Inga blev alene efter 61 års ægteskab: Jeg skriver mig gennem sorgen

Der er glade farver på paletten, da 84-årige Inga Mollerup lukker op. Håret lyser rødt, tøjet er kongeblåt, og brillerne gule.

Hun byder venligt indenfor i det store rødstenshus i Dalum ved Odense. Her har hun boet i 50 år sammen med sin mand, Carsten Mollerup. De fik huset bygget, og det er her, de har levet det meste af deres liv sammen.

Derfor har Inga også valgt at blive boende, efter Carsten døde som 87-årig i januar 2016.

– Det her er mit hjem, vores hjem. Jeg kan slet ikke forestille mig at bo andre steder. Og det er på en måde, som om han stadig er her, fortæller hun stille.

De to mødte hinanden, da hun gik i 3.g i Aabenraa, og han var vikar i hendes klasse. De fik straks et godt øje til hinanden, men de blev først rigtigt kærester, efter hun var blevet student, og de begge to var flyttet til Århus.

– Snakken gik jo i den lille sønderjyske by, det var lidt af en skandale. Men vi ville have hinanden, mindes hun og smiler.

De blev gift i 1954 uden den store pomp og pragt, de var nok lidt forud for deres tid, mener hun. Da de var færdige med deres uddannelser, flyttede de til Odense og fik job, han var cand.mag. i engelsk og musik og hun i tysk og religion. Og de fik to døtre, som har givet dem fem børnebørn.

LÆS OGSÅ: Lena skrev sig ud af sin fobi: Se edderkopperne i øjnene!

Deres liv var godt og fyldt med sang og musik, de brugte det meste af deres fælles fritid på Lillekoret, som Carsten var leder af, mens Inga var sanger og praktisk gris. De var begge to glade for kunst og kultur, Inga skrev lidt digte, når hun havde tid og noget på hjerte, og i 2010 fik hun udgivet sin første digtsamling, „Umoderne digte".

Derfor var det også oplagt for hende at skrive digte, da Carsten døde af prostatakræft sidste år.

– Minderne kommer ligesom bobler i et glas danskvand. De løsner sig lige så stille og kommer op til overfladen, sukker Inga.

61 års ægteskab fik de sammen, og hun kunne ikke andet end at give sig hen til sorgen, da han døde.

– Jeg savner ikke den svækkede, syge mand, han var til sidst. Men jeg savner min dejlige mand, Carsten, hver eneste dag. Og så kommer digtene til mig, siger hun.

I dag – lige inden Hjemmet kom på besøg – blev hun inspireret til endnu ét af en buket farvestrålende tulipaner på bordet.

– Tænk, de står der og vokser videre, selvom de er klippet af. Som om de ikke ved, at de er døde. Sådan er det også med mine følelser for Carsten, funderer hun.

Hun purrer op i sit knaldrøde hår og fortæller, at Carsten var skrækslagen, da hun engang foreslog, at hun ville holde op med at farve det.

– Og han havde jo ret, for jeg ER jo rødhåret, det har jeg altid været. Og det bliver jeg så ved med, smiler hun stille.

Digte som terapi

Ud over at være terapi for hende selv, er det Ingas håb, at digtene kan hjælpe andre, der kommer i samme ­situation.

– Vi er en hel flok veninder, der alle er blevet enker. Det er jo typisk det, der sker. Vi bliver alene, siger hun tænksomt.

Og digtene er det, der giver hendes liv mening i dag. Sorgen forsvinder nemlig ikke fra den ene dag til den anden.

– Man kan lige så godt give sorgen og savnet lov til at være der. For man skal jo igennem det, siger hun og tørrer en tåre af kinden.

– Først når man ikke fortrænger sorgen, kommer man videre, forklarer Inga.

– Det første år efter Carstens død var en lang række af mærkedage. Den dag, han ville have haft fødselsdag, den dag han blev indlagt, osv. osv.

Sammen med sorgen kom digtene væltende, og allerede i efteråret 2016 fik hun udgivet digtsamlingen „Sorgdigte" på forlaget Ravnerock. De handler om de mange små ting i hverdagen, der vækker minder, når man har mistet sin livsledsager. For eksempel at savne hans hvide hår mellem sine egne røde, når hun støvsuger.

– Det er jo netop hverdagens små banaliteter, der kalder følelserne frem, fortæller Inga.

Carsten forsøgte at være munter og frisk helt til det sidste. Et par måneder inden han døde, var hele familien på Dalum kirkegård, der ligger få hundrede meter fra deres hus, for at vælge et gravsted.

– Han kunne klare at se døden i øjnene. Og det kan jeg også. Jeg kan godt lide at komme ned og klappe hans gravsten og se, at der er gjort plads til mit navn ved siden af hans. Det er rart at tænke på, betror hun og fortsætter:

– Jeg er ved at lære at leve mit liv uden ham, og jeg skal nok klare det. Ind imellem grædeturene er der jo ­lysglimt. Og digtene hjælper mig med at få hold på det hav af følelser, der stadig skyller ind over mig. Sådan må det være, det er kun godt, slutter Inga. 

LÆS OGSÅ: Når demensen rammer: "Det er for hårdt at besøge min far"

LÆS OGSÅ: "Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”