"Jeg vil til enhver tid forsvare din ret til at være en idiot"

KLUMME: Der er ikke meget formildende over 2015 indtil videre. Bedst som denne skribent med hang til at gå folk på nerverne havde fået sunket massakren i Paris, så kom det angreb i Danmark, som vi vel et eller andet sted har ventet på det sidste årti.

Det er noget lort, for at sige det på godt dansk. Volden har ét formål, og det er at true os til tavshed. Eller til ikke at deltage i politiske møder, eller ikke at praktisere vores religion frit. Og det kan aldrig accepteres. Volden er undertrykkelse, den må konfronteres.

Men hvordan gør man det? Skal man konfrontere den ved at insistere på at fornærme andre folks følelser, religiøse, etniske eller på anden vis? Nej, det er heldigvis ikke nødvendigt. Jeg føler personligt ingen trang til at beskrive profetens underliv, eller tegne ham som en anden pattedyrrace. Men jeg vil forsvare andres ret til at gøre det. Og min egen ret til at give igen på de ytringer, hvis jeg føler, det på sin plads.

Danmark er landet, der huser nazister, fordi vi mener, at det er en fundamental del af demokratiet at lade folk være nogle idioter, så længe de ellers overholder lovene. Derfor er det også meget mærkeligt, at se en 23-årig blive anholdt for at lave en upassende smiley på facebook til en historie om mordene på Charlie Hebdos ansatte. Han skal også have lov til at ytre sig som den idiot, han er, så længe han i øvrigt ikke overtræder loven, ellers bliver stanken af dobbeltmoral i kongeriget trods alt for tung.

Samtidig hører satiren og kritikken af autoriteter til et frit og dynamisk samfund. Satiren gør det tunge samfund lettere, som en tegner fra Charlie Hebdo formulerede det i en udsendelse om bladet.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Charlie Hebdo har den yderste højrefløj, den katolske kirke og islam som yndligstemaer. Elementer inden for begge religioner og inden for den franske højrefløj har det reaktionære til fælles, det undertrykkende, det splittende, det intolerante. Og der er intet så godt som humor på bekostning af en gumpetung, semi-totalitær, tilbageskuende magtbastion. 


Satire sker jo i grænselandet mellem sandheden, overdrevet og folks ømme tæer, og alle tre skal være til stede, ellers fungerer det ikke. Tilsættes en knivspids kærlighed og retfærdighed, så bliver den endnu bedre.
Jyllands-Postens tegninger af profeten var i det store hele usjove, flere af dem, fordi de kun formåede at træde folk over tæerne. Teksten, der ledsagede dem, var stupid. Avisen var i deres gode ret til at skrive og tegne, som de gjorde, men vi andre havde lige så fuld ret til at synes, at det var plat på den der provinsielle, altså virkelig small-town, måde. Og hele balladen med de ømme tæer kunne i øvrigt være blevet klaret, hvis regeringen havde fulgt protokollen og havde mødt en flok bekymrede ambassadører i stedet for at latterliggøre dem i pressen af indenrigspolitiske og dybt reaktionære hensyn.

Det sjoveste ved hele den ballade var faktisk den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens optræden på den arabiske tv-station Al Arabiya, hvor han kunne forklare den undrende, globale offentlighed hvordan og i hvilket omfang han selv sad og tegnede profeten derhjemme. Og så tegneren Lars Refns Muhammed-tegning, hvor den profetiske dreng Muhammed fra Valby Skole på farsi har skrevet på tavlen: "Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører." Se, det er god humor.

Vores samfund er baseret på ønsket om at sætte hinanden fri, og i det ønske ligger der en forpligtelse til at kæmpe imod undertrykkelse i alle dens varianter. Undertrykkelse, der kommer fra fordomme, stereotyper og diskrimination, undertrykkelse, der kommer af social kontrol og tvang, og undertrykkelse i form af vold, død, trusler og terror, som den, der fandt vej til Københavns gader i weekenden. Det er vores pligt. Alt sammen.

LÆS OGSÅ: "Manden er stadig familiens overhoved"

LÆS OGSÅ: Se tegnernes stærke reaktioner på Charlie Hebdo-drabene

LÆS OGSÅ: I Danmark splitter vi familier