Forfatter Caspar Eric: "Det gode liv kan være, når man er to personer alene i en lejlighed og pludselig står og danser"

Hvad interesserer dig mest hos andre mennesker?
– Jeg kan godt lide at tale med folk om, hvad vi skammer os over, og hvorfor vi er nogle idioter. Jeg elsker også at få lov til at kigge på folks ansigter, mens de stirrer ind i deres computere og fx spiller Tetris.

Hvad er det gode liv for dig?
– Det gode liv er ikke at skulle stresse for meget over økonomi og at være en del af et fællesskab, hvor jeg føler, at det giver mening at være. Men det er jo et meget stort spørgsmål. Det kan også bare være, når man er to personer alene i en lejlighed og pludselig står og danser, og så er det bare rart at være sammen lige der, men det synes jeg også lyder håbløst digteragtigt. Jeg synes, at et godt liv må være et liv, der forsøger at minimere smerte for andre, samtidig med, at man selv kan holde ud at være her.

Hvilke ritualer har du, når du skal skrive?
– Jeg bruger ikke ritualer. Og jeg SKAL jo ikke skrive. Jeg prøver at gøre det, fordi jeg kan lide det, eller fordi jeg synes, det er vigtigt.

Hvad synes du, vi burde tale lidt mere om?
– Pyha, jeg synes, folk taler så meget. Men måske gad jeg godt høre flere mennesker tale om, hvordan man er et godt menneske.

Hvad taler vi alt for meget om?
– Hvorvidt de og de mennesker er noget værd, og om de bidrager med det og det, og om de er så og så danske. Jeg har det, som om staten driver sig selv som en virksomhed, og så laver vi de her regler for, hvem der bliver månedens medarbejder. Men det handler aldrig om, hvad fanden pointen overhovedet er med at have den virksomhed.

Hvorfor vinder lyrikken over prosaen?
– Det gør den også kun, hvis den strejker, fordi den ikke gider være med i sådan en lortekonkurrence. Eller også vinder lyrikken, fordi den nægter at være tilfreds med at få folk til at klappe. Men det er ikke prosaen, den vinder over. Det er vores automatiske konkurrencemindede standardindstillinger, den skal være i kamp med. Ellers kan den sgu ligeså godt melde sig til Paradise Hotel, hvis det stadig findes.

Hvilke ord bruger du lidt for meget, når du skriver?
– Fuck. Eller og. Eller jeg. Eller eller.

LÆS OGSÅ: Martin Krasnik: "Prøv at læse en avis"

Hvad synes du er det bedste og værste ved din ­generation?
– Det værste er, at vi hele tiden tror, vi ved, hvad det værste og det bedste er. Vi er blevet vildt dårlige til at tvivle, med mindre det, vi tvivler på, er, om vi kommer til at tabe i et eller andet spil, som vi ikke ved, hvad er. Eller måske er det værste, at vi tror, at kapitalismen, som den ser ud nu, er det bedste økonomiske system, vi kan finde på. Noget af det værste ved mig selv er min afhængighed af min telefon. Måske er det bedste, at vi er en generation, der ikke er vokset op med, at næstekærlighed er noget, man bare kan tage for givet.

Hvem har inspireret dig mest som forfatter og ­personligt?
– Min ekskæreste eller Line Knutzon eller stemmen i Ariana Reines' (amerikansk digter, red.) Coeur de Lion.

Hvornår har du sidst grædt?
– Hvis den mindste stille og næsten passivt-agressive tåre tæller, var det i går, da jeg så Arvingerne. Full on-gråden kan jeg ikke rigtig overskue at fortælle om, men da jeg så Big Hero 6 græd jeg rimelig ude af kontrol.

Hvad er det værste, folk har sagt eller skrevet om dig?
– Jeg håber, at det værste er noget, som jeg ikke har set. En jeg elsker, har engang skrevet, at jeg var fake, og at jeg ikke elskede personen. Det er måske det værste, især når du godt forstår, hvorfor vedkommende siger det, for så har du jo fejlet i at vise, hvordan du har det.

Hvad bliver du aldrig rigtig god til?
– Alt hvad der har med balance at gøre. Skøjte, stå på ski, gå normalt osv. (Caspar Eric er spastisk lammet, red.) Jeg er også dårlig til at holde kæft og til bare at være ligeglad. Til gengæld synes jeg, at alle de ting kan være kvaliteter. Måske er jeg også for dårlig til at slappe af og nå at sætte pris på alle de gode ting, der faktisk sker.

Hvad skal din næste digtsamling handle om?
– Den skal handle om tre mandestrippere i Nordvest, som i en brandert kommer til at adoptere en hval, men så opstår der et problem med nogen, som også skal aflevere en biblioteksbog, og lige præcis den biblioteksbog viser sig at spille en vigtig rolle i en kæmpe PET-efterforskning, og pludselig falder alle personernes liv fra hinanden, men så øver de sig bare i, hvordan de kan elske hinanden alligevel. Det gad jeg godt kunne ske, men det sker nok ikke. Men jeg arbejder på noget sci-fi-agtigt, der handler om, hvordan man kan blive en bedre person, selv om det virker, som om verden er ved at falde fra hinanden.