Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: “Min kæreste vil ikke røre mig - eller røres ved”

Jeg savner berøring fra min kæreste, kan jeg gøre noget, spørger en læser i dennes uges brevkasse. Læs ­svaret fra Go’morgen Danmark-vært ­Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af:: Michael Robak
30. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak
Jeg har det store problem, at min kæreste ikke bryder sig om berøring. Da vi mødte hinanden for cirka tre år siden kunne vi ikke holde fingrene fra hinanden. Kælede, kyssede og havde masser af sex. Men efterhånden har han trukket sig mere og mere tilbage. Jeg tror, det er ubevidst, men det får mig til at føle mig usikker, ­utiltrækkende og uelsket.
Jeg kommer fra en stor søskendeflok, har tre børn, og vi har altid været ­meget fysiske. Vi slås for sjov, kilder, krammer og klør hinanden på ryggen. Han er enebarn og har forklaret, at han aldrig blev kysset og krammet af sin mor, da han var lille. Vi flyttede sammen for cirka to år siden, hvor vi talte om problemet, og han lovede at ­arbejde med det. Det hjalp i en periode, men nu er det helt galt. Hvis jeg rører ham, når han sover, trækker han helt ud på kanten af sengen og vender ryggen til. Vi giver hinanden et tantekys om ­morgenen til ­farvel, og sex er blevet til et månedligt fænomen.
Jeg savner berøring! Jeg savner at røre ved hud! Men jeg har ikke lyst til at tigge og bede om noget, der ikke gives med glæde. Kan jeg gøre noget?
Venlig hilsen Karen.

Kære Karen
Vi kommer alle et sted fra, og de handlingsmønstre, der bliver podet i os som børn, kan være meget svære at ændre på, så det er en kompliceret problemstilling, du er havnet i, men lad os tage det lidt ad gangen. Du har foreløbig gjort det rigtige: Åbnet munden og forsøgt at få en dialog i gang. Skal du fortsætte med at gøre eller sige noget på trods af de manglende resultater? Ja! Hvis du ikke foretager dig noget, er der stor ­risiko for, at jeres forhold tørrer ud. Du bliver allerførst nødt til at finde ud af, om der er andet end hans berøringsfattige familie, der er skyld i jeres problemer. Ligger hunden begravet et andet sted? Er han stresset over at være flyttet sammen med dig og dine børn? Hvordan ville han gerne have, at jeres samliv så ud, hvis det var ham, der bestemte? Og så selvfølgelig hovedspørgsmålet: Hvad er hans eget forslag til at imødekomme dig uden, at han føler sig presset? Måske dukker der en løsning op i den samtale. Hvis ikke, så synes jeg, I skal opsøge en professionel. Jeres problemer er komplicerede, men ikke umulige at løse for en god parterapeut.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan gør jeg ham klar til at få børn med mig?”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Jeg savner romantik og nærvær fra min kæreste”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvor tit skal man dyrke sex, når man er i et forhold?”