SPONSORERET indhold

”Jeg skyede berøring og var kun indstillet på sex, hvis jeg var utrolig fuld”

Mød Christiane, der i årevis undertrykte sider af sin personlighed.

Af:: Anette Sikjær Foto: Jacqueline Fluri

10. feb. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

– Jeg var virkelig ikke en fest at leve sammen med, siger Christiane, når hun skal beskrive sit første ægteskab.

– Jeg havde hovedpine i otte år, og det var altså ikke min eksmands skyld, men jeg gjorde så meget for at være en velorganiseret über-logistikchef i hjemmet og på jobbet, at jeg kun var hoved og ikke krop. Alle døre til sårbarhed, fjolleri, lyst og glæde blev lukket, og jeg kunne slet ikke mærke min krop fra brystet og nedefter, fortæller Christiane Meulengracht.

Fraværet af kropslighed påvirkede i sagens natur parforholdet betragteligt.

– Jeg skyede berøring og var kun indstillet på sex, hvis jeg var utrolig fuld, og min kontrol alligevel var røget sig en tur. Men i det daglige havde jeg det sådan, at hvis jeg aldrig behøvede have sex mere, ville jeg være lykkelig, og selvfølgelig var det en stærkt medvirkende grund til, at ægteskabet ikke fungerede. Da vi blev skilt, var det ikke bare min mand, jeg gik fra. Jeg skulle også væk fra det menneske, jeg selv var blevet.

LÆS OGSÅ: Anjas søn var afhængig af hash allerede som 11-årig: ”Når jeg tænker på det, kan jeg næsten ikke trække vejret”

Lyst og liderlighed

Et stykke tid efter skilsmissen begyndte Christiane at gå på dates, og så skete der noget interessant.

– Jeg gjorde den vigtige opdagelse, at uden tyngden fra hverdagens krav og min egen perfektionisme kunne jeg godt give mig hen. Det føltes ikke som et ubehageligt kontroltab, og når man har sex med kroppen – og ikke kun er en slags tilskuer oppe i hovedet – så er det jo vidunderligt med nærhed, berøring, lyst og liderlighed. Det sidste er et svært ord for mange kvinder og også for mig, men liderligheden er jo en forudsætning for den totale overgivelse til kroppen, siger Christiane.

At nå frem til den indsigt har været en proces over tid.

– Jeg var nødt til at grave dybt i mig selv for at forstå, hvorfor jeg havde sat min kropslighed i skyggen i mit ægteskab. Jeg nåede frem til, at jeg nok i vid udstrækning kopierede de forhold, jeg selv er vokset op under. I mit barndomshjem var der fokus på uddannelse, klogskab og karriere. Der blev aldrig talt om noget syd for navlen, og jeg har aldrig set mine forældre nøgne. På den måde blev der nok plantet en vis skamfuldhed, og den tog jeg med mig ind i den første del af mit voksenliv, men man lever ikke lykkeligt, hvis man er mentalt amputeret fra krop – og ikke mindst underliv.

LÆS OGSÅ: ”Som pårørende må man ikke sige: ”Jeg synes min kæreste er pisse irriterende, fordi han er deprimeret”

Lys i femininiteten

I dag er Christiane så bevidst om vigtigheden af at kunne mærke kroppen, at hun har uddannet sig til sexolog og har skrevet en bog om sine erfaringer. Og ja, hun har også genfundet kærligheden og har giftet sig igen.

– Jeg er ret lykkelig. Så enkelt kan det vel siges. Og jeg har taget mine erfaringer og fejltagelser med mig. Mit behov for at kontrollere og styre er væk, og nu giver jeg mig selv lov til at blive passet på, støttet og grebet, hvis jeg falder. Jeg har fundet stikkontakten og tændt lyset i min femininitet. Også så det kan ses. Nu nyder jeg at klæde mig i udringede bluser og høje hæle, og jeg er i komplet pagt med min krop. Den er 46 år gammel, og det kan ses på både mave og bryster, men den skal ikke gemmes væk og sættes i skyggen af den grund, siger Christiane.

Skal hun give ét godt råd til andre, handler det netop om at stå ved sig selv.

– Der er så meget glæde og overskud at hente, hvis vi accepterer både den ydre og den indre side af os selv. Lad være med at sortere i pænt og grimt, rigtigt og forkert, for det er så ødelæggende for både selvværd og sundhed. I værste fald får man hovedpine i otte år!

LÆS OGSÅ: Luise er HIV-smittet: ”Jeg har kæmpet mest med mine egne fordomme”