Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Karen Blixen blev inviteret på middag af Adolf Hitler. Men sagde nej
Foto: All Over Press og Getty Images | Den tidligere storvildtjæger Karen Blixen med trofæ om halsen og triumferende blik i 1961.
Eurowoman

Portræt af Karen Blixen

Karen Blixen blev inviteret på middag af Adolf Hitler. Men sagde nej

Del på

Tanne, Isak Dinesen, baronessen på Rungstedlund.Berømt barn har mange navne, og Karen Blixens var lige så forskelligartede, som hendes liv var både farverigt og fyldt med romantisk tragedie. Vi tegner et portræt af den første danske forfatterinde, som blev internationalt kendt, og hvis mange samtidige fans talte Ernest Hemingway og Marilyn Monroe.

Af Lise Ulrich | 27.jan.2016 | Nyt

Til sidst, i 1962, var der ikke meget tilbage af hende, den store fortællerske, baronessen på Rungstedlund, kaffeplantagens stålsatte ejerinde. Uhyggelig tynd og hulkindet som et skelet efter et livslangt sygdomsforløb sov Karen Blixen ind 7. september, 77 år gammel, med tre venner og sin trofaste husholderske ved sengekanten.

I årtierne forinden havde den lille, skrøbeligt udseende kvinde imidlertid nået at skrive sig ind i danmarkshistorien som en af landets vigtigste forfatterstemmer, taget USA's societyspidser med storm og sat Kenya på det litterære landkort med mesterromanen Den afrikanske farm. Såvel som afslået en personlig invitation fra Adolf Hitler og fået sit hjerte knust flere gange, end nogen burde bære.

Historien om Karen Blixens liv er det stof, fantastiske fortællinger er gjort af, og i dag, 130 år efter hendes fødsel, fascinerer og inspirerer forfatterinden stadig.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg har opnået en større frihed, fordi jeg ikke har haft børn"

Pigen fra Rungstedlund
Karen Blixen voksede op på det idylliske gods Rungstedlund i Nordsjælland som nummer to i en børneflok på fem. Godset, som tidligere fungerede som kro, havde i århundreder dannet ramme for mangt et dansk kunstnerbesøg, og både digteren Johannes Ewald og forfatteren Ludvig Holberg havde i tidens løb opholdt sig i de lokaler, hvor Karen Blixen langt senere skulle skrive sine verdensberømte værker.

Hendes far var den kendte Wilhelm Dinesen, krigsveteran, forfatter, opdagelsesrejsende og folketingsmedlem, og moren finansministerdatteren Ingeborg Westenholz fra en af landets rigeste familier. Tanne, som familie og venner kaldte Karen Blixen, var derfor en privilegeret, men også meget kreativ pige, der allerede som 11-årig skrev sit første teaterstykke, Hovmod står for fald, der blev opført i Rungstedlunds stuer for et stolt familiepublikum.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Men forfatterindens barndom blev også præget af sorg, da faren begik selvmord kort før Karen Blixens 10-års fødselsdag. Efter et politisk nederlag hængte Wilhelm Dinesen sig, og først langt senere blev det kendt, at han også havde lidt af syfilis såvel som stor skam over at have fået en datter uden for ægteskabet – med svigerfamiliens tjenestepige, intet mindre. Farens selvmord gjorde Karen Blixen permanent bange for at blive forladt af sine elskede. En følelse, hun som voksen kom til at kende sørgeligt intimt.

Også farens farverige liv – han havde bl.a. deltaget i slaget i 1864 og levet som pelsjæger blandt indianere i Nordamerika – kom til at forme Karen Blixen. Og da hun som 22-årig udgav sin første novelle, Eneboerne, var det under pseudonymet Osceola, et indiansk høvdingenavn inspireret af farens udgivelser under det ditto indianske pseudonym Boganis, som betyder 'Vilde nødder'.

Kunstnerdrømme
Efter farens død blev Karen Blixen og hendes søskende opdraget af moren, mormoren og en række stærkt troende mostre på Rungstedlund. Det skortede hverken på kærlighed eller generøse mængder lommepenge, men selv om den unge Tannes dagligdag var fyldt med begunstigelser – privatlærerinder, sejlture på Øresund og fester med Danmarks high society – havde pigen udlængsel.

Hendes eventyrlystne far havde lært hende at elske den vilde natur og gå på jagt, og Karen Blixen higede efter verden uden for landets grænser. I teenageårene rejste hun således på ophold i både Schweiz, Norge og Skotland, men det var ikke forfatterdrømme, der dengang styrede den, efter morens mening, rebelske piges interesser. Karen Blixen var nemlig en talentfuld maler og blev optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder i København, hvor hun gik i to år, inden hun rejste til Paris, Rom og Firenze for at fortsætte uddannelsen. Selv om hun havde talent, følte Karen Blixen sig alligevel aldrig på samme kunstneriske niveau som sine klassekammerater, og storbyernes berusende liv distraherede hende:

"Jeg kan med god samvittighed sige, at jeg ikke bestilte det allermindste," udtalte hun senere om de formative år med fester og nye internationale bekendtskaber.


Forfatterinden med en cigaret i den ene hånd og et graciøst vink i den anden efter ankomsten til USA i 1959.

Fra en bror til den anden
Vel hjemme i Danmark efter sine 'kunstrejser' kastede Karen Blixen sig i sine tidlige 20'ere helhjertet ind i societylivet. Hun festede med jævnaldrende fra landets godser, og selv om hendes mor og mostre nok mente, at den unge kvindes klassesnobberi var en kende uklædeligt, var det til en af disse fester, at Karen Blixen mødte sit livs første store kærlighed: den svenske baron og konkurrencerytter Hans von Blixen-Finecke, som også var Karen Blixens halvfætter. Hans var en karismatisk charmør og eftertragtet ungkarl, men desværre gengældte han ikke Tannes vilde affektion. Efter således at have sukket forgæves efter Hans i et par år, slog Karen Blixen sig til tåls med det næstbedste: Hans' tvillingebror, Bror.

Parret blev forlovet i 1912, og sammen rejste de i 1914 til Kenya for at prøve lykken som kaffeplantageejere. Det britisk koloniserede Østafrika var dengang et slaraffenland for adelige entreprenører, som på savannen søgte at genskabe noget af den adelens storhed og magt, der i Europa var på hastig retræte. I takt med, at skiftende politiske vinde varslede nye, socialistiske tider. Karen Blixens familie skød en ordentlig sjat penge (16 mio. kr. efter vor tids målestok) i hendes og Brors nye farm, og de to blev gift ved en ceremoni dagen efter ankomsten.
Uheldigvis vidste hverken Bror eller Karen Blixen det mindste om at dyrke kaffe, og da første verdenskrig brød ud samme år, sendte det politiske og økonomiske chokbølger helt til det østafrikanske udflyttersamfund. Bror blev midlertidigt mistænkt for at være tyskvenlig, mens Karen Blixen blev alvorligt syg, smittet med syfilis af sin egen mand.

Vendepunktet i Kenya
Akkurat som Karen Blixens far havde været påvirket af syfilis, fik sygdommen også voldsomme følger for forfatterinden, som kom til at døje med eftervirkningerne af de middelalderlige kviksølvbehandlinger, man dengang anvendte som kur. Karen Blixen blev steril, mistede en del følelse i benene, og hun kom sig aldrig helt igen. Derudover fandt hun på sit sygeleje ud af, at Bror havde været hende utro med en længere række kvinder. Et svigt, Karen Blixen senere beskrev, som om "kløer blev slået i mit hjerte", og hun blev "rusket og tumlet af vilddyr." Ikke overraskende begyndte ægteskabet at knage, og da de på farmen i 1917 fik melding om, at Hans var styrtet ned med sin hobbyflyver og omkommet, blev hun fuldstændig slået ud.

Men disse begivenheder blev også et vendepunkt i hendes liv. Det skulle være løgn, om hun lagde sig ned og sygnede hen, så i stedet kastede Karen Blixen sig ud i sine egne udenomsægteskabelige affærer. Bror affandt sig med sin kones behov – han frabad sig blot at høre om hendes eskapader – og herefter levede parret i en slags åbent, men ikke videre lykkeligt forhold.

