alting er, som jeg husker det. Duerne er stadig så mæskefede, at det er for anstrengende for dem at flytte sig. De basker sådan lidt hjælpeløse rundt, bøgebladene får en sidste svingom inden de knuses under skosåler og børneleg. Jeg får næsten ondt af dem, de stakler, og ville ønske, at jeg havde lidt godt at kaste i deres retning.

Har aldrig sovet så bekymringsfrit som i London
Sidst jeg boede i London tog jeg selv 10 kilo på, fyraftensbajere, eggfried-rice og Sainsburys færdiglavede 'madpakker' satte sig på mig. Først til lettere desperationsfremkaldelse, men det viste sig egentlig at være ganske praktisk: Et helt naturligt, indbygget underlag til nætterne på KFUK's sovesofa. Jeg har faktisk aldrig sovet så bekymringsfrit og tungt som i London. Måske er det derfor, at jeg er taget hertil igen? I stedet for at arbejde som frivillig i Afrika eller besøge slumkvartererne i Indien? Måske. Måske skulle jeg langt nok væk, men ikke for tæt på. Jeg har stadig lidt svært ved at finde ud af, om det her London-projekt er en selvrealisering eller en selvransagelse? Og hvordan der egentlig skelnes?

Det kunne have været en hvilken som helst efterårsdag: Solen er ekstra blændende, min mobil uden tjeneste, og Hampstead Heath er blevet erobret af cirkusset. Jeg føler mig pludselig uden retning, nu er jeg her, heden ligger helt åben. Min ryg bliver fugtig, jeg må holde mig i bevægelse: Heldigvis er hjemturen mod Willesden Green ned ad bakke.
Vi, min veninde Loui og jeg, var heldige at finde et sted at bo til en overkommelig pris. 180 pund om ugen for et deleværelse i et delehus med delebad og delekøkken sammen med et ukendt antal mennesker med diverse hygiejnestandarder. Heldigvis kan jeg godt lide mennesker, sådan specifikt, det prøver jeg at minde mig selv om. Men jeg må indrømme, at mit privatliv føler sig en smule truet, nu hvor det er blevet forvist til nattesøvnen og de tidlige morgentimer. Det er svært at håndtere, men udenfor rummets æggeskalshvidevægge leger London, og jeg må lege med: Så noget for noget.

LÆS OGSÅ: "Ens forhold bliver pludselig alvor i 20'erne, for hvis man ville, kunne man potentielt starte familie nu"

Man kan ikke få det hele, det ved jeg godt. Du må give af noget for at få at noget andet. I vuggestuen skulle jeg dele mine klodser med Kathrine for at kunne lege med hendes dukker. Jeg måtte droppe en fest i gymnasiet for at kunne præstere en god karakter i samfundsfag – så jeg i sidste ende kunne belønne mig selv med en ny trøje. Noget for noget. Et konstituerende rationale, en grundlæggende betingelse for alle de danske institutioner, det danske system: Ingen skat – ingen ydelser, ingen goder. Og jeg er uomtvistelig et barn af de danske institutioner. Velsagtens mere end jeg er et barn af mine forældre. Jeg er blevet skolet af de danske systemer, fra vuggestue til børnehave til folkeskole og videre i gymnasiet til min gang på universitet.

At bryde ud af systemet
Jeg har hele mit liv (ud)dannet mig ud af min eksistentielle undren, mine jagende spørgsmål, min opståede tvivl. Og jeg tror på mange måder, at jeg er nået i mål: Jeg har næsten en bachelor, jeg ejer næsten en lejlighed (hvert fald en andel af den), og jeg har næsten haft en pålidelig, relativ acceptabel indkomst de sidste tre år. Jeg er der næsten. Næsten. Omvendt, har jeg aldrig følt mig så langt fra målstregen som nu.

Jeg ved ikke helt om den flyttede sig, eller om jeg bare er røget ud af kurs. Men i dag er jeg ikke længere studerende, i dag er jeg jobsøgende i London. For i dag kan jeg ikke længere skelne mellem pligt og lyst, hvad jeg burde, hvorfor, og hvad jeg kan. Hvad jeg skal? Så tak, kære mor og far. Tak, for aldrig at have advaret mig imod 20'erne: De ganske intense, ganske eksistentielle 20'er. Og tak, kære danske universitet. I dag gør jeg nemlig præcis det, du har skolet mig til: I dag prøver jeg at være kritisk, i dag prøver jeg at være selvstændig, i dag prøver jeg faktisk at tænke selv? I dag sidder jeg fast i en ganske indgroet, ganske paradoksal tvivl. Er jeg et barn af konventioner eller af kompromisser? Dannelsen har en kortslutning.

Jeg ved ikke om det var noget, der skete, eller om jeg stadig bare venter på dét: Dét sådan helt specifikke, helt udefinerbare og absolut nødvendige, der gør hverdagen noget andet end hver evig eneste dag. Der får mig til at se værdien i studiet, i 8 til 16-jobbet, i villaen, Volvo'en og vovsen. For hverdagene er alt for stabile, frygtelig sikre. Jeg behøver ikke at gøre noget, jeg kan bare ligge ned og i teorien stadig leve. De fortsætter bare med at komme til mig, hver dag falder ind i en ny.

Men jeg ved, at der er muligheder i tiden. Og der er et potentiale i afstanden, i den nye udsigt, den fysiske, helt kropslige forflyttelse kan give rum for frigørelse og knudeløsning, for nogle gange finder man først rigtig vej, når man farer rigtig vild. Så jeg tager en omvej. Følger bare tuben. Hun snor mig under bygninger, menneskemængder, støjende vejarbejde og Lebara-stande. I dag er det en tilfældig dag i oktober, og jeg er i stilsiddende bevægelse. Jeg ved ikke helt, hvor jeg er, bare under ting, på vej mod noget andet. Min siddemand studerer sin Kindle, han har siddet fast på den samme side siden Camden Town, jeg skimter: Jeg er ikke den eneste dansker i London. "Demokratiet kan aldrig sikres netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform der skal tilegnes." Sådan er det nok med mange ting.

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 20'erne er de sværeste

LÆS OGSÅ: Skilt som 26-årig: Sådan kom jeg over min skilsmisse 

LÆS OGSÅ: "Det værste er næsten at dele regningen. Det bliver altid akavet"

Om skribenten

Signe Helena Søgaard, 23,96 år gammel. I øjeblikket bosat i London, men har boet de sidste 4 år i København. Mangler 10 ects for at færdiggøre sin bachelor på RUC i filosofi og dansk.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. 

Del på
Kommentarer (0)

Henter...