Klumme: ”Det kræver større styrke at blotte min begejstring, end at vise min sårbarhed”

Jeg har ofte siddet til private middagsselskaber og undladt at rose vinen, selvom jeg virkelig nød den. For better be safe - tænk nu hvis det er en billig én? I min paranoide mangel på selvværd frygter jeg, at værterne i bølger af skoggerlatter og beruset af egen feinschmeckersmag er blevet enige om, at når hende Mette kommer, "så serverer vi sgu én af de billige fra grænsen. Hun kan jo ikke smage forskel på Barolo og solbærsaftevand alligevel!"

Det ved jeg faktisk ikke, hvorfor de skulle gøre.

Og jeg ved sådan set heller ikke, hvad der kunne ske ved, at jeg afslørede min mangel på finesse udi vine. Jeg skal ikke leve af at sælge druer.

Måske er det fordi, vin generelt er et symbol på klasse og god smag. Hvis man bommer den dér, så tror de måske, at man ikke gør andet end at hakke sig igennem Findus biksemad - med hund og hest i og det hele. Så tænker de, at jeg ikke er sofistikeret og kvalitetsbevidst.

Og hvad så egentlig?

Ja, så er man ikke cool. Eller så opdager de andre, at det er man ikke. For det er åbenbart en vurdering, jeg lægger over i andre menneskers hænder.

Akkurat som ved at andet hverdagseksempel:
Mig: Hvor er det en fed kjole!
Den anden dame: Synes du?! Den er fra Føtex....
Så stivner mit fjæs, alskønt jeg prøver at lægge det i "jeg er da ligeglad med hvad andre tænker"-folder, mens jeg påpeger, at det kan man ikke se. Som var jeg en anden Malene Birger.

Det lykkedes aldrig helt at tilgive sig selv det kåde begejstringsudslip, før hende i det billige Føtex-tekstil giver mig ret og siger, at det sådan set slet, slet ikke er til at se, dét med dagligvarepræget. At det akkurat ligner haute couture eller et vintagefund, og det synes hun også.

Aha! Ansigt reddet lige på målstregen.

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor er der ingen, der kører damen til lægen, når hun ikke kan gå?”

Det underlige er, at jeg godt kan se det livsberigende ved at turde stå ved sin rene, fine, barnlige begejstring. Og jeg kan sagtens fordømme det prætentiøse og tomme i at søge andres blåstempling af en følelse, der dybest set burde være min egen at bedømme.

Det ville gøre verden bedre og mere ærlig, hvis jeg stod ved mine sanser. Jeg tør bare ikke altid. I hvert fald ikke i sammenhænge, hvor ens smag er lidt til eksamen.

Jeg går for eksempel også ind og hører en klassisk koncert. Jeg nyder hvert sekund. Men jeg ved jo ikke, om det er meningen, at jeg skal kunne lide den. Tænk nu, hvis violinistens B-stykke et kort øjeblik lød som noget fra Bjarnes Bæverdings jukeboks, og jeg ikke fangede det? Huha, karakterselvmord. Så jeg lurepasser, når jeg bliver spurgt af dem, der har mere forstand på den slags. Aflæser deres ansigter, som de har i irriterende neutrale folder. Har lyst til at tage dem diskret til side og spørge: Kan jeg lide den koncert? Fortæl mig det så lige!

Det helt ulogiske er, at jeg elsker folk, der står ved deres begejstring og finder dem meget stærke og modige. Jeg ser op til mennesker, der selvsikkert og helt bevist skovler pulvermos ind, mens de roser konsistensen. Og selvfølgelig helt uden at søge andre omkring bordets øjne og lede efter anerkendelse for, at man godt må mene sådan noget i de her gastroseksuelle tider.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kunsten at holde på en hemmelighed, når det virkelig gælder

Forleden sendte min mand mig et billede af hans gamle HF-kammerat, der var blevet SAS-pilot. En storsmilende, lidt rødmende luftkaptajn akkompagneret af teksten "Hold kææææææft, han er lækker i uniform, og det har jeg også fortalt ham".

En anden gang skamroste hans mor pizzamanden for at slice stykkerne flot.

Det er i virkeligheden sådan, jeg vil være. Begge mænd fik sig et ordentligt skud glæde, som jeg i mit forsøg på at være cool aldrig ville kunne levere.

En anden ting er, at der faktisk ikke er noget mere stærkt og selvsikkert end at lægge for med ros og begejstring.

Man tager magten på sig ved at turde anerkende. Se bare til ethvert middagsselskab: Det er næsten altid den, der er mest tjekket, der roser de andre. Det er hende den altid så sofistikerede, der går en runde og anerkender de andres påklædning, og det er chefen, der deler anerkendende nik ud til de ansatte, aldrig på samme måde den anden vej rundt.

LÆS OGSÅ: Klumme: Forhold uden jalousi findes

Jo, der ligger en masse sociale koder og magtforhold i ros og begejstring. Det er alfahannen eller chefen m/k, der uddeler ros, og de bestemmer formen.

Tænkt bare på fodboldspillere: Når det unge 19-årige håb scorer, så løber de ældre spillere hen og roder ham anerkendende og faderligt i håret. Er det holdets anfører, så roder ingen ham nogen steder, men man kan liste sig til et respektfuldt skulderklap. Og ligeværdige spillere kan finde på mandigt at hamre brystkasserne sammen.

For mig kræver det større styrke at blotte min begejstring end at vise min sårbarhed. Det er også derfor, jeg aldrig har aldrig dyrket zumba.

Jeg vil hellere græde offentligt end blive efterladt med en hængende high five som et kødfuldt monument, der bare blafrer ensomt i vinden.

Det må jeg komme over. For det er trods altid bedre selv at turde sætte vindretningen for sin begejstring end at tæske forvirret rundt på oprørt hav efter et tilfældigt fyrtårn.

LÆS OGSÅ: Kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri?

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke din seksuelle revolution

LÆS OGSÅ: Tiden er din egen, dame