Indretning
Foto: Tia Borgsmidt
BoligLiv

Indretning

Julehygge i pastelfarver

Del på

JUL: Overalt i Rakel og Carstens byhus hersker en hyggelig stemning med nostalgisk julepynt i de fineste pastelfarver. Pynten er af den kreative slags i form af hæklede figurer, pomponer, juleroser i silkepapir og farvede grene fra naturen.

Af Mette Kirstine Brinch 18.dec.2015 Nyt


HVEM: Rakel Hansen, der oprindeligt er uddannet folkeskolelærer, men som nu arbejder som marketingkoordinator hos børnetøjsforretningen Elle Belle, Carsten Hansen, der oprindeligt er uddannet klejnsmed, men nu arbejder med pædagogik – og parrets børn Frederikke på 6 og Carl Emil på 2 år.
HVAD: Byhus på 122 kvadratmeter fra 1940’erne.
HVOR: I en lille by lidt uden for Viborg.

► SE OGSÅ: Opskrift på julemad: Sådan laver du den perfekte juleand

Rakel og Carsten har i de sidste seks år boet i byhuset på 122 kvadratmeter uden for Viborg. Deres indretning er en hyggelig blanding af loppefund og personlige ting som Rakels kreative indfald og Carstens tegninger, der hænger overalt i huset. Når Rakel pynter op til jul, er det også den personlige og hjemmelavede pynt, der er i højsædet.

– Vi pynter op overalt i huset med pynt, vi enten har lavet selv eller fået forærende. Jeg har mange kreative veninder, der har lavet de fineste ting, og så er jeg selv en flittig producent, smiler Rakel. Hun elsker at lave julepynt og starter, lige så snart det begynder at blive mørkt udenfor.

– Jeg begynder at tænke på jul allerede i oktober, og i november kommer saks og hæklenål for alvor frem. Jeg venter med at pynte rigtigt op, til det bliver december, men jeg kan godt finde på at hænge lyskæder og andre ting op, der ikke er så julede, men som hygger i vintermørket, fortæller Rakel. – Jeg elsker alle juleforberedelserne, de er næsten  bedre end selve julen. Og når den så er overstået, ja, så kan jeg ikke vente med at pille pynten ned og få lidt forår ind i stuen.

Glaskugler i massevis
Rakel holder meget af farver, især pasteller.

– Hjemme hos mig er julen pastelfarvet. Jeg synes, at det er pastellerne, der giver den bedste stemning, fortæller Rakel. De lyse farver er ikke det eneste utraditionelle hos Rakel, for her er nemlig næsten heller ikke skyggen af en nisse at se. Rakel synes ikke, at nisser passer ind i hendes hjem, medmindre det er en rigtig gammeldags nisse eller nogle, som børnene Frederikke og Carl Emil har lavet. – Jeg pynter hellere op med svampe, snemænd, små hæklede ting og glaskugler, som giver en rigtig hyggelig stemning og for mig er mindst lige så julede som en nisse, fortæller Rakel. Hun holder især af gamle glaskugler, som hun leder efter året rundt.

– Vores træ plejer at bugne af glaskugler, når vi når til 24. december, og så er de også fine at hænge op på snore eller grene. Rakel køber sjældent ny pynt, hun vil hellere finde de gamle og velkendte ting frem, som hun glæder sig til at se igen, når julemåneden nærmer sig.

Julens dufte
Hyacinter er endnu en uundværlig ting for Rakel i julemåneden, og lige så snart de første hyacinter lander i butikkerne, køber Rakel dem med hjem.

– For mig er duften af hyacinter ikke lig med forår, men derimod lig med jul. Jeg elsker at pynte op med dem og dufte til dem, og de passer perfekt til julepynten med de  lyserøde, lilla og blå farver, siger Rakel, der aldrig kunne drømme om at købe en hyacint, når julemåneden først er slut. Julens dufte er noget, der kan sætte Rakel i julestemning, og hun stiller derfor skåle med appelsiner med nelliker og julete blandet med kanelstænger frem rundt omkring. Og hvert år tager Rakel og familien på Frilandsmuseet Hjerl Hede, hvor de går rundt og snuser julen til sig, som den var i gamle dage.


Spisebordet var Rakel heldig at finde på et loppemarked til en 50’er. Hun har herefter malet det turkis og sat Tolix stole til. Lampen er fra Normann Copenhagen, og de grønne juletræslysestager er fra Kähler. En veninde har lavet det blå juletræ i vinduet af grene.



Cupcake-julepynt, som Rakel og datteren Frederikke har lavet sammen.

IDE
Lav selv cupcakes af papmache. Form kagen, lad tørre, og mal den med hobbylak. Lim en perle på, træk en snor til ophæng igennem, og lim en kageform under kagen. Materialer fås hos Panduro Hobby.


