Jeg er forpustet over alt det, jeg skal nå, inden jeg fylder 30

Jeg er forpustet over alt det, jeg skal nå, inden jeg fylder 30.  

Suk. Når jeg endelig får slæbt mig selv op i fitnesscenteret og op på løbebåndet, ender jeg ofte mellem to, der enten løber 15 km eller 15 km/t. Forfærdeligt demotiverende. De er både længere, hurtigere og bedre end jeg - og jeg er ikke engang begyndt. 

Jeg er en ung kvinde i min såkaldte bedste alder, og ofte lægger jeg øre til: "ak, gid det var mig, som var 21 igen" fra kvinder med drømmende blikke. Dog ser jeg allerede frem til at kunne sætte flueben ved samtlige af livets kolonner, endelig læne mig tilbage og påbegynde mit otium. Eller er det for tidligt at glæde sig til, at ens fremtidige børn flytter hjemmefra? 

Min generation skal i dag nå så meget på så kort tid. Skal jeg følge samfundets normer for udseende og status samt regeringens målsætninger inden for uddannelse og familiestiftelse - så har jeg travlt. Jeg skal videreuddanne mig ved yderligere fem års skolegang og i mellemtiden producere et par unger. Det er vel og mærke heller ikke hvilken som helst uddannelse, som jeg skal have mig. Som min ven så fint beskriver det: ”at studere psykologi lyder mere sexet end pædagog” – eftersom en udbredt form for uddannelsessnobberi har skabt en vrangforestilling om grad af prestige blandt uddannelser. 

LÆS OGSÅ: 5 film og serier du skal se når du er ramt af krise i 20'erne

Derudover forventes det, at jeg gerne skulle have mange års relateret erhvervserfaring for at opnå nødvendige kvalifikationer til arbejdsmarkedet. At have svunget et par fadøl over baren er åbenbart ikke godt nok til Hr. Mærsk. Mon det kan drejes således, at jeg fremstår som souschef på CV’et? 

Jeg skal bule ud ved barm og bagdel, men for guds skyld ikke andre steder. Jeg skal ligne et omvandrende Instagram-filter, men på den der helt ”naturlig-skøn-og-dejlig-overskuds-agtig”-måde, som kun irriterende modeltyper kan. Alt imens jeg ligeledes - og først og fremmest - skal finde ud af, hvem jeg er, hvem jeg vil være og derefter kreere og realisere min egen identitet. 

Jeg skal være ung og dum, socialt aktiv - fysisk såvel som online - deltage i alt fra byture til barnedåb, løbe maraton, dyrke crossfit og spise gluten-fri rawfood. Jeg skal rejse jorden rundt, redde verden, opnå økonomisk stabilitet, finde mit livs kærlighed og stifte en familie. Og gerne inden de 30. Så jeg har travlt, kan du nok se! 

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 20'erne er de sværeste

Vi kan gøre, hvad vi vil, være hvem vi vil. Der er frit valg på alle hylder, men alt du gør, står for egen regning - og du kan i øvrigt kun bebrejde dig selv for den million, du ikke har. Hele verden ligger for vores fødder, det handler bare om at tage det første skridt. 

Men til højre eller venstre? Det gælder i livets store og små beslutninger – alt fra valg af uddannelse til, hvorvidt fredag aften skal bruges i selskab med Netflix eller tequila? Vi ved, at går vi til højre, udelukker vi, hvad der var til venstre. Det får os til at overveje retningen og kvaliteten af vores liv. Ofte fordi FOMO-mentaliteten præger vores beslutningsproces i sådan grad, at vi gerne vil ti ting på én gang. For hvad nu hvis? 

Selv lever jeg et klassisk dansk leverpostejs-liv, hvorimod flere af mine jævnaldrende for eksempel bor i USA eller Australien, nogle har både villa, vovse og Volvo, hvortil jeg stadig er hjemmeboende i Ribe og kun har værelse, veninder og væltepeter. Andre afslutter deres bachelor, før jeg overhovedet er begyndt. Derfor kan livet godt føles som på løbebåndet engang imellem. Nuvel, jeg har både boet i London og rejst rundt i verden, men jeg ved ikke, hvad mit næste skridt er. Og dét stresser mig.   

Umiddelbart kan det opfattes som en forkælet og utaknemmelig opfattelse af sin livssituation, og hvad er det i grunden for noget piveri? Min generation har fået ørerne tudet fulde om, hvor heldige vi er. Og det er såmænd også ganske rigtigt. Vi er utrolig privilegerede på alle tænkelige måder og har langt flere muligheder end tidligere generationer. Bevares.  

Men vi sætter også egne forventninger og ambitioner derefter. Målsætninger, som er urimeligt høje og som de færreste kan leve op til, men konstant stræber efter. 

Ja, jeg befinder mig altså i en såkaldt kvartvejskrise, hvor egne ambitioner konkurrerer mod alle andres, og min egen formåen sammenlignes med alle andres. Derfor kan man sidde med følelsen af utilstrækkelighed, fordi der altid vil være nogle, som er et skridt foran. 

Men selvom de to på løbebåndet er langt foran dig, skal vi tage tingene i vores eget tempo. Også hvis andre spurter gennem uddannelse, og man selv lunter lidt gennem et par sabbatår. Der er ikke én fælles mållinje, den er individuel. Nogle stopper først, når de er nået 50 km, andre 5. Livet er ikke en konkurrence, og man skal nok nå i mål uanset hvad – et skridt ad gangen.

LÆS OGSÅ: 19 ting der vil gøre dig nostalgisk hvis du voksede op i 90'erne

LÆS OGSÅ: 6 grunde til din veninde glemmer dig (for en stund) når hun bliver mor

LÆS OGSÅ: "Puberteten fremstår som det rene slaraffenland sammenlignet med 20'erne"