Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Julie fik et “englebarn” - og sagde farvel til hende på Facebook
25-årige Julie Kaufmann brugte facebook, da hun skulle bearbejde sorgen fra tabet af sin datter. De sociale medier kan skabe større åbenhed omkring døden, mener flere forskere.
Nyt

Julie fik et “englebarn” - og sagde farvel til hende på Facebook

Facebook er ikke længere kun et sted, hvor vi deler vores 12-taller og luksusmiddage. Det er også et sted, hvor vi raser ud, sørger og spejler os i andres sorg eller vrede.

Det gik ellers lige så godt. Der var små fødder, som sparkede mod maveskindet, der var hjerterytme, der var liv. Men så gik det hele i stå.

Julie Kaufmann, 25, måtte tage afsked med sit første barn, Freja, på den samme dag, som hun fødte det. En dag inde i uge 22, den 4. marts 2015.

– Det var så ambivalent en følelse. For det er jo fantastisk at blive forældre. Punktum. Jeg var så stolt over, at vi kunne skabe sådan et fint lille, perfekt menneske. Og så er det jo bare enormt tragisk, at man ikke kan beholde hende. Jeg nåede jo aldrig at lære hende at kende, men jeg anede ikke, at jeg kunne elske så meget, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde bestemt ikke tænkt mig, at jeg skulle være alene med et barn"

Der findes lige så mange forskellige reaktioner på dødsfald, som der er mennesker i verden. Nogle taler kun med de nærmeste om det, nogle bider det helt i sig, og andre har brug for at fortælle om det til alle, de møder. Og for de mennesker, som har et behov for at åbne op, kan de sociale medier være et godt redskab, fortæller Dorthe Refslund Christensen, der er forsker i nye måder at bearbejde sorg på på Aarhus Universitet. Hun mener, at de sociale medier kan gøre det nemmere for os at tale om ting, der er svære at sige, mens man ser folk i øjnene:

– Det er faktisk kun de seneste 100 år i Vesteuropa, at døden har været så privat, som den er blevet. Men i kraft af de sociale medier synes der at være opstået en ny socialitet og nærhed omkring døden. Man siger jo tit, at døden er et tabu i Danmark, og der synes også at være nogle typer af dødsfald, som er mere tabuiserede end andre - for eksempel er døde børn exceptionelt tabuiserede. Men på de sociale medier er der rent faktisk mange, der oplever, at vi godt kan nærme os hinanden i det sorgarbejde, og at det måske ligefrem bliver lettere at kommunikere omkring. Det gælder ikke kun de, der har mistet, men også folk, som står uden for situationen, men som alligevel kan spejle sig i den, siger hun og tilføjer:

– På sociale medier kan vi faktisk have en ret unik intimitet med mennesker, som vi ikke fysisk ville være i stand til at genkende, hvis vi mødte dem på gaden.

Min datter er død. Spørg mig om alt!
Julie havde ellers kunnet mærke Freja i maven fra ganske tidligt i graviditeten. Men over en weekend, et par dage inden Julie fødte Freja, stoppede bevægelserne. Det kan sagtens ske, uden at det betyder, at noget er galt, men i Frejas tilfælde var der. Navlestrengen var for tynd i den ene ende, fik forældrene forklaret efter nogle måneder, og den havde snoet sig så meget, at den lille pige langsomt og stille var blevet afskåret fra livet. 

Både Julies praktiserende læge og senere lægerne på hospitalet måtte opgive at finde lyden af Frejas hjerte. Og de efterfølgende scanninger bekræftede det, Julie frygtede allermest. 

– Det var så uvirkeligt og uhåndgribeligt, at jeg slet ikke kunne tage det ind. Jeg kunne kun skrige. Og man er jo stadig gravid og skal stadig skal føde barnet," fortæller hun.

Julie Kaufmann mistede sin datter Freja omkring uge 22 i sin graviditet. Foto: Anne Nørkjær Bang

For Julie var det afgørende at få lov til at være åben omkring sit tab af datteren Freja. Kunne det have ladet sig gøre, fortæller hun, ville hun have installeret et neonskilt med ordene "Min datter er død. Spørg mig om alt!" blinkende over sit hoved. I stedet besluttede hun sig for at skrive om det på Facebook og tilmed dele et billede af den lille, livløse pige - et "englebarn", som man ofte kalder mistede spædbørn.

– Man er jo i sine følelsers vold. Man har lige fundet ud af, at man elsker nogen så meget, og lige bagefter skal man så sige farvel til dem. Men jeg tror også, at det er sådan en forældreting. Alle forældre, jeg kender, deler jo billeder af deres børn, også selvom de er helt nyfødte og lidt krøllede og fedtede. Jeg vil ikke snydes for det. Jeg er i forvejen blevet snydt for min datter.

LÆS OGSÅ: Sådan vendte Anna sin søns kroniske handikap til en optur

Selvom de fleste af de reaktioner, Julie efterfølgende fik på statussen var positive, var der også enkelte, der syntes, at det var upassende, at Julie havde delt et billede af et dødt barn på et så offentligt sted som Facebook, fortæller hun:

– Mine nærmeste var mest stødte, og det er måske også forståeligt nok, fordi de selv er i sorg og personligt berørt. Andre sagde, at det ville de nok ikke selv have gjort, men at de respekterede min måde at gøre det på, siger hun og fortæller, at det primært var billedet, der syntes at være kontroversielt for folk:

– Men billedet hører jo med til historien. Man skal kunne se, at dét er min datter, Freja - hun er ikke bare en klump kød, men et rigtigt lille menneske. På det tidspunkt var der mange billeder i nyhederne og på sociale medier af døde syriske børn, og det, synes jeg næsten, er værre. For os er billedet smukt, og det var egentlig underordnet, om hun var levende eller død. I første omgang tænkte vi faktisk slet ikke over, at det kunne være stødende. Hvis man ser nogle ting på Facebook, man ikke kan lide, har man heldigvis mulighed for at scrolle videre, man kan også blokere mig eller slette mig som ven, siger hun og tilføjer:

– Man er bare nødt til at følge sine følelser i sådan en situation. Det gjorde jeg, og det er jeg overbevist om har hjulpet mig bedre igennem det hele.

