Katerina Pitzner sælger diamanter i millionklassen
Foto: PR-foto | 46-årige Katerina Pitzner er med i den nye sæson af TV3-programmet Købmænd på 1. klasse, der har premiere kl. 21 i aften.
ALT for damerne

Katerina sælger noget, alle kvinder elsker

Vi har talt med forretningskvinden Katerina Pitzner fra TV3-programmet "Købmænd på 1. klasse", der handler med diamanter i millionklassen og som godt kan føle, at hendes liv til tider minder lidt om en James Bond-film.

Af Sara Wilkins 03.nov.2016 Livsstil

Der skal være helt ro, når Katerina Pitzner tager sin lup frem for at nærstudere de sjældne, glimtende sten, som hun har været betaget af, siden hun var 17 år gammel. "Fortæl mig hvem du er," tænker hun ofte bag luppen. For alle diamanter har en sjæl og en personlighed, som skal tale til hende, hvis hun for alvor skal være interesseret i at købe dem.

Katerina Pitzner er én af verdens få kvindelige diamanthandlere og arbejder i en lukket verden, som de færreste kender til. Diamantbranchen er nemlig fuld af overvågning, overtro og uskrevne regler, fortæller hun. Den har sit helt eget diamantpoliti, specialtrænede sikkerhedstyrker og garvede "Godfathers," som man skal accepteres af, før man får lov til at handle på verdensplan.

Vi har talt med den 46-årige danske forretningskvinde, som er aktuel i TV3-programmet "Købmænd på 1. klasse," der har premiere i aften, om hendes atypiske job i diamantbranchen og om de små sjældne sten, som så mange i verden drømmer om at eje.

Hvad går jobbet som diamanthandler ud på?

- Jeg handler både som dealer på de forskellige diamantbørser i verden, og så handler jeg diamanter for private kunder. Det kan være til investeringsformål eller til smykkeformål, men jeg plejer at sige: Jeg sælger ikke diamantsmykker, men diamanter der sidder i smykker. For mig er det nemlig diamanterne, der er den aller vigtigste ingrediens i et smykke.

Hvordan vurderer man diamanter? Hvad trækker op, hvad trækker ned?

- Der er fire faste kriterier, som vi vurderer diamanter ud fra. På engelsk kalder vi det de fire C'er: Farven (color), vægten (carat weight), klarhed (clarity) og slibningen (cut). En diamant kommer i 16.000 forskellige kombinationsmuligheder, men det vigtigste er jo, at alle diamanter har en sjæl. Jeg vil kunne vise dig to forskellige diamanter, som har de samme fire C'er, men den ene vil på en eller anden måde være mere tiltrækkende end den anden.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Hvad er forskellen på en investeringsdiamant og en smykkediamant?

- Investeringsdiamanter er en meget lille og snæver kategori af diamanter, som har vist sig at være investeringsrigtige. Der er for eksempel nogle, der har vist sig, at de i løbet af de sidste 25 år aldrig nogensinde er faldet i værdi på trods af voldsomme økonomiske vanskeligheder i verden. De er meget sjældne. Smykkediamanter er også sjældne, men investeringsdiamanter er endnu sværere at få fat i.

Hvilken prisklasse ligger de diamanter, du handler med, typisk i?

- Det er typisk fra 250.000 kr. og opefter, når det er investeringsdiamanter. Når det er smykkediamanter og smykker i det hele taget, så er det typisk fra 10.000 kr. og opefter.

Hvad er den dyreste diamant, du har handlet?

- Det har været en investeringsdiamant, og den har haft en værdi på omkring fem millioner kr.

Hvad er det for en type kunder, du typisk handler med?

- Mine investeringskunder er typisk professionelle investorer eller forretningsfolk. Det kan være selvstændigt erhvervsdrivende eller andre med høje stillinger, som ønsker at sprede deres investeringsportefølje. Det er typisk nogle, der allerede har andre former for investeringer – aktier, ejendomme, kunst – som også gerne vil have en diamant. De ønsker ofte mere sikkerhed, fordi vi jo har set, at bankerne kan krakke overnight, at guldet kan rakke ned på en eftermiddag, og aktiemarkedet kan gå fuldstændig rabundus.

LÆS OGSÅ: 39 tips fra Tænk: Så nemt er det at gøre hverdagen mere grøn

Du har vurderet ædelsten og handlet med diamanter i over 20 år. Hvorfor blev du overhovedet interesseret i diamanter?

- Jeg er ret sikker på, at det har noget med min far at gøre. Han var meget forretningsdriftig, og da jeg var 17 år gammel, sagde han til mig, at han skulle vise mig noget særligt. Han tog et maleri ned fra væggen og bag maleriet var der en indmuret boks, som jeg ikke kendte til. Det var mega tjekket, syntes jeg, for det var dengang Dollars og Dallas kørte på tv og jeg tænkte: "Ok! Daddy cool har alligevel styr på det." Ud af boksen tog han en sort æske frem og gav den til mig. Det var en meget sjælden, fin og stor diamant på fem karat, som sad i en ring. På det tidspunkt vidste jeg intet om diamanter, men da jeg så den blev jeg fuldstændig forstummet og fik denne her wow-følelse i kroppen.

Jeg blev virkelig påvirket og spurgte ham, hvem den var til. "Det der er ikke til nogen," sagde han. "Det er min livsforsikring. Hvis alt går galt, så har vi den." Jeg husker det, som var det i går, for det var som om, at der skete en neurologisk kortslutning oppe i hjernen på mig. For det første havde jeg jo i mit 17 år gamle og naive ungpigesind aldrig forestillet mig, at noget "kunne gå galt." Jeg blev pludselig sårbar. Og for det andet: Hvis tingene gik galt, kunne den der lille diamant så virkelig redde hele familien? Dét har sat sig. Jeg har jo også været igennem op- og nedture i økonomien og kan mærke, at jeg har brug for sikkerhed.

Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig?

- Der er ikke en typisk hverdag for mig. Jeg kan befinde mig på kontoret inde i København, eller også er jeg i Antwerpen, hvor jeg er flere gange om måneden. Det er nemlig i Antwerpen, at 80 procent af verdens diamanthandel foregår. Ellers er jeg måske på sliberi i Tel Aviv eller på kundebesøg i Sydsjælland, hvor jeg skal vurdere en diamant på seks karat.

Du må komme ud til nogle ret vilde og utraditionelle steder?

- Ja, det er en meget speciel branche. Alene på grund af sikkerheden. De forskellige diamantbørser er nogle af de mest overvågede områder i verden. Branchen har også deres eget diamantpoliti, militærpoliti og specialtrænede styrker.

Det lyder næsten som en James Bond-film?

- Haha, ja, der er nogle gange lidt James Bond over det.

Hvordan fragter du diamanterne fra sted til sted?

- Det gør jeg slet ikke, og det er pga. sikkerhed. Vi har diamant-kuratorer, som gør the dirty work, siger hun og forklarer, at der findes mange uskrevne regler og koder i branchen, som man skal kende.

Ytrer man eksempelvis ordet "Mazal" betyder det, at diamanthandlen er uigenkaldelig. Man bliver sat på plads, hvis man tror, at der skal hyggesnakkes i en branche, der handler om store pengebeløb og benhård business. Og så må man for alt i verden ikke forelske sig i varerne, fordi det kan gå ud over forretningen, hvis man ender med at blive for kontrær i forhold til prisen.

- Engang skete der det, der ikke måtte ske. Jeg sad og vurderede en diamant og fik simpelthen julelys i øjnene. Jeg kan jo godt få tårer i øjnene nogle gange, når jeg ser de her sten. Men så sagde den gamle dealer, som har været i branchen i 35 år, til mig: "Ved du hvad, Katerina? Du og jeg sælger det mest ubrugelige produkt i verden." Dét sagde han kun for at provokere mig og for at hive mig ned på jorden igen.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Sådan undgår du vinterdepression

Hvad skal man gå efter, hvis man vil investere?

- Hvis det er til investering, så er det sjældenhed, og så skal det helst være naturligt farvede diamanter. Hvis det er til smykker, så skal man sørge for at have en høj farve, dvs. den skal være meget hvid i det. Der skal ikke være nogen synlige indeslutninger eller uklarheder i den. Man skal ikke kunne se en sort prik i stenen, for det er altså ikke særligt attraktivt.

Hvad er din egen yndlingssten?

- Jeg har solgt tre sten, som er fuldstændigt fantastiske. Der er ikke pga. af deres fine papirer, men fordi de har en sjæl og en udstråling, der nærmest er magisk. I øjeblikket er der en sten, jeg frygtelig gerne vil sælge. Det er én af de sten, som har en meget speciel udstråling, men den er også kostbar – den koster 1,25 millioner kroner. Jeg vil så gerne sælge den. Ikke for pengenes skyld men fordi, at så ved jeg, hvor den er i verden.

Fordi du drømmer om selv at eje den en dag?

- Nej, for jeg behøver faktisk ikke selv at eje stenene. Når der er noget, der er så smukt og magisk, så er det nok for mig bare at kigge på den. Når jeg sætter min lup på en diamant, så er det som om, at alt forsvinder.

Hvad er det, der er så fascinerende ved diamanter?

- Det er et usammenligneligt fantastisk produkt, der er skabt af naturen. Når jeg kigger på en sten, er det som at kigge på en flig af evighed. De er jo mellem tre og fire milliarder år gamle! Det er jo vanvittigt at tænke på. Dertil kommer alle de egenskaber, vi tillægger diamanter. De er uovervindelige.

LÆS OGSÅ: Populære tandpastaer ødelægger dine tænder

LÆS OGSÅ: Fremtidens kvindeliv: Vi bliver mindre ensomme og bedre til at blive skilt

LÆS OGSÅ: 9 apps der gør det nemt at være grøn

Katerina Pitzner

- Født i 1970.

- Bor i København og arbejder som diamanthandler og selvstændig smykkedesigner.

- Blev som 21-årig ansat hos smykkeforretningen Klarlund, hvor interessen for ure og smykker for alvor blomstrede. Efter et par år fik hun ansvaret for at købe diamanter og smykker til firmaet, inden hun senere i livet blev selvstændig med sit eget smykkefirma, Katerina Pitzner.

- Har skrevet bogen Diamanjægeren fra 2013.

- Alenemor til fire børn: Thalia på 23, Elvira på 19, Hector på 15 og Ofelia på 14.


Henter...