Julie rejste ud i verden frem for at fortsætte i uddannelsessystemet.
Foto: Privat | Julie rejste ud i verden frem for at fortsætte i uddannelsessystemet.
Eurowoman

Sabbatår

"Jeg er 21 år og i gang med mit 3. sabbatår"

Del på

Julie Rosendal Andersen om at stå imod presset for at skynde sig videre i uddannelsessystemet.

Af Julie Rosendal Andersen 28.sep.2015 Livsstil

KLUMME: Jeg står på en alpetop og kigger ud. Livet er skønt. Mens jeg panorerer rundt i landskabet, ser jeg smukke sneklædte bjergtoppe. Jeg mærker sneen under mine fødder, og solen der bager på min hud! Jeg tager alt ind! Et vindpust blæser mig halvt om kuld, og jeg kigger rundt i det idylliske landskab igen.

Nu indser jeg, at den top jeg står på, hverken er bjergtoppen af Wildgerlosspitze i Østrig eller Mt. Yotei-san i Japan.

LÆS OGSÅ: "Mit allerbedste råd til jer lige nu er, at I ikke skal lade jer lokke ind i det akademiske hamsterhjul"

Nej, i stedet står jeg omringet af de hvide vestjyske klitter i Hvide Sande, som nu bringer alle mine minder tilbage fra det forløbne år; fra en tilværelse som skiinstruktør på tre kontinenter.

Jeg hedder Julie, er 21 år gammel og starter snart på mit tredje sabbatår.

Min rejse startede i 2013, da jeg afsluttede min STX uddannelse på Ringkøbing Gymnasium, og jeg ingen anelse havde om, hvad der nu skulle blive af lille mig.

Jeg var ærlig talt vanvittig bange. Her stod jeg med en masse tømmermænd ovenpå en uge med studentergilder, en rød hue, men uden nogen form for fremtidsplan. Kun en spinkel idé om, at jeg inden længe skulle til de østrigske Alper som skilærer med firmaet Snowminds.

LÆS OGSÅ: 12 for specialet men uden job: "Jeg har aldrig følt mig så umyndiggjort, ligegyldig og lille"

Nu står jeg to år senere og kigger tilbage på den rejse, som jeg startede i vinteren 2013, og får et kæmpe smil på læben. Ikke mindst på grund af alle mine vidunderlige oplevelser, men fordi jeg har lært så meget om mig selv.

Min familie vil nok beskrive mig som en pige med alt for meget krudt bagi, og mene at jeg altid søger nye udfordringer. Så da jeg i efteråret 2013 blev tilbudt en plads på skiinstuktør-holdet, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det jeg skulle.

Månederne i Østrig fløj alt for hurtigt forbi, og pludselig stod jeg i de vestjyske "bjerge" igen og så bølgerne slå mod molen i det blæsende Hvide Sande.

Mens jeg stod der, kunne jeg mærke, at jeg slet ikke var færdig med at udforske verden og mig selv. Derfor besluttede jeg hurtigt, at jeg skulle af sted igen. Turen gik endnu en gang med Snowminds, denne gang til Sydafrika og Lesotho - en tur der virkede som den vildeste og mest surrealistiske oplevelse. 

Jeg landede i Sydafrika intetanende om, hvad de næste seks uger skulle byde på.

Det skræmmer mig stadig, hvor hurtigt tiden går når jeg rejser, men i Afrika fik jeg på kort tid en øjenåbner ud over det sædvanlige. Jeg fik åbnet øjnene på en måde, som stadig den dag i dag giver mig kuldegysninger. 

Grunden ligger i, at jeg under min seks ugers rejse fik lov at komme ind under huden på de lokale i området. Her opdagede jeg, at ekstrem fattigdom ikke bare er en skrøne som internationale medier opdigter - den findes desværre i høj grad i de sydafrikanske egne.

Turen til Sydafrika gav mig ikke kun gode skioplevelser, men lærte mig hvad viljestyrke, næstekærlighed, overskud og imødekommenhed i virkeligheden er. Selv den dag i dag får jeg en klump i halsen når jeg tænker tilbage på min tid i Afrika.

Efter kun tre måneder i Danmark blev udrejsetrangen endnu en gang for stor og jeg måtte af sted igen. Denne gang gik turen til Japan.

Mit første år som skiinstruktør sluttede således på toppen af pisten med et fakkeltog nytårsaften i Hokkaido's powdermekka for at byde det nye år velkommen! Jeg tænkte ved mig selv! "Livet er for fedt!" Et års minder flakkede forbi, og jeg kunne ikke begribe, hvor meget jeg havde oplevet på så kort tid.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at der også har været hårde tider - både i Østrig, Lesotho og Japan.

Der vil altid være tider, hvor man har lyst til at pakke kufferten og tage hjem. Men i de tider, har jeg været ovenud privilegeret, at jeg har haft venner, familie og skønne kollegaer, som har stået klar, hvad enten det har været til en trøste-bajer, en skype samtale, et skub bagi, eller bare en hyggesnak. 

I løbet af et år har jeg kun udforsket en lille del af verden, men jeg har lært utrolig meget om mig selv. 

Selvom jeg til tider har været bange helt ud til tåspidserne, har jeg altid overvundet usikkerheden, som har givet mig mod på endnu mere eventyr og nye spændende bekendtskaber.

Jeg har lært at sove på gulvet i en traditionel japansk "seng" (som er en CRAZY tynd madras), drikke østrigsk snaps og alverdens andre vilde ting, men den vigtigste lektie jeg har lært er uden tvivl, at det er okay at være bange. Det er først når du er bange og usikker, at du udfordrer dig selv. 

Der er så mange unge mennesker (mig selv inkl.), der er bange for at træde ved siden. De fleste holder sig til den fastlagte sti, fordi den ligger inden for vores comfort zone, og fordi at vi ikke vil stikke uden for - vi er bange for fiasko.

Jeg vil dog for intet i verden undvære mine oplevelser som skiinstruktør. De har været med til at forme mig som menneske, og jeg går mod fremtiden mere sikker på hvem jeg selv er, end nogensinde før.

LÆS OGSÅ: Nyt bikinibillede får kvinder til at rase på nettet - se her hvorfor  

LÆS OGSÅ: Instagram-piger oplever chikane. En pige satte ild til mit hår

LÆS OGSÅ: 15 lækre mænd du bør følge på Instagram   

Del på
Kommentarer (0)

Henter...