Kære brevkasse: Min mand vil ikke lade mig se min veninde længere

Min mand og jeg er i begyndelsen af 60'erne og har et vennepar, som vi har kendt igennem mange år. Sidste sommer gik kvinden fra sin mand, hvilket kom som et chok for ham, og han gik efterfølgende helt ned med flaget.

Da han er min mands ungdomsven, og det er derfra, vi kender parret, var det for min mand helt naturligt, at det var hans parti, vi tog. Det accepterede jeg, selvom jeg holder så meget af hende og i lang tid har følt, at hendes mand var faldet lovlig meget af på den.

Han har det med at brokke sig, og han er typen, der fortæller de samme gamle historier igen og igen. I mine øjne er han blevet gammel alt for tidligt. Jeg forstår på det hele, at det også har været medvirkende til, at hans kone gik fra ham.

Mit problem er, at jeg savner hende. Vi talte altid så godt sammen, og jeg betragtede hende som en god og klog veninde – og dem har jeg ikke for mange af.

Hun har kontaktet mig pr. mail og spurgt, om vi ikke kan ses, fordi hun også savner mig. Da jeg nævnte det for min mand, blev han vred og sagde, at vi skulle bakke op om manden, da det jo er ham, der er blevet forladt.

Han har det stadig meget dårligt, han er bitter og hænger fast i forholdet – hvilket jeg også er træt af at høre på, for han kommer her en hel del og formår altid at dræne stemningen med sit dårlige humør.

Min mand er enig med mig i, at han snart ikke er til at holde ud at høre på, men han mener stadig, at det er ham, vi skal tænke på og støtte. Jeg savner hende dog virkelig meget i mit liv, men kan jeg tillade mig at tage kontakt til hende? N.N.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: Hvorfor bliver jeg konstant vraget af mænd?

Vibekes svar

Det er altid svært, når et nært vennepar går fra hinanden, for ligegyldigt, hvor diplomatisk man forsøger at gå til værks, så ender det tit med, at man bliver tvunget til at vælge side, fordi der er så mange sprængfarlige følelser involveret.
Det kan da også være en god idé for en tid at støtte op om den part, man er tættest på – uden dog at fordømme den anden part. I jeres tilfælde tænker jeg da også, at I da har gjort det rigtige ved at støtte jeres ven, men nu er der så gået et års tid, og nej, man kan ikke forvente, at manden er kommet sig over sin skilsmisse, men er det ikke på tide, at verden nu får lov til ligne sig selv igen?
Her var det jo et faktum, at du knyttede et nært venskab med hans kone. Hvorfor du skal blive ved med at være forhindret i at se hende, har jeg svært ved at forstå, det var jo ikke dig, der var skyld i skilsmissen.

Det, synes jeg, du skal tale med din mand om. Lad være med at begynde at diskutere, hvorvidt din mands ven er bitter og dum at høre på. Hold dig ude af selve skilsmissekonflikten, men hold fast i, at ekskonen var din veninde før skilsmissen, og at ingen andre end du og hun har ret til at bestemme, om jeres venskab skal fortsætte efter den eller ej. Din mand eller hans ven har heller ikke ret til at bruge dig som et gidsel for at straffe ­ekskonen ved at forhindre jer to i at se hinanden.

Så skynd dig at ringe til din veninde. Skulle din mand eller hans ven beklage sig over det, så gør dem klart, at livet går videre, du holder af dem begge, men du har ret til at se, hvem du vil. Måske du ad den vej kan vise ­manden, at også han bør se at lette bagdelen fra stakkelstolen og komme videre med sit liv.