Under træet ligger en gammel tromme, som Rakels svigermor fandt på sit loft. Den kommer frem hver jul. Juletræstæppet er en gammel juledug fra Södahl, som Rakel har fundet i en genbrugsbutik.


I stuen står juletræet, som er fyldt med Rakels hjemmelavede julepynt i alverdens farver. Den hvide kommode har Rakel arvet efter sin farmor, og gyngehesten er fra Rakels mors barndom. Det gamle skab har tilhørt Rakels bedstemors bror. The More The Merrier lysestagen er fra Muuto, og det lille hvide skab er et arvestykke efter Rakels bedstemor. Anden fra Architectmade har fået et lille hæklet halstørklæde på i anledning af julen.


Oven på det gamle klaver har Rakel sat en Kähler Carl Emil, Carsten, Frederikke og Rakel. vase med grene, som hun har pyntet med den fineste julepynt. V’et har Rakel fået af sin søster, den lille lampe er fra Rakels bedstemor, og fuglene er fra Architectmade.


Rakels adventskrans er opfindsom og finurlig. Hun har bøjet kraftig ståltråd til en cirkel og har viklet en sølvguirlande om. Til sidst har hun pyntet kransen med pomponer, stjerner, perler og gamle lyseholdere beregnet til juletræet.

IDE
Rakels adventskrans er opfindsom og finurlig. Hun har bøjet kraftig ståltråd til en cirkel og har viklet en sølvguirlande om. Til sidst har hun pyntet kransen med pomponer, stjerner, perler og gamle lyseholdere beregnet til juletræet.


På væggen med den lille billedcollage har Rakel sat lidt forskellig julepynt op. Ved siden af Rakel og Carstens bryllupsbillede hænger en illustration lavet af Kasper Eistrup. Stolen, der er en Skipper lænestol model 91, har i anledning af den kolde tid fået selskab af et lammeskind.


Den hyggelige stue har personlige minder på væggen og en sofa, der bugner af bløde puder, som Rakel selv har syet af genbrugsstoffer. Sofabordet har Rakel været heldig at finde på et loppemarked til en 50’er. De gamle lamper har Carsten spraymalet i en fin æblegrøn farve, som han egentlig havde købt til sin cykel.


Et kig ud til køkkenet, der er fra Kitchn. Den store skænk er en billig sag, som Rakels mor kunne se muligheder i. Hun købte den til Rakel og malede den i en lyseblå farve, som Rakel selv har valgt. Skænken er perfekt til opbevaring af alt det, der ikke er plads til ude i køkkenet.


I vinduet har Rakel hæklet en fin ranke med forskellige julefigurer. Ved siden af hyacinten står to små paddehatte, den ene fra Rice og den anden med lidt flere år på bagen, fundet på et loppemarked.


Carsten er fritidskunstner, og på 1. sal har han indrettet sit eget lille personlige atelier og arbejdshjørne, hvor han tegner og maler. Tapetet er fra Retro Villa. På væggen hænger Carstens tegninger, så han kan gå og se dem an. Du kan se flere af hans tegninger på drawingsbych.blogspot.com.


I bryggerset har Rakel indrettet et lille kontor, som hun kalder sit krea-værelse. Det specielle skab har Rakel fundet til en slik på et loppemarked, og hun har ikke ændret på dets farver. Over vinduet hænger en ranke med papircirkler, som en af Rakels veninder har lavet til hende.

IDE
Lav din egen papirguirlande ved at klippe cirkler i forskellige størrelser og farver ud af karton eller tapet, og sy en stikning igennem dem på symaskine.


Rakels krea-værelse, hvor hun hækler, syr og laver mange andre kreative ting. Stolen er en Eames, og lamperne er fra Ikea.


I entreen har børnene fået deres egen knage til overtøj. På den lyseblå trappe har Rakel hængt silkepapirroser, som er pyntet med gran. Det giver en blid, nostalgisk og romantisk julestemning. Den gule lampe er fra Frandsen Lighting.

IDE
Lav selv roser i silkepapir ved at klippe 6-7 ark silkepapir i ca. 10 cm brede baner og folde hver som en harmonika. Saml ‘harmonikaerne’, og vikl et stykke ståltråd om midten af bundtet, evt. med en perle ved. Klip enderne lidt flossede, og krøl dem. Derefter foldes blomsten helt ud og er klar til at pynte!

► SE OGSÅ: Krea: Giv julen nye farver
► SE OGSÅ: Pynt op udenfor
► SE OGSÅ: 20 smukke adventskranse



Del på
Kommentarer (0)

Henter...