Gunnvør Dalsgaard og Oliver Bjerrehuus skal have deres tredjebarn sammen.
SPONSORERET indhold

”Jeg kunne ikke forestille mig at få børn med andre end Oliver"

Hun følte sig skruk en sommeraften, hvor der var røget lidt vin indenbords. Derfor skrev Gunnvør Dalsgaard til ekskæresten Oliver Bjerrehuus, og nu venter parret barn nummer tre – selvom de ikke længere er kærester.

Af: Nina Kruse og Simone Brandt Hald Foto: Instagram
21. mar. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

- Sig til, når du er klar til en 3’er.

Sådan skrev Gunnvør Dalsgaard til ekskæresten Oliver Bjerrehuus i sommer, da hun have drukket sig hvidvinstipsy med nogle veninder på en restaurant og følte sig skruk.

Beskeden blev hurtigt besvaret, men Gunnvørs hentydning til at udvide familien - der i forvejen tæller de to fælles døtre, Sigga og Hanna, på henholdsvis seks og tre år - blev ikke helt forstået til at starte med.

- Oliver spurgte: ”Hvad hedder han?” og jeg tænkte bare: vi ved jo ikke, om det bliver en dreng… senere fandt jeg ud af, at vi talte om to forskellige ting. Det var virkelig tragikomisk, fortæller hun grinende i et stort interview i det nye ALT for damerne, der er på gaden torsdag.

Oliver Bjerrehuus troede i første omgang, at on/off-kæresten gennem de sidste 10 år havde inviteret ham til en fræk trekant. Da Gunnvørs budskab gik op for ham, var han dog heldigvis med på at få et tredje barn med hende.

- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have mange børn. I hvert fald tre. Og jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at få børn med andre end Oliver, fortæller Gunnvør Dalsgaard i interviewet.

Parret er ikke længere kærester, og Gunnvør har heller ingen forventning om, at de fem bliver en lykkelig kernefamilie.

- Der er stor kærlighed mellem Oliver og mig, og det har der altid været, men historien har jo vist, at vi ikke er specielt gode sammen, så det ville være fjollet at bygge det hele op om en forestilling om, at vi nu skal leve lykkeligt til vores dages ende. Jeg er nødt til at være realistisk.

Læs resten af interviewet i det nye ALT for damerne.