Kære Vibeke: “Min datter terroriserer sin familie

Min datter mødte for seks år siden en mand, som hun har fået to børn med. I forvejen har hun en datter fra et tidligere forhold, som hun stort set altid har stået alene med ansvaret for.

Jeg har et godt forhold til min datter, som er sød og opmærksom, men også en noget dominerende pige, der nok selv ved, hvordan hun vil ha' det. Desværre ser jeg hende ikke så tit, fordi vi bor i hver sin ende af landet, men her i den tidlige sommer tog jeg til København for at besøge familien og ha' lidt tid sammen med mine børnebørn.

Jeg havde glædet mig, men jeg må indrømme, at jeg endte med at rejse hjem et par dage før, jeg ellers havde planlagt det, for jeg var dybt chokeret over at se, hvordan min datter opførte sig over for ikke bare sin mand, men også sine børn.

Hun var sur og vrissende, fra jeg ankom. Hun beklagede sig over, at hun står alene med det hele – også det økonomiske – og at hendes mand er uduelig. Hun behandlede ham da også derefter. Hun kommanderede med ham og hånede ham både foran mig og børnene. Han er ellers en sød og rar fyr, men han er kommet helt under tøflen.

Hvad værre var, hun talte heller ikke pænt til sine børn. Hun var humørsyg, det ene øjeblik overstadig og grinende, det næste sur, indadvendt og anklagende – især over for sin ældste datter, der er en følsom pige på vej i puberteten.
Det var faktisk først om aftenen, når børnene var lagt, og hendes mand gået ind for at arbejde, at jeg anede den søde datter, jeg også kender, og det var gerne først efter et par glas vin. Jeg har aldrig set hende sådan.

Jeg rejste derfra og havde ondt af mine børnebørn og da også hendes mand, selvom jeg ikke forstår, hvorfor han ikke har slået i bordet. Kan jeg tillade mig at blande mig?

N.N.

Vibekes svar

Din datter opfører sig som et hysterisk og urimeligt barn, der bliver ved med at provokere og lave ballade, indtil der kommer én voksen og sætter hende på plads. Det, hun glemmer, er, at hun selv er voksen, og at hun ikke kan forvente, at hendes mand orker at være den, der hele tiden skal slå i bordet for at få hende til at opføre sig bare rimeligt.

Hvor har jeg lidt for tit hørt om psykisk voldelige kvinder som din datter, kvinder, der ødelægger deres børn og deres ægteskaber med lunefuldheder og manglende respekt over for deres familie. Det kan godt være, at der bag din datters barnagtige opførsel gemmer sig alvorlige problemer som f.eks. stress, men det må hun jo som det voksne menneske, hun er, i talesætte og så få løst.
Og jo, jeg synes helt sikkert, at du skal få talt med din datter og fortælle hende, hvordan du oplevede besøget, og hvordan du så, at dine børnebørn mistrivedes og dukkede sig. Lad være med at anklage hende, for så går hun i defensiven og trækker sikkert bare offerkortet. Fortæl i stedet, hvad du så og oplevede, og hvor ondt det gjorde dig.

Og så synes jeg helt sikkert også, at du næste gang, I er sammen, skal stoppe hende og sige fra – også mens mand og børn ser til – for så kan de i det mindste få lov til at opleve, at nogen tør sige fra, og det kunne forhåbentligt lære dem et og andet.