LÆS OGSÅ: Patti Smith: "Jeg kunne aldrig forestille mig at gå op i likes"

Lykkeligt og stormombrust var til gengæld Karen Blixens forhold til Afrika og dets folk. Hun forelskede sig øjeblikkeligt i kulturen, de betagende landskaber og menneskene, hvis levevis og livssyn hun fandt dybt berigende. I hendes senere skriverier om tiden i Afrika, særligt i bøgerne Den afrikanske farm (1937) og Skygger på græsset (1960), stråler hendes kærlighed fra papiret i tænksomme, ofte poetiske skildringer af livet på savannen og blandt kikuyu-stammefolket, som forfatterinden knyttede stærke, personlige bånd til. I et brev til sin mor fra 1920 skrev hun bl.a.:

"Nu har vi set Afrika i horisonten, og gid nu det kære, elskede land vil tage imod mig med samme venlighed, som jeg hilser det med. – Jeg synes dog, at det er dér, mit liv ligger; jo nærmere jeg kommer det, jo mere føler jeg de stærke bånd, som binder mig til det."

Dette brev, sammen med flere andre, er udgivet i samlingen Breve fra Afrika 1914-31, der giver et utroligt indblik i Karen Blixens højtflyvende op- og nedture i disse år. "Afrika skabte mig," sagde forfatterinden slet og ret.

Den afrikanske farm
Allerede i 1916 var Karen og Bror Blixen flyttet til en bedre beliggende farm ved Ngong Hills, købt af familieaktieselskabet The Karen Coffee Company Ltd. (Hjemme i Danmark havde forfatterindens familie stadig tillid til, at udflytterparret kunne vende års dårlig høst på den første farm til økonomisk succes). Det er denne farm, de fleste kender fra Karen Blixens skriverier, hvor prominente gæster som Prinsen af Wales kom på besøg, og hvor filmklassikeren Out of Africa (da. Mit Afrika) med Meryl Streep og Robert Redford udspiller sig. For allerede året efter Hans' død mødte forfatterinden sin mest skelsættende kærlighed: Denys Finch Hatton.

Denys var en britisk storvildtjæger, adelsmand og officer, som formentlig mindede Karen Blixen om faren Wilhelm Dinesen. Og selv om han måske ikke just var nogen Robert Redford efter moderne standarder, blev hun hovedkulds forelsket. Denne gang blev hendes følelser gengældt, og de to indledte et kærlighedsforhold, der på godt og ondt skulle vare i 13 år.

I Danmark var familien dog begyndt at bekymre sig noget over historierne om Karen og Bror Blixens besynderlige ægteskabelige arrangement, og hendes lillebror Thomas Dinesen rejste derfor i 1921 på besøg i Kenya for at få syn for sagen og tage en alvorlig snak med sin svoger. Det endte med, at Bror pakkede sine ting og forlod farmen for bestandig. Og selv om Karen Blixen til at begynde med modsatte sig skilsmisse, muligvis mest fordi hun ikke ville risikere at miste sin baronessetitel, blev parret endeligt skilt i 1925 (titlen beholdt forfatterinden livet ud).

Efter Brors exit gjorde Denys og hans elskede grammofon farmen til deres hjem ind imellem de mange safarier og rejser, jægeren konstant drog ud på. Og i årene, der fulgte, var Karen Blixen sporadisk så lykkelig, som hun nogensinde blev. Hun og Denys fløj ofte sammen over de afrikanske landskaber i hans lille fly, og forfatterinden gengav henført på skrift den vilde frihedsfølelse af at have vinger. I 1930 skrev hun fx følgende til sin mor:

"Jeg har selv haft et par af de dejligste dage, for Denys kom her på farmen i torsdags og rejste igen i går. Det er en magisk virkning, som han har på mig; aldrig nogensinde har jeg kendt en lignende lykkefølelse som i hans selskab, det er, som om jeg fik lys og luft efter at have været længe inde i en stue. Jeg var oppe og flyve med ham i går, og om der nu overhovedet kunne eksistere en større lykke for mig end at flyve over Ngong med ham, anser jeg for tvivlsomt."


Karen Blixen på sin sidste rejse til USA i 1959.