Forældre, der har mistet deres børn, er pionerer
Ud af delingen kom også en masse positive tilbagemeldinger, både med kondolencer, men også kommentarer, som man kunne have set på ethvert andet babybillede, som "hvor er hun fin" og "søde Freja". Og særligt disse var vigtige for Julie:

– Det er mærkeligt, men det betød faktisk helt vildt meget, at folk skrev til mig, at hun var fin og smuk og sådan noget. Jeg blev så stolt. Der var også folk, jeg ikke har talt med længe, som kontaktede mig, og nogle piger fra min gamle gymnasieklasse, der sendte mig blomster. Det var jeg virkeligt rørt over. En far til to piger, én jeg har sunget i kor med, skrev også til mig, at han var blevet helt vildt berørt over det, og var vågnet en nat og måtte tjekke til sine piger, at de havde det godt. Det er selvfølgelig trist, at han skal få det sådan, men på en måde gav det også lidt mere mening, fordi det fik ham til at tænke over, hvor meget han værdsatte sine egne børn. Hvis min opdatering kan gøre, at folk bare værdsætter livet og det, de har, en lille smule mere, så føler jeg ikke, at det hele har været helt forgæves.


Julie Kaufmann skrev denne opdatering om datteren Freja. Opdateringen var oprindeligt ledsaget af et billede af Freja, som ikke er bragt her.

Dorthe Refslund Christensen ser forældre, der har oplevet at miste deres børn, som en slags "first movers" på netop dette område.

– Vi oplever, at netop forældre til døde børn faktisk er en slags pionerer på det her område, fordi de insisterer på en form for synlighed og på at beholde det døde barn i deres hukommelse og i familielivet. Så det fremadrettede liv i familien også inkluderer det barn, der er dødt. Og det synes vi at se en tendens til mere åbenhed omkring, og mange har positive oplevelser af, at de føler sig enormt lyttede til, når de åbner op på internettet.

LÆS OGSÅ: "Du ved, at du overlever - du ved bare ikke hvordan"

Hun henviser til de mange sorggrupper på Facebook og til hjemmesider som mindet.dk, hvor man kan gå ind og tænde et lys for en afdød som eksempler på, hvordan folk bruger internettet til at bearbejde deres sorg.

Farvel til idealiseringen
Ifølge Stine Gotved, som er cybersociolog og forsker ved IT Universitetet i København er der generelt sket en udvikling i den måde, vi bruger de sociale medier på, som giver mere plads til, at vi også viser de mere tunge, konfliktfyldte og problematiske sider af vores liv:

– Jeg kan se en tendens til, at vi deler mere og mere, også af det problematiske, ligefrem det politiske. Det billede, vi viser af vores liv, bliver mere nuanceret i stedet for idealiseret, siger hun.

Psykolog og psykoterapeut Jacob Mosgaard, der blandt andet holder foredrag om sociale medier, har også lagt mærke til den tendens:

– Der er lidt en bevægelse fra, at vi bruger de sociale medier til at blive populære og få en masse likes, til at bruge det som et sted, hvor folk ser én og lytter til én. Og den feedback har man jo ofte brug for, når man står i svære situationer - også fra mennesker man ikke nødvendigvis har meget tæt på. Det er en feedback, der handler om genkendelse og forståelse. Vi får en fornemmelse af, at det faktisk betyder noget for folk at læse vores historier. At det, vi skriver, også er noget, vi giver til andre.

Til april venter Julie Kaufmann sig endnu et barn, en søn, som hun også ser som en lillebror til storesøster Freja. For Freja vil altid være der, og forestillingen om, hvem hun ville være blevet, og hvor gammel hun ville være blevet, hvis hun havde fået lov at leve, vil aldrig forsvinde, fortæller hun. 

– Det har naturligvis præget mig meget. Tilliden til livet blev jo taget fra mig. Derfor er jeg blevet meget mere bange. Jeg kan blive nærmest syg af at tænke på, om min kæreste Asger kører galt, når han er ude at spille med sit band i Tyskland. Jeg kan flippe helt ud over det. Jeg kan blive enormt bange for, at jeg selv skal dø, at Asger skal dø, at min familie skal dø, at mennesker, jeg holder af, skal dø. Det kan jo ske, det ved jeg nu, men jeg arbejder på at få lidt af tilliden tilbage, siger hun og tilføjer:

– Jeg hører rigtig tit, når folk prøver at trøste mig, at "du har jo så meget at være glad for". Men det er jo netop alt dét, jeg er bange for at miste. Jeg tror også, det er derfor, at jeg, som så mange andre, der oplever at være tæt på døden, har fået det sådan, at jeg ikke vil bruge tid på arbejde, relationer eller andre ting, som ikke gør mig glad. Jeg vil prøve at fylde mit liv med det, der giver mening for mig. Det, der giver mig energi til at fortsætte.

Julie Kaufmann skriver stadig om Freja på Facebook. 

LÆS OGSÅ: Joan Didion: "At skrive den var som at sætte sig ned og græde"

LÆS OGSÅ: Er dette i virkeligheden det største tabu?

LÆS OGSÅ: Derfor delte du Bowie-billeder og Rickman-videoer

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok