Iben Maria Zeuthens ekskæreste gik med til ét stort offer under deres skilsmisse: “Det gjorde, at jeg også fik lyst til at sluge en masse kameler”

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Grams bare løs, det er jo synd for dig

Tog en chance

Iben er en stor mundfuld. Det ved hun godt. For hendes mange tanker og observationer har gennem hele hendes liv haft sine fordele og ulemper. Også når det kommer til karriere og kærlighed. For et halvt år siden gik forholdet til ekskæresten Jens i stykker efter tre år.

– Vi var begge nogle store mundfulde. Det gav et fantastisk godt drive, men vi så forskelligt på kærlighed. For mig er kærlighed nærhed, og for ham var kærlighed muligheden for at få lov til at være sig selv uden spørgsmål. Og det er helt fint, at man ser forskelligt på kærlighed. Men hvis man går efter at have et langt forhold, er det essentielt, at man er enige om, hvordan man udtrykker kærlighed. Det er svært at få til at lykkes, hvis ikke man er enig om det.

Det har Iben tænkt meget over. Ligesom hun også har tænkt over, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse.

– Generelt synes jeg, at der er en misforståelse af, at de store "kærligheder" er dem, der varer, og de små er dem, der ikke gør. Det er ikke min erfaring. Kærlighed kan udtrykke sig på tusinde forskellige måder og være helt ekstremt nær og kort og være lang og forkert. Tid er ikke lig med mængden af kærlighed eller potentialet. Det er også et spørgsmål om timing, aktuelle ønsker, drømme, behov, og hvor man er i sit eget liv. Det er en forenkling, at det forhold, der ophørte, var det forkerte.

Forholdet til Jens var ikke forkert. Langt fra. Forelskelsen og fascinationen var stor – for dem begge. Derfor blev snakken om et barn hurtigt bragt på banen og et halvt år senere en realitet.

– Vi havde ikke nået at blive bevidste om de forskelle, der var på os. Jeg var 28 år, og man ved aldrig, om man kan få børn, før man får det. Vi tog simpelthen en chance. Måske kunne fascinationen og modspillet bære det, og måske kunne det ikke. Når man så går fra hinanden og hele tiden har vidst, at det var på chancen, så er der selvfølgelig en sorg forbundet med det, en bearbejdelse og søgen efter forklaringer på, hvorfor det ikke gik. Der er mange, der vil italesætte det som en illusion, der bristede, men det var det ikke i vores tilfælde. Vi havde virkelig aldrig tænkt, at det var 100 procent sikkert, at det holdt. Jeg er egentlig også ret stolt over, at vi tog den chance.

9/5-ordning

Selvom Iben egentlig aldrig rigtigt drømte om at skabe en kernefamilie, var det mislykkede familieprojekt alligevel et nederlag.

– Næsten 50 procent af alle bliver skilt, men når man er alene eller bliver alene, føler man sig alene, fordi det er modsætningen til et parforhold. Man ser det som modsætningen til fællesskabet, men det er meget godt at huske, at man stadig er en del af et fællesskab. Det er bare det fraskilte fællesskab. Når man er single føler man, at alle andre har en familie og er i et ægteskab, men statistisk set passer det jo ikke, det føles bare sådan, fordi det er et fællesskab, man kigger ind på. Det er en følelse af at være i opposition til det gældende familiemønster, og det er ikke rart.

Iben kalder det selv for en "light" skilsmisse, fordi de "ikke var gift og havde et rækkehus". Derfor har det kun været delingen af sønnen Kaj, de skulle blive enige om.

– Vi har en 9/5-ordning, og det er udelukkende, fordi jeg ikke kan undvære Kaj. At han gik med til det offer blev begyndelsen på en god dialog, hvor jeg også fik lyst til at sluge en masse kameler. At han startede ud med den velvilje gjorde, at vi meget hurtigt fandt en god melodi og det er jeg taknemmelig for. Aftalen er så, at vi evaluerer hvert eneste år, hvordan det går med delingen for alle tres vedkommende. Det var vigtigt for mig ikke at lege, at jeg vidste "hvad der var bedst for barnet", bare fordi jeg var mor. Man aner det jo ikke, før man har forsøgt sig lidt frem.

Men selvom de skiftes til at have deres søn, har de også aftalt, at den anden altid er velkommen, når savnet bliver for stort.

– Vi har fællesspisning, hvis der er gået mange dage, hvor den ene part ikke har set Kaj. Og jeg har også sagt til min ekskæreste, at hvis han savner ham – uanset hvor vi er – må han altid komme over og være der. Han skal vide, at han altid må komme og se sin søn, hvis han har brug for det. Jeg synes, vi har fundet en god balance i det ret hurtigt.

Ifølge Iben er der mange stabiliserende og smukke ting ved familiestrukturen, men hun har også oplevet, at den kan bremse kreativiteten og den personlige udvikling.