Højt at flyve
Karen Blixen var en gudbenådet historiefortæller, længe inden hun fik sin egentlige forfatterdebut, og om aftenen på farmen underholdt hun ofte Denys med sine eventyrligt snørklede og livskloge historier, gerne med tankevækkende moraler. Men parrets forhold var dog ikke altid ren rosenrød lykke foran pejsen eller på adrenalinpumpende løvejagter. Denys var nemlig ikke meget for at binde sig, og som årene gik, blev Karen Blixen i stigende grad mere og mere besat af tanken om at holde på sin flyvske elsker. Hun ønskede sig brændende et barn, og da hun som 41-årig i 1926 troede, at hun var blevet gravid, skrev hun et begejstret telegram til Denys, hvori hun kaldte sit ufødte barn for Daniel. Denys svar var kort og klart: "Tilråder indtrængende annuller Daniels besøg."

Karen Blixen forsøgte igen at skrive til sin elskede, som blot blev endnu mere kold: "Modtaget dit telegram og svarer gør som du vil med Daniel da jeg ville byde ham velkommen hvis jeg kunne tilbyde kompagniskab men det er umuligt STOP." Budskabet var tydeligt og smerteligt: Denys ville intet have med barnet at gøre og havde ingen intentioner om at gifte sig med hende. Det vides ikke, om hun faktisk var gravid og aborterede, men i hvert fald kom intet barn til verden. Hun forsøgte senere at begå selvmord efter endnu et skænderi med sit hjertes udkårne, som nu trak sig længere og længere væk.

Det var ikke kun omkring hendes forhold til Denys, at mørke skyer samlede sig i slutningen af 20'erne. Også på farmen gik det sløjt til, og Karen Blixens økonomi lå efterhånden i ruiner, og i 1930 måtte den ellers så stålsatte kvinde give endeligt op på sit afrikanske eventyr. Farmen blev sat til salg, og hun stod over for en skillevej. Men smerten over at miste farmen var intet imod det følelsesmæssige chok, der ramte, da Denys i 1931 styrtede ned med sit fly og døde, præcis som Hans von Blixen-Finecker have gjort det. På ulykkelig og paradoksal vis blev Karen Blixens saligste minder, flyveturene over Kenya med Denys, nu farvet af død og tab. Endnu en mand havde forladt hende, og Denys blev lagt til hvile på den høj ved Ngong Hills, hvor han og Karen Blixen havde aftalt af blive begravet sammen.

Gensyn med Rungstedlund
I en alder af 46 vendte Karen Blixen hjerteknust, fallit og udpint af sin syfilissygdoms efterveer tilbage til Rungstedlund, hvor hun flyttede ind hos sin mor. Hun var deprimeret, havde ikke engang råd til at købe cigaretter og syntes, at hele hendes liv lå bag hende, glemt og begravet i Afrika. Både moren og broren Thomas var dybt bekymrede, men en dag vendte hun sit sortsind på vrangen og rejste sig – på samme måde som i Afrika næsten 20 år tidligere. Hun spurgte sin lillebror:

"Jeg kan tre ting i livet: Jeg kan tegne, jeg kan lave mad, og jeg kan fortælle historier. Hvad synes du, jeg skal sætte mig for?"

Thomas, som selv skrev, læste et par af sin søsters fortællinger og rådede hende til at forsøge at få dem udgivet. Som sagt så gjort: Igennem en af mostrenes forbindelser kom Karen Blixen i kontakt med et amerikansk forlag – hun skrev alle sine historier på formfuldendt engelsk – og som 48-årig debuterede hun i USA under det mandlige pseudonym Isak Dinesen. Novellesamlingen Seven Gothic Tales (da. Syv fantastiske fortællinger) blev en dundrende succes, der strøg direkte ind på bestsellerlisterne og fik de amerikanske anmeldere til at falde bagover af begejstring.

Herhjemme rygtedes det snart, hvem der gemte sig bag Isak Dinesen, og pludselig havde Danmark sin første, internationalt kendte kvindelige forfatter. Og mens Berlingske Tidendes anmelder mente, at bogen med sine mytologiske fortællinger var decideret pervers ("alle dens unge mænd ifører sig deres søstres tøj, og alle de unge kvinder går på vildsvinejagt," skrev han med foragten dryppende fra sin pen), var datidens store danske forfatter Tom Kristensen anderledes duperet. Han kaldte Syv fantastiske fortællinger genial og sammenlignede Karen Blixen med selveste Søren Kierkegaard. Det har uden tvivl varmet forfatterinden, som selv var vældig inspireret af den danske filosofs værker, og som endda skrev et modsvar til Kierkegaards berømte tekst En forførers dagbog med titlen Ehrengard.

