"Min søn har altid været grænseløs og haft svært ved at lade sig diktere. Det overskyggede alt i vores liv"
Karin Jagd blev egentlig kendt som danser og skuespiller, men i dag har hun fundet sit kald som caster af andre kendte mennesker. Men livet rummer også kriser, har hun lært i en alder af 60 år.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg er opvokset for enden af Vester Voldgade ved Frederiksholms Kanal i en lille rosenhave midt i byen. Et af mine første minder er at sidde på min fars arm og kigge ud på nogle gamle lagerbygninger, der brændte udenfor. Vi var evakueret i flere uger, mens de slukkede branden og passede på de gamle huse i området. Til gengæld havde vi en fantastisk udsigt over vandet, da vi kom hjem igen, fordi de gamle bygninger var væk. Jeg var en efternøler i en søskendeflok på fire. Det var et godt område at vokse op, for alle børnene var meget forskellige. Der var buschaufførens datter, som boede i en lejlighed på størrelse med vores stue. De sov i køjesenge og spiste sovs og kartofler. Der var også Jeannes mor, som var narkoman, og Helle, hvis mor og far var meget velhavende og havde en enorm lejlighed. Det var meget sundt, at der var så mange forskellige mennesker, og jeg tror, det har gjort mig til et tolerant menneske i dag.
Din levevej?
– Jeg gik til dans allerede som femårig, og jeg dansede rundt derhjemme i vores stuer til gamle lakplader med Tchaikovsky. Jeg blev opfordret til at søge ind på Den Kongelige Balletskole, men mine forældre ville gerne have, at jeg fik en akademisk uddannelse. Jeg var dog altid hende, der havde de store roller i skolekomedien.
– Jeg fik en teaterlærer, som tog mig med ind i teatermiljøet, og på den måde blev jeg blandt andet skuespiller på Cafeteatret. Jeg var målrettet og ville kun en ting: Skuespil. Jeg søgte ind på Statens Teaterskole én gang, hvor de sagde, jeg skulle komme igen næste år. Da jeg søgte ind året efter, sagde de, at jeg var for dygtig. Så kom jeg med i nogle store musikforestillinger, og der lærte folk mig at kende.
LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Kim gik ind i vores familie og blev alfahan på et splitsekund”
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Da jeg var 16 år gammel, gik jeg en dag forbi en pladeforretning i Gilleleje. Der så jeg en plade i vinduet med en fyr med guitar. Det var Martin Miehe-Renard. Jeg kiggede ind i hans øjne og syntes, han så så sød ud. Året efter så jeg ham i forestillingen Teenage Love, hvor han havde hovedrollen. Jeg kom i tanker om pladecoveret fra Gilleleje og tænkte: "Ham skal jeg nok få fat i." Jeg mødte Martin på Musikteatret, da jeg var 21, og han var 22 år. Vi blev meget forelskede, og vi var kærester et halvt år, men så flyttede han til Aalborg. Jeg troede, at det var det. En dag ti år senere ringede Helle Virkner og spurgte, om jeg ville være med i en forestilling på ABC Teatret. Martin skulle også spille med, og jeg tænkte: "Okay, det skal nok blive interessant." Vi mødtes igen, da vi kom gående ad en lang gang og begge drejede om hjørnet mod hinanden. Det var så akavet, fordi det aldrig var blevet afsluttet ordentligt mellem os. Vi har været sammen lige siden.
– Martins og min opvækst er helt forskellig. Han kommer fra et sigøjnerhjem af skuespillere, og jeg fra det finere borgerskab med kokkepige og sølvtøj til middagsselskaberne. Jeg kan godt lide orden, og at der er styr på tingene. Martin trives i kaos. Vi filer stadig på de ting ved hinanden. Når vi for eksempel skal holde familiefest, er vi jo 50 personer, når vi bare er de nærmeste. Før i tiden gik jeg fuldstændig i panik, men Martin sagde: "Hey, de er jo bare glade for at være inviteret og være sammen. Du behøver ikke have styr på alt." Det har taget mig lang tid at lære. Men det kan jo godt være hyggeligt og kaotisk på samme tid.
Hvornår har du stået ved en korsvej?
– De fleste af os skuespillere bliver sat i bås. Jeg var "den glade pige" i revyer og musicals. Det var fint nok med mig, men jeg kunne ikke blive ved med at hente udfordringer. Det er jo de store forestillinger og dybe roller, der giver dig noget at arbejde med. Jeg kom til et punkt, hvor jeg syntes, at prøverne var det sjoveste. Jeg var også træt af at sige godnat til mine børn og gå på arbejde om aftenen. Samtidig fik vi vores datter, som vi havde været seks år om at få. Da jeg så fik hende, syntes jeg ikke, jeg ville fortsætte ved teatret, og Martin havde lige fået et job med at instruere en børnejulekalender, og han spurgte, om jeg ville caste. Siden har jeg koncentreret mig om at caste. Jeg forlod ikke teatret, fordi jeg manglede arbejde. Mange skuespillere, der tager et andet job, ser teatret som en ulykkelig kærlighed, der aldrig gengældes, men jeg fik så rigelig kærlighed i min tid.
