“Jeg er blevet for uærlig, for distanceret og for kontrolleret i mine nære relationer”

Jeg har de seneste år haft en ­voksende erkendelse, hvad angår mine venskaber: Jeg er blevet for uærlig, for distanceret og for kontrolleret i mine nære relationer.

Hvor har jeg mange gange i mit voksenliv siddet over en kaffe, der blev ­koldere og koldere, mens jeg har fået og givet opdateringer, a la "det går meget godt, ja han har det godt, hun mangler stadig ­arbejde, han har jo fået et barn mere" og "det går fint, tak", også selvom jeg faktisk havde noget tungt liggende ­omme bagved. Jeg husker, at jeg i den forbindelse for noget tid siden havde en mindre krise over, at de nære, intime vennerelationer fra min tidlige ungdom var forsvundet. Det, der var tilbage, var "opdaterings"-venskaberne, som i virkeligheden ligger langt fra den ­intuitive og sårbare deling af den øjeblikkelige ­glæde, den ubearbejdede sorg eller den nagende tvivl, som jo alt sammen er en del af et menneskeliv.

Venskaberne var blevet noget "formelt", noget jeg vidste, at jeg skulle holde ved lige, men som mest blev plejet, når der var styr på livet, og jeg havde overskud til at give en rapport om tilværelsen med et smil på læben. At ringes ved midt om natten, rable løs om sig selv i 45 minutter, ringe når man ikke ved, om man vil grine eller græde, støde på hinanden og få et knus bare fordi, indblikket i alt det ukontrollerede og sårbare var svært for mig at dele, ligesom jeg oplevede, at det var svært for mine venner at dele deres med mig. Hvem der holder igen først, er svært at sige, men en ting er sikkert: Det kontrollerede venskab smitter. Hvis den ene holder igen, gør den anden også, og det er en tendens, der i mit tilfælde er vokset med alderen.

Og hvorfor så det? Jeg har et par bud:
Dels fordi man (hvis man er i et forhold, som følelsesmæssigt dækker mange af ens behov) hurtigt får en vane med ­hovedsageligt at dele ud af sit indre over for sin partner.

Dels fordi man måske har en ide om, at jo ældre man bliver, jo mere tjek bør man have på prioriteringer, følelser og usikkerheder.

Men også, og måske især, fordi ­gamle ­relationer med tiden kan stivne og ­blive til en form, som ikke længere passer til den, man er, for heldigvis ændrer man sig livet igennem. Ikke dermed sagt, at man generelt bliver mere sikker på tingene, men sikkerhed og tvivl kan bytte plads: Der, hvor jeg før var i tvivl, er jeg måske nu sikker, og der, hvor jeg var sikker, er jeg blevet i tvivl. Livet forandrer sig, og i takt med det ­forandrer man sig selv. Gamle venner ser ofte ­ikke ­disse ­ændringer, ligesom jeg ikke ser gamle venners nyere potentialer.

For at tage den udvikling, der sker gennem et liv, alvorligt og give den plads, vil jeg slå et slag for at bryde lydmuren i de gamle eller formaliserede venskaber. Grin alt for højt. Fortæl intime detaljer om dig selv. Lad være med at lave mad og forberede ting, og læg jer på sofaen i stedet. Ring og græd. Vær nøgne. Sig sætninger, som du ikke ved, hvor ender. Jeg er ikke i mål, og det er grænseoverskridende arbejde, men ved at øve mig på det får jeg plads til mere af mig selv i mine relationer og dermed også i min egen bevidsthed. Jeg får fortalt mig selv, at jeg er værd at rumme. Og det bedste er, at på samme måde som det kontrollerede venskab smitter, smitter det grænseløse venskab, og i arbejdet med at slippe kontrollen i venskaberne ser jeg nu både mig selv, men også mine venner, vokse. 

LÆS OGSÅ: Er du drænet af din mor, chef, mand, veninde? Sådan tackler du en følelsesvampyr

LÆS OGSÅ: Kan man lære at finde kærligheden?

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig