Jens Jørn Spottag: "Min mor inspirerer mig. Hun er altid et lys at se på - nysgerrig og åben"

Hvornår har du været mest bange?
– Hvis jeg ved, at mine døtre er ude, og jeg får en besked med snøft og bilstøj i ­baggrunden klokken fire om natten, tænker jeg "fuck, den er gal". Som forælder vil man gerne være der, hvis der skulle være noget. Jeg bliver sjældent så bange på mine egne vegne, mest på mine børns.

Hvordan skal man være for at blive din ven?
– Man skal sige sandheden og være der for mig, når jeg har brug for det. Nogen, jeg kan regne med i en nødsituation, kan blive min ven.

Hvilken beslutning har du fortrudt?
– Engang i skolegården, hvor jeg kom til at ­spænde ben for en grønlandsk fyr, som jeg ellers rigtig godt ­kunne lide. Vi havde lavet en lang glidebane, da der var sne, og hvor man kunne få rigtig meget fart på. Der kom jeg til at slå benene væk under ham. Hvis han nogensinde læser ALT for damerne, fortryder jeg det stadig 50 år senere. Jeg synes bare, han var irriterende i det moment, men det var selvfølgelig ikke i orden.

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?
– Da jeg som 16-årig kom ind på Aarhus Teater, men det der gjorde, at jeg ville være skuespiller, var en oplevelse i fjernsynet. Som 11-12-årig så jeg en forestilling af Bertel Brecht fra Berliner Ensemblet, som DR sendte. Den var på tysk, som jeg ikke forstod, men der var noget på spil. Det mindede mig både om fodbold og om at fortælle historier. Der var nogle vibrationer, der ramte mig.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg er mere forelsket end nogensinde"

Hvad er det mærkeligste, en kvinde har sagt til dig?
– At jeg ikke havde nogen sjæl. Det var nok en forsmået kvinde, der syntes, jeg var en nar, haha.

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?
– Der er mange kvinder, der har inspireret mig meget. Jeg holder meget af kvindeligt selskab, men ­selvfølgelig er jeg inspireret af min mor. Hun formår at bevare en piget nysgerrighed over for de fleste nye ting. Hun har ikke annekteret den elektroniske ­tidsalder så godt, men hun er ­ungpigefrisk, når hun går i teatret. Hun er altid et lys at se på – nysgerrig og åben. Nysgerrighed er noget, man kan stræbe efter. Jeg elsker selv at være i orkanens centrum, og derfor kan jeg godt lide teater og kunst. Her sætter man røven i ­smækhøjde og risikerer at få en dårlig anmeldelse, men hellere det end at sidde på ­bagerste række og sige: "Hvad ­sagde jeg?" Jeg vil hellere blive smadret end at være skidesur, ­ældgammel og bagklog.

Hvilken ting ville du redde først ud, hvis dit hus brændte?
– Min kone, helt klart. Jeg er ikke bundet til materielle ting. Der er ikke ting, jeg ikke kunne forlade i dag. Jeg har ikke et dyrt maleri, der skal reddes.

Hvad kan få dig til at grine?
– Jeg er en sucker for dialekter. Det får mig til at spidse ører og grine. De er fantastiske. Men jeg har også altid haft en humor, der pendlede mellem det grinagtige og det, der stikker i halsen. Som barn havde jeg svært ved at være stille i timerne, for der MÅTTE jeg ikke grine. Hvis jeg havde historietime om Anden Verdenskrig, måtte jeg ikke grine, men når forbuddet er gigantisk, var der ikke noget, jeg hellere ville end at grine.