Katrine Stochholm
SPONSORERET indhold

“Jeg tror verden bliver et sjovere sted at være, hvis vi dropper fordommene”

Musiker Katrine Stochholm om Sveriges ­smukke skove, om at være fordybet i projekter og om evnen til at se kvaliteten i andre mennesker.

Af:: Linnea Støttrup Molbech Foto: M. Yasmin
18. jan. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er den vigtigste beslutning du har taget?
– Ikke at stile efter ydre mål. Det er fint at lægge planer for fremtiden og godt at ­drømme, så længe vi husker, at livet i sig selv er en gave. At trække vejret, at have det godt i nuet i kroppen og med sig selv og andre mennesker.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?
– De fleste af dem jeg kender og er tæt på, mest bare fordi de er dem.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– Evnen til at se værdi i forskellene mellem mennesker, evnen til hurtigere at få øje på kvaliteterne i andre mennesker, evnen til at hurtigere at føle sig forbundet med og på bølgelængde med andre mennesker. Jeg tror, det bliver ­nemmere med alderen at sortere i indtryk og at fokusere på det, der er godt. Så bliver det også nemmere at se igennem irrelevante overflader, hvor forskellighederne ofte bor. Indeni har vi jo rigtig meget til fælles. Jeg tror verden ­bliver et sjovere sted at være, hvis vi dropper fordommene lidt og lader være med konstant at fokusere på, hvad vi synes om alting.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Jeg har glemt det – det betyder ikke så meget for mig. Ros kan være et ekstra krydderi på tilværelsen. Men det er ikke noget, man kan leve på alene. Ros kan aldrig gøre det ud for nærvær og tid sammen.

LÆS OGSÅ: Marie Carmen Koppel: “Det er vigtigt for mig at være generøs og empatisk”

Jeg kunne aldrig finde på, at...
– ....holde op med at lytte til mig selv eller mine nærmeste, eller stemme på en af de politikere, der leder vores land i disse dage.

Kønsrollerne i dag er...
– ... stadig meget fastlåste nogle steder, men man skal huske, at det jo på mange måder er op til en selv at finde et rart og frit sted at være. Ærgerligt hvis nogle så alligevel ikke har den frihed eller ikke kan finde den. Det må vi prøve at lave om på.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at ­tænke på?
– Det nye kontanthjælpsloft, som regeringen netop har indført har ændret min måde at tænke på. Før det blev indført troede jeg, at vi i Danmark – uanset politisk ståsted – var enige om, at ingen mennesker skulle være tvunget til at leve i yderste fattigdom (integrationsydelsen ej at forglemme).

Hvis du skulle flytte til et andet land end Danmark, hvor ville du så flytte hen?
– Sverige. Smukke og endeløse skove, søer, man kan bade i, lang barsel, større åbenhed og ansvarlighed over for indvandring og det smukkeste sprog. Det skulle nok blive o.k.

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?
– Dyrk dine venner, tag på højskole, skab noget, dans, kram med dine venner, flyt i kollektiv.

Hvad er din største last?
– Jeg elsker at være fordybet i noget, og det betyder også, at jeg kan være ret grundig og lang tid om at færdig­gøre ting og projekter. Jeg er vild med den evne, men jeg tror godt, at andre kan irritere sig lidt over det. Det kan tage lang tid at realisere sine projekter. Derudover er jeg vild med god mad og chokolade.

Bedste juleminde:
– For to år siden, da jeg vågnede 1. juledag til lyden af legende børn og opdagede, at der var faldet sne! 

LÆS OGSÅ: Trine Jepsen: “Kærligheden til mine døtre er overvældende og det vildeste, jeg har oplevet”

LÆS OGSÅ: “Jeg er mere selvisk, end jeg troede”

LÆS OGSÅ: “Vi mennesker tager alt for meget for givet”