– Jeg synes, at det har været spændende at se, hvad der sker, når man kommer ud af den struktur, og hvilken form det tager. Karrieremæssigt har det været godt for mig, fordi jeg nu har et overtryk i forhold til at producere, når jeg ikke har en kæreste at dele mine tanker med. For mig har det været vildt at opdage, hvor meget min uro har været et udtryk for et produktionsbehov. Det med at skrive, lave radio, komme ud over stepperne. Jeg har bare gået og samlet indtryk, som har ophobet sig. Men nu har jeg fået mulighed for og mere tid til at få taget det tryk, når mit barn er hos sin far, hvilket har givet mig en stor ro på flere områder.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: "Jeg bliver altid utrolig overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen"

En vild dame

Særligt da Iben var i 20'erne, havde hun en stor uro, og det er først de seneste år, at hun har lært at forstå sig selv og sine tanker. Hun har efterhånden affundet sig med, at hun ikke tænker som flertallet og accepteret, at hendes ekskærester og venner "aldrig rigtig har kunnet fatte, hvad der foregår".

– Det eneste, der nogensinde har spændt ben for mig, er mig selv. Jeg har fået den ene appelsin i turbanen efter den anden, men det har altid bare været mine egne forventninger til mig selv. Om det har været i forhold til kærester, det at være mor eller på jobbet. Jeg er mere excentrisk, overgearet og rastløs, end jeg har villet være ved. Det har jeg altid tænkt, jeg skulle dæmpe. Jeg har altid været ekstremt bevidst om min adfærd, men nu kan jeg bare se, efter jeg har været alle de her kolbøtter igennem, at jeg er en vild dame på mange måder – og helt klart også for meget. Jeg kommer til at dræne folk og har store forventninger til mig selv og andre, siger hun og uddyber:

– Jeg har forventninger til nærvær hele tiden! Det er derfor også anstrengt at være i sådan et forhold, medmindre man tænker: Nice nok, så behøver jeg ikke at bekymre mig om, om forholdet går i stå. Men jeg kan bare godt forstå, at det kan være en mundfuld, også hvis man får et barn oven i...

Ibens liv er intenst. Og har altid været det. Men hun har lært at favne den side i stedet for at prøve at bekæmpe den.

– Det med at have indset, at sådan er jeg, har også givet mig ro. Jeg kan ikke synes, at det er en sørgelig ting, at man oplever livet kraftigt. Jeg oplever livet som ekstremt generøst. Også når det kommer til det kærlighedsmæssige og erotiske. Der er meget potentiale i at gå ind i noget, i at give sig fuldstændig hen til andre og åbne sig helt op. Det er helt vildt, hvad man kan opleve sammen med andre mennesker. Der ligger store oplevelser gemt i den komplette overgivelse. Og det er jeg fucking afhængig af. At lade sig overgive til situationen eller mennesker, synes jeg er det fedeste i HELE verden. Jeg oplever, at der hele tiden kommer oplevelser, eventyr, muligheder og tilbud. Men nogle gange beder jeg til Gud om at få en slukknap.

Stressende at være glad

Selvom hun lige nu oplever et stort behov for at dele sine tanker i sine foredrag, radioprogrammer og klummer, kan der også godt blive lidt for meget at se til. Selv for én som Iben.

– Jeg har ikke noget filter. Hvis jeg læser en mail om aftenen om en opgave, siger jeg altid nej. Hvis jeg læser den om morgenen, siger jeg altid ja. Jeg kan godt overskue det om morgenen, men ikke om aftenen. Derfor har jeg fået Elisa (Ibens presserådgiver, red.), som er mit filter, der siger ja eller nej, efter vi har talt sammen. Det er glæden ved, at nogen gider bruge mig, der gør, at jeg siger ja til ting, jeg ikke rigtig har lyst til, når jeg egentlig hellere ville hente min søn og lave frikadeller.

Iben arbejder derfor med at finde en balance i sig selv og sit liv. For nogle gange kan de mange arbejdsopgaver og uroen tendere til stress, andre gange til eufori og lykke.

– For mig ligger glad og stress LIGE op og ned ad hinanden. Jeg kan ikke altid kende forskel. Hvis jeg får for meget kaffe, hvis jeg er rigtig lykkelig eller stresset, mærkes det på samme måde. Jeg bliver stresset af at være glad, fordi den følelse er så kraftig i mig – jeg får hjertebanken og føler en total rastløshed. Når jeg er rigtig glad, vil jeg bare æde alle bøger på én gang. Det bliver alt for voldsomt, men det er den måde, jeg bliver glad på. Det omsættes i en ekstrem energi, fortæller Iben.

– Det ville være godt for mig at lære at meditere. Det ville være godt at have nogle rum, jeg aktivt kunne gå ind i. Et sted, hvor jeg lander, nu hvor jeg ikke har en kæreste. Jeg må lære at finde noget, der gør, at jeg føler, at verden ikke kan nå mig, og jeg har ro. At jeg ikke skal omsætte en ide eller lave en dokumentar om noget. Jeg skal lære bare at være her og se en krimi.