Krigslægens mantra: "Jeg kan gøre mit bedste og ikke mere"
Foto: Les Kaner og private/ Makeup: Dorte Jacobsen | Læger uden Grænser
ALT for damerne

Krigslæge

Krigslægens mantra: "Jeg kan gøre mit bedste og ikke mere"

Kathrine Holtes arbejdsplads er der, hvor nøden er størst. Som en af Læger uden Grænsers få flyvende kirurger, står hun hele tiden klar til at nå det næste fly. Og til at redde liv. Kathrine arbejder der, hvor få andre tør være. Mød én af krigens kvinder.

Af Louise Thorsted 28.okt.2012 Livsstil

Det er 1. juledag 2011. Mens vi andre sidder og nyder de sidste rester af julemaden, er den danske kirurg Kathrine Holte på arbejde på et afsidesliggende hospital i Yemen, da en højgravid kvinde kommer vaklende ind. Hun er ledsaget af sin 14-årige søn. Et af de 15 børn, hun allerede har født. Kvindes moderkage har revet sig fri inde i livmoderen, og det bløder mellem moderkagen og livmoderen. Hun er virkelig afkræftet. Kathrine forklarer teenagesønnen, at bliver der problemer under operationen, så bliver hun nødt til at fjerne livmoderen.

– Jeg var nødt til at få hans accept, for i Yemen er det mændene, der bestemmer, hvad vi må gøre for kvinderne. Allerhelst ville jeg have steriliseret hende, men vi kunne ikke få fat på hendes mand, og den beslutning var alligevel for stor at tage for en dreng. Operationen var uden problemer, så hun beholdt sin livmoder, men barnet døde. Når jeg ved, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, så kan jeg godt håndtere det. Og det havde jeg, forklarer Kathrine.

Det er en fordel at have en meget realistisk tilgang til sit job – og til liv og død – når man som Kathrine rejser midt ud i verdens kriser, for sammen med sine kolleger fra Læger uden Grænser at behandle de lokale for alt mellem knoglebetændelse, knivstik og kritiske graviditeter.

– Det værste er, når jeg ved, at patienten ville have overlevet, hvis vi havde kunne følge op på operationen på samme niveau som i Danmark. For mig fungerer det, at forsøge at være struktureret og realistisk. Realistisk, i forhold til de opgaver jeg skal løse og til, hvordan det vil gå. Jeg kan gøre mit bedste – og ikke mere. Og så undlade at ruge for meget over tingene bagefter. Hvis noget går galt, tænker jeg selvfølgelig over, om jeg kunne have gjort noget anderledes.

Indtil august måned i år lever, nærmest svæver, Kathrine for de opgaver, Læger uden Grænser, sender hende ud til. Lejligheden blev solgt sidste år, da hun underskrev kontrakten om at blive flyvende kirurg, som den første i Danmark og som en af få i verden. En stilling der betyder, at Kathrine står til rådighed for organisationen i alle døgnets timer og alle årets dage. Et job der – indtil videre – har bragt hende til Congo, Pakistan, Afghanistan, Yemen og Elfenbenskysten. Og et arbejdsliv hvor kollegerne og arbejdspladsen skiftes ud hver fjerde-sjette uge, og hvor hun, når hun to uger hver anden måned er hjemme i Danmark, kan være så udmattet, at hun ikke orker selskab.

Halv mand...
Det var jordskælvet i Haiti i 2010, der fik Kathrine til at melde sig som frivillig hos Læger uden Grænser. Hun var flere gange gået forbi plakaten på Hvidovre Hospital, hvor de søgte efter speciallæger. Kathrine satte sig og skrev til dem. Sommerferien tilbragte hun på et hospital i Nigeria. Og den næste ferie i Congo.

Udover et boardingpas har Kathrines rejser ikke meget tilfælles med ferierejser.

– Jeg får ikke set seværdighederne! Men til gengæld føler jeg, at jeg gør en forskel, og jeg lærer nye ting fagligt. Og så oplever jeg steder og kulturer, jeg ellers ikke ville. Der er typisk fire-fem internationale udsendte på et hospital og derudover en masse lokale ansatte, så det er primært de lokale, jeg arbejder med. På den måde får jeg også indsigt i, hvordan de lever.

Nogle gange kommer Kathrine tættere på de lokale end andre, Kathrine kan nå langt med sit franske og engelske, men i de muslimske lande kniber det. Her havde Kathrine også forventet en helt anden hindring.

– Til at begynde med var jeg spændt på, hvor meget det ville betyde, at jeg er kvinde. Især i de muslimske lande, Pakistan, Afghanistan og Yemen, hvor kvinder lever et helt andet liv, end jeg er vant til.

På hospitalet i Helmand provinsen skulle Kathrine oven i købet være sparringspartner for syv mandlige kirurger.

– Det var der overraskende nok ingen problemer i. Det er min erfaring, at jeg som vestlig kvinde opfattes som en mellemting mellem en kvinde og en mand.

Selv om Yemen på mange måder var meget frit for Kathrine, er landet det ikke for de lokale kvinder. De bevæger sig ikke uden for hjemmet, med mindre der er en virkelig god grund. Kathrine møder dem som patienter og som sygeplejersker på hospitalet, men så er de indhyllede i den foreskrevne burka, som Kathrine også bar, når hun ikke opererede.

– Det er svært at arbejde på et hospital i Yemen. Lægerne er mænd, og de må hverken se eller røre en kvindes hud – og må under ingen omstændigheder undersøge hendes underliv. Jordemødrene er alle sammen kvinder. Hvis der opstod komplikationer under en fødsel, ringede hun først til den mandlige læge, som så videregav, hvad hun havde sagt til mig. Kunne vi ikke få fat i en kvindelig tolk, måtte vi have en mandlig tolk til at stå bag et gardin og tolke. Vi diskuterede, hvor vidt en udenlandsk mandlig læge ville få lov at røre ved den lokale kvinde, for indtil videre har vi kun haft kvindelige kirurger dernede.

Læs resten af interviewet på næste side...Selvlært fødselshjælper
Når Kathrine opererer, fører hun skalpellerne med fast og sikker hånd, helt anderledes famlende er hun, når jeg forsøger at få hende til at sætte ord på, hvad det er, hun kan på et mere abstrakt plan. Jeg hjælper hende gerne på vej med ordene modig, tillidsfuld, nysgerrig og fuld af faglig selvtillid. Hvis Læger uden Grænser selv siger god for et område, så rejser hun ned i kriser, som de lokale flygter fra. Og kaster sig hovedkulds ud i arbejdsopgaver, hun ikke har prøvet før. Vel at mærke operationer, som at amputere ben og skære børn ud af deres mødres maver.

–Vi er relativt smalt uddannede i Danmark. Jeg er som mave