LÆS OGSÅ: Anna og Vigga Bro: "Det er forældrene, der skal lære at give slip"
Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Martin og jeg har haft store storme i vores liv. Man tror, at når man får børn, kan man klare alle deres problemer. Men man kan også få børn, hvor det hele ikke bare flasker sig. Min ældste søster var psykisk ustabil, og jeg kunne se på hele min mors liv, hvor ulykkelig det gjorde hende. Da jeg selv fik børn oplevede jeg faktisk, at blive enormt misundelig på andre mennesker, når deres børn var glade. Allerede i mødregruppen kan jeg huske, at de andre mødre sad med deres søde rene babyer, men mit barn havde kolik, så jeg kom altid ind med bræk over det hele, og min søn kartede rundt overalt. Han har altid været grænseløs og har haft svært ved at lade sig diktere. Det overskyggede på et tidspunkt alt andet i vores liv. Jeg har lært, at der er meget, jeg ikke kan bestemme. Når børn bliver voksne, kan man ikke vride armen om på dem og tvinge dem til at leve det liv, man som forældre synes, at de skal.
Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg har haft en periode, hvor jeg har været meget stresset. Jeg havde travlt med arbejde, og tingene derhjemme pressede mig. Før i tiden var jeg altid meget forundret over andre mennesker, der blev stressede, men så begyndte jeg selv at få ondt i alle led og sener i kroppen. Jeg som ellers plejer at springe ud af sengen om morgenen og løbe 20 kilometer, kunne pludselig ikke tage mit eget tøj på. Jeg gik op til min læge, som mente, at jeg var stresset. Jeg blev irriteret over sådan en halvstuderet diagnose. Jeg blev undersøgt for alt, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, så jeg begyndte at gå til et væld af behandlere og vejledere, som alle sammen i bedste mening gav mig piller og kosttilskud. Alle syntes, der var noget bestemt, jeg skulle spise, og jeg købte mig fattig i alle de piller. Til sidst følte jeg mig bare som sådan et tilfælde, der sad og spiste piller, men jeg havde stadig ondt. Så pakkede jeg en kurv med alle mine piller og væsker og tog ud til et vennepar, som er læger. De gennemgik hele kurven og smed det ud, de ikke syntes, jeg skulle tage. Til sidst var kurven tom, og der stod kun et glas vitaminpiller foran mig. Det var det eneste, jeg skulle tage. Jeg kom ud af det for halvandet år siden ved at trække i håndbremsen. Jeg har lært, at jeg hellere vil sige nej til en opgave end at arbejde hele natten for at gøre det perfekt. Alting behøver ikke være perfekt. Jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke behøver mere anerkendelse, og det er dejligt ikke at skulle løbe efter.
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har aldrig været god til at gå til psykolog, for jeg sidder altid og venter på deres forløsende ord, som aldrig kommer. De få gange jeg har prøvet, har jeg givet ret hurtigt op. Til gengæld er vi en vennegruppe på fem-seks par, der har holdt sammen i 30 år, og vi deler alt med dem. Faktisk deler jeg mere med mine venner end med mine søskende.
LÆS OGSÅ: Christian Mørk: "Det var som at drikke sig hamrende fuld hver dag at være sammen med hende"
Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg skal caste en tv-serie, som skal sættes op til en kæmpe teaterproduktion. Derudover har jeg de seneste år castet Vild med Dans. Det er et rigtig godt job, fordi det faktisk er et af de tv-programmer, som kendte mennesker gerne vil være med i. Når deltagerne i den nye sæson begynder at træne i august, begynder jeg at tænke over, hvem der skal være med i næste sæson. Man skal være ude i god tid, for det er et stort indhug i folks tid. Jeg er hele tiden bevidst om at være på udkig og få gode ideer til, hvem der skal være med.
Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."
– Sport! Da jeg var lille pige, sad jeg på en lille stol ved siden af min fars store lænestol og så fodbold i fjernsynet. Han tog mig også med i Parken, hvor vi spiste pølser og så kamp. Jeg ser masser af sport og spiller selv tennis og løber maraton. Jeg har et job, hvor jeg møder rigtig mange stjerner, men de eneste, jeg kan blive virkelig star struck over at møde, er sportsstjerner, og mit store idol er Caroline Wozniacki. Jeg er lige blevet 60 år, og i den anledning fik jeg billetter til Wimbledon til sommer. Jeg bliver helt rørt bare af at tale om, at jeg skal se det. Jeg kommer til at løbe rundt efter Caroline derovre.
Karin Jagd, 60 år
Uddannet danser og skuespiller og har i mange år lavet musikteater og musicals.
Arbejder i dag som caster på blandt andet Vild med Dans i sit eget castingfirma Gizmo Casting.
Gift med Martin Miehe-Renard, som hun også har tre voksne børn med. Parret bor i København.