Katrine Wiedemann hader den ting, hun arbejder med hver eneste dag

Det giver ingen mening. Det giver ikke mening at leve af at instruere teater, når man hader det, som Katrine Wiedemann gør. Hadet er nært beslægtet med den intense kærlighed, der trods alt også indimellem rammer hende. Lidenskaben æder hendes energi og slider på krop og sind. Der er ikke overskud til at fokusere på noget som helst andet end det, der foregår på de skrå brædder. Som i intet andet. Katrine Wiedemann har givet fuldstændig op på NemID og e-Boks, hun vil slet ikke vide, hvordan man bruger de elektroniske adgangsbilletter til virtuelle rudekuverter, transaktioner og henvisninger, og når pærerne hjemme i lejligheden på Nørrebro sprænger, hænger lampeskærmene rundt omkring som mørke hatte, for der er hverken tid eller overskud til at skrue nyt lys i fatningerne. Siger hun for en gangs skyld ja til et middagsselskab, ved hendes venner efterhånden godt, hvor de kan finde hende klokken 22, når hun ikke længere sidder ved bordet, og desserten bliver serveret. Så har hun sneget sig ind i den anden stue og er faldet i søvn på sofaen.

Sådan er Katrine Wiedemanns tilværelse og tilstand gennem teatersæsonen, gennem vinteren. Siden sidste efterår har hun instrueret tre forestillinger: Et vintereventyr af Shakespeare på Republique, Don Juan af Mozart på Den Ny Opera og Vredens druer af John Steinbeck på Betty Nansen i København. Nu er det tid til at trække vejret, og hun mener det alvorligt, for ellers bliver hun syg, siger hun. Men det er lettere sagt end gjort. Hun skal tvinge sig selv til ikke som det første om morgenen at åbne computerlåget og sætte sig til at skrive. Hun arbejder altid med mange dokumenter i forskellige formater, dagbog, fiktion, noter og senest klummer. Hun er blevet fast klummeskribent hos Information, som hun leverer sine tanker på tekst til hver fjortende dag. Det passer hende virkelig godt. Hun har altid skrevet, men det var først sidste sommer, hun første gang fik sine ord udgivet i form af erindringsbogen Ved gudernes bord, hvor hun beskriver sin kamp med teatret. Den bog har givet hende endnu mere lyst til at skrive, skrive, skrive. Men ikke på bekostning af arbejdet med teatret. I hvert fald ikke endnu. Til sommer skal hun til Norge og instruere Det gode menneske fra Sezuan af Bertolt Brecht på Den Nationale Scene i Bergen.

LÆS OGSÅ: Modellen May Simón om at opløse grænserne mellem kønnene: “Mine kønsdele er ikke allemandseje”

Men når nu Katrine Wiedemann har så let ved ordene og et anstrengt forhold til teatret, hvorfor bliver hun så ved med at instruere? Det giver jo ingen mening.

– Jo, for jeg føler mig tilknyttet teatret på en næsten genetisk, racebestemt måde. Teatret føles som et kald. Jeg har brugt hele livet på at lave teater, og det er det, jeg tjener penge på. Det er min identitet. Det er meningsfuldt at arbejde med store, spændende tekster som Shakespeare, at være tæt på skuespillere, der er så dygtige. Den udfordring og det sociale rum, der er på teatret, er svært at finde et andet sted. Teater kan være helt fantastisk og føles meget meningsfuldt, særligt i skabelsesprocessen. Nogle dage elsker jeg teatret, siger hun.

Hvilken lettelse. At det ikke er alt ved teatret, der er hårdt og for hårdt arbejde. Men så er der minussiden, og den fylder.

– Det er hårdt for mig at lave teater, fordi mine ambitioner er for høje. Jeg føler mig aldrig god nok. Teater er en svær kunstform. Jeg ser aldrig noget godt teater. Aldrig. Jeg kan ikke lide mit eget teater. Jeg kan ikke lide andres. Jeg kan ikke lide noget teater. Jeg hader teater.

Katrine Wiedemann griner et af sine mange grin. Hun ved godt, at det er absurd.

Når Katrine Wiedemann går i gang med et teaterstykke, er hun indforstået med, at det kommer til at tære på hende. Måske særligt på hende, fordi hun er tyndhudet. Hun suger følelser og stemninger til sig. Ikke med sin gode vilje, hun kan bare ikke lade være. Er man lommepsykolog, er hun nok det, man vil kalde særligt sensitiv.

– Grunden til, at jeg er god til mit arbejde, og grunden til, at jeg ikke kan holde det ud, er, at jeg hele tiden kan mærke lige præcis, hvordan alle har det. Jeg mærker alles følelser. Det er så anstrengende.

Derfor drømmer Katrine Wiedemann om at leve i en verden, hvor hun er omgivet af et filter, der kan si nogle af de mange indtryk fra, så hun er fritaget fra at tage alt ind. Hun er helt sikker på, det ville give hende et overskud, for hun har prøvet det. Da hun instruerede Et vintereventyr på Republique i vinter, var scenografien en glasboks, som skuespillerne udførte stykket i. Det betød, at Katrine Wiedemann havde en glasvæg mellem sig og sine skuespillere, og at hun skulle bruge en mikrofon til at instruere dem med. Det hjalp på nerverne, hun følte sig mere fri og knap så opædt.

– Jeg har tit fantaseret om at leve i en glasboks. På arbejdet, men også socialt. Så kunne jeg sidde til middag og bare slappe af og registrere, hvad der foregik. Selv om jeg inderst inde er helt nedslidt, vil du, når jeg er på arbejde, opleve mig som det mest on top of the situation-menneske, men det er jeg overhovedet ikke, siger Katrine Wiedemann.