Kære brevkasse: Vores mor skaber konstant splid i familien

Jeg er 43 år og den yngste i en børneflok på tre. Mine søskende er 8 og 10 år ældre end jeg, og så længe, jeg kan huske, har vi ikke kunnet være under samme tag alle tre på én gang. Der er altid én, der skal holdes udenfor, og det har altid været vores mor, der har skabt balladen.

Det starter som regel med en fælles begivenhed, hvor alle inviteres, og alle siger ja til at komme, hvorefter vores mor begynder at ringe rundt og bagtale én af os på skift. Det er som regel usandt, hvad hun fortæller, altid noget med at én af os har talt grimt om en anden i søskendeflokken, eller om vores børn, eller ægtefæller. Af en eller anden grund hopper vi stadig på den og kommer op at skændes, og til slut melder mindst én af os ud, at vi ikke kommer, fordi vi er sure på de andre.

Vores far døde for 10 år siden – han var familiens samlingspunkt, og han kunne styre vores mor. Siden han døde, er alt kun blevet værre. For nylig tog jeg initiativ til at samle mine to søskende uden at sige noget om det til vores mor, og vi fik snakket grundigt om problemet.

Min ældste søster mener, at vores mor er for gammel til, at vi bør tage det op med hende, mens jeg er helt klar på at tage en konfrontation. Men som vores bror siger, så dur det ikke, hvis vi ikke alle tre står sammen mod vores mor, så lige nu kommer vi ikke videre, og jeg kan bare sidde og vente på, hvad vores mor mon finder på næste gang.

Det her har længe belastet mit eget forhold til min mor, men da jeg heldigvis bor ret langt fra hende, bruger jeg det som undskyldning for at holde mig på afstand.

Men noget bør vi gøre? Jeg synes jo, vores familier burde ses lidt oftere. Hvad tænker du?
J.K.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: Skal jeg fortælle om min fætters hemmelighed?

Vibekes svar

Jeg tænker, at når jeres mor spilder så megen tid på at skabe splid, så bunder det dybest set i en dyb, menneskelig usikkerhed og en deraf følgende angst for selv at blive udstødt. Jeres mors ageren minder fuldstændig om mobberen, der mobber og udstøder, fordi hun selv er rædselsslagen for at være den, der bliver udstødt.

Men en ting er jeres mors opførsel, noget andet er din og dine søskendes reaktion. I din beskrivelse af jeres familiehistorie, lyder det, som om jeres mor gennem årene har haft lovlig meget held med at køre godt og grundigt rundt med jer.

Jeg synes, det er fint, at du får stoppet den adfærd ved at samle dine søskende uden jeres mor og fået tingene talt igennem. Derimod er jeg ikke sikker på, at dit ønske om at konfrontere din mor er den rigtige måde at løse problemet på. For konfronterer I jeres mor i fællesskab, så oplever hun det skrækscenarie, hendes sygelige opførsel dybest set bunder i. Nemlig, at det pludselig er jer imod hende. Den situation tror jeg ikke er særlig gunstig for, at hun ændrer sin adfærd.

Jeg synes også, du skal være opmærksom på, at du ikke selv begynder at overtage din mors opførsel. For gør du ikke det, hvis det pludselig handler om, at I tre søskende skal rotte jer sammen mod jeres gamle mor?

En ting er, at jeres mor har gjort alt for at skabe en masse splid, noget andet er, at I har ladet hende gøre det. Jeg tror, at hvis I koncentrerer jer om at ændre jeres egen villighed til at lade jer spille ud mod hinanden, så vil meget ændre sig.
Bliv derfor ved med at tale sammen. Lav også gerne ting sammen, hvor jeres mor ikke er med og lad være med at spilde tiden på kun at tale om hende.

Når jeres mor næste gang forsøger at skabe splid, så tal sammen og få lagt låg på gryden i stedet for at være med til at skrue op for ­blusset. Mærker jeres mor, at hun ikke længere har held til at tirre jer og skabe ­uvenskab, vil hun efterhånden stoppe sin tåbelige adfærd.