Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: “Jeg læser min kærestes beskeder til andre kvinder”

Jeg har smuglæst i min kærestes ­beskeder til andre kvinder. Hvad gør jeg nu? Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af:: Michael Robak
10. feb. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i tre år, og i de sidste to år har vi ikke været seksuelt sammen. Min kæreste har erkendt, at han ikke har særlig meget lyst – men derudover har vi det fantastisk, så på sin vis kan jeg godt se bort fra det manglende sexliv. Det store problem er, at min kæreste i perioder ikke kan lade være med at opsøge kvinder – gamle veninder eller kvinder på Facebook. Jeg har opdaget det nogle gange og konfronteret ham med det. Først ­benægter han, og så indrømmer han og cutter forbindelsen. Nu har han mødt en ­kvinde, som han ikke har været sammen med, men som han har skrevet meget med. Denne gang ville han ikke indrømme det, og jeg smed ham ud. Det holdt dog kun én dag, da han gav mig en ubetinget kærlighedserklæring. Men han har IKKE afbrudt kontakten til kvinden. Jeg ­kender koden til hans telefon og har læst de indledende "uskyldige" beskeder. Jeg har bedt ham om at gå, hvis han mener, det er alvorligt med kvinden. Men han elsker mig, siger han og benægter stadig. Hvad sker der med manden? Skal jeg ­indrømme, at jeg har læst nogle af beskederne?
PS: Til morgen havde han lagt sin telefon til opladning på gulvet, og jeg kom til at sparke til den. Da jeg lagde den på plads, så jeg en morgenhilsen fra kvinden. Jeg snager ikke mere men har nu et "uforskyldt" bevis på, at de stadig har kontakt.
Mange hilsener Den Paniske

Kære Paniske
Lad os tage det principielle først: Man skal ALDRIG snage i sin kærestes telefon. Selv banaliteter og uskyldigheder kan vokse sig store og farlige, og man er efterladt helt alene med sin tvivl og tungsind, fordi man ikke kan referere til det forbudte, man har læst. Derudover er det også ulovligt, så det er på alle måder en dårlig ide – også selvom jeg sagtens forstår mekanismerne bag. Nu har du læst beskederne, og de snurrer som dårlig junk i din krop, så på trods af ovenstående opsang, så synes jeg, at du skal konfrontere ham med din viden. Du får alligevel ikke ro, før I får talt om det. Samtidigt bør du spørge dig selv, hvorfor du vil være i et forhold, hvor din kæreste gentagne gange tager kontakt til andre kvinder og fortsætter på trods af dine "afsløringer". Det er vigtigt at være tryg i et forhold, og det er du ikke. Vil du stå model til det? Eller ville det være bedre at finde sig en kæreste, der opfører sig ordentligt og som også har lyst til sex – med dig? Tænk lidt mere på dig selv! Du har allerede været rigeligt tålmodig.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil have vores lille datter ud af dobbeltsengen”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Aftalen var “kun sex” - nu har jeg fået følelser for ham”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal jeg lægge min humørsyge veninde på is?”