Ridende på sin første bogs succes fik Karen Blixen blod på forfattertanden. I 1937 udkom hendes mest kendte roman, Den afrikanske farm, som blev endnu en international bestseller. Den er nu ikke, som mange tror, en ren selvbiografisk roman. Ej heller er det den, filmen Out of Africa er baseret på, men forfatterindens breve. Den afrikanske farm er et kærlighedsdigt til det folk, som gjorde så stort indtryk på Karen Blixen. I bogen omtales Denys fx kun sporadisk, mens bl.a. kokken Kamante og kikuyuerne beskrives i levende detaljer.

Peter Englund, formanden for Nobelpris-komiteen, udtalte senere, at det var "en fejl", at den danske forfatterinde aldrig vandt litteraturprisen, mens Ernest Hemingway, som selv modtog en Nobelpris i 1954, sagde, at han ville have fortrukket, at æren var tilfaldet "den smukke forfatter Isak Dinesen".


Baronessen plukker blomster i haven i Rungstedlund.

Hundjævlen
Da anden verdenskrig brød ud, meldte Karen Blixen sig som journalist for Politiken og rejste til London, Paris og Berlin for at skrive artikelserien Breve fra et land i krig. I Berlin blev forfatterinden overdynget med invitationer fra nazisternes topfolk, som gerne ville have den verdenskendte Karen Blixen til bords – deriblandt Adolf Hitler. Hun takkede nej og fortalte i mange år ikke nogen om det. Farvet af krigens tungsind og fanget i Skandinavien efter tyskernes invasion skrev hun novellesamlingen Vinter-eventyr i 1942 og husede ligeledes et antal af de danske jøder, der blev hjulpet over Øresund til Sverige.

Efter krigen holdt Karen Blixen ofte hof for tidens yngre forfatterspirer og kendisser på Rungstedlund, og mens champagnen flød, forførter forfatterinden særligt sine mandlige bekendtskaber med sit store vid. I denne periode udviklede hun sig til lidt af en hundjævel over for sine litterære myndlinge. På trods af at hun selv var blevet såret over Brors utroskab, opfordrede hun flere af dem til at være deres koner utro – ikke nødvendigvis med hende selv – og bemærkelsesværdig tæt blev hun med den unge, flotte forfatter Thorkild Bjørnvig, som endda flyttede ind på Rungstedlund, selv om han havde kone og barn. Det nære og ultimativt destruktive forhold mellem de to beskrev Thorkild Bjørnvig år senere i sin bog Pagten (1974), der skabte stor opstandelse blandt hendes venner.

Karen Blixens helbred blev stadig dårligere i 50'erne, og hun måtte ofte indlægges på Rigshospitalet, hvor hun sågar fik fjernet en tredjedel af sin mavesæk. Herefter blev det næsten umuligt for forfatterinden at spise og arbejde, men det lykkedes hende at diktere endnu tre bøger, deriblandt Skæbne-anekdoter, der bl.a. indeholder Babettes gæstebud (1958).

Sin sygdom til trods drømte forfatterinden om at komme til USA, og i 1959 rejste hun til det forjættede land med sin forlægger. Turen blev én stor positiv oplevelse for Karen Blixen, der blev modtaget som en ægte stjerne af bl.a. Marilyn Monroe og forfatteren Arthur Miller og sad model for fotografen Richard Avedon. Men rejsen blev også Karen Blixens sidste.
Tre år senere, få måneder før sit endeligt, udtalte baronessen fra Rungstedlund:

"Uden stort mod er det umuligt at leve. Man må have modet til at elske – og dertil sans for humor."

Og med det blev et smukt punktum sat for en af danmarkshistoriens mest fascinerende kvindeskæbner.


LÆS OGSÅ: Knud Romer: "Jeg blev 43 år, før jeg tog en pige med hjem juleaften. Og jeg vidste på forhånd, at det ville være en katastrofe"

LÆS OGSÅ: Finn Nørbygaard: "For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse"

LÆS OGSÅ: Frank Hvam: "Jeg er en grubler mere end en jubler"

Del på
Kommentarer (0)
Henter...