Veninder
SPONSORERET indhold

Kære veninde: Hvorfor spørger du aldrig ind til mig?

Minutterne føltes lige så langsomme og dræbende som på et løbebånd, når min veninde aldrig spurgte ind til mig over den obligatoriske kaffedate. Ligegyldigt hvilket emne, jeg serverede på tallerkenen, endte det aldrig med at være mine tanker, vi delte. Vi har mistet kontakten, men forleden blev jeg alligevel mindet om hende igen.

Af:: Frederikke Pontoppidan Foto: Amalie Holm
27. jan. 2017 | Livsstil | ALT.dk

I fredags gjorde jeg klar til at møde en af de veninder, hvor man stiller en flaske rødvin frem, sørger for at spare på stemmebåndet flere dage i forvejen og har samme fornemmelse i maven, som lige før lønningsdag.

Otte timer efter hendes ankomst var samtalen kun blevet afbrudt af tissepauser. Vi kom omkring alt fra familiekonflikter og anekdoter fra parforholdet til "kan du huske dengang, vi blev alt for fulde til gymnasiefesten?" I ved, som man plejer.

Vi rundede dog et skarpt sving i løbet af de sene aftentimer, da min veninde fortalte, at hun for nylig havde rejst tværs gennem landet for at besøge en veninde, der ikke én gang havde spurgt ind til hende. I en hel weekend. De havde altså talt i 20 stive timer udelukkende om den ene af dem, plus minus sove- og stilhedspauser.

Hvis der er ét tidspunkt, hvor et bandeord er passende, så er det virkelig nu. For hvad fanden foregår der?

LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lave én ting om hos din veninde, hvad skulle det så være?

Det virker som det mest alvorlige brud på venindeloven, hvis vi "glemmer" at spørge ind til hinanden. Og jeg tillader mig at give "glemme" et par kaninører, da det virker helt mærkværdigt, at vi overhovedet kan glemme at spørge ind til den andens liv.

Forstå mig ret: Nogle aftener kan være dedikeret til et bestemt emne, hvis min veninde eller jeg selv har behov for det, men jeg har aldrig tilladt en veninde at gå ud af døren, uden at jeg har spurgt hende, hvordan hun har det. Jeg er jo også interesseret i hendes liv og tanker, ellers ville jeg ikke have mødtes med hende.

Bevares, jeg har da også selv siddet og gabt på indersiden, hvis emnet ikke lige interesserede mig. Men det gælder for alle forhold i mit liv, at jeg må oppe mig og spørge ind til den kedelige arbejdssamtale eller den velkendte historie fra barndommen. For der er jo nok en grund til, at den bliver fortalt.

Det er ikke fordi, jeg mener, at vi skal være helt overinteresserede i alle emner, men vi kan da som udgangspunkt spørge bare lidt ind til det, vores veninder fortæller os. Og skulle du af uforklarlige årsager ikke vide, hvad du skal spørge din veninde om, næste gang I mødes over en latte, får du her tre bud: "Hvordan har du det? Hvordan går det på arbejdet? Hvordan har din familie det?"

Værsgo.

Jeg skriver alt det her, fordi jeg også selv har haft en veninde, der aldrig spurgte ind til mit liv. Og lur mig, om ikke der er mange af jer, der enten står i samme situation eller kan nikke genkende til beskrivelsen.

Vi ved jo allesammen, at det en dag ender med, at vi ikke længere inviterer veninden over. Og når hun prikker os på skulderen for at lave en kaffeaftale, bliver man pludselig typen, der godt kan forsvare at stikke hende en hvid løgn, så man ikke skal tvangsindlægges til at agere psykolog i fem stive timer uden at runde de tanker, der går os allermest på.

Det er brandærgerligt at ende dér. Men det er endnu mere ærgerligt aldrig at få sagt det til veninden. Jeg kan af bitter erfaring fortælle, at det ender med, at I aldrig taler sammen igen, og at venskabet smertefuldt løber ud i sandet.

Og i mit tilfælde er det værste næsten, at vi begge er kommet uafsluttet og uforløst ud af venskabet, fordi jeg troede, at hun ikke var interesseret i mig og mit liv. Og hun har garanteret ingen idé om, hvorfor jeg bare stoppede med at have tid og lyst til at se hende. Selvom det i mine øjne står soleklart.

LÆS OGSÅ: 8 gode råd: Sådan bliver du en bedre veninde

Derfor kommer jeg her med en stille opfordring: Spørg lidt dybere ind til din veninde næste gang, I mødes. Og reflektér over, om du gjorde det sidste gang, du så hende.

For mit vedkommende er jeg efter mit forliste venskab blevet endnu mere bevidst om altid at vise ekstra interesse i mine veninder. Og så vil jeg nok altid ærgre mig lidt over, at jeg aldrig spurgte, skrev eller bare hviskede:

"Kære veninde, hvorfor spørger du aldrig ind til mig?"

 

LÆS OGSÅ: Model Justine LeGault: "Jeg er mere end bare min størrelse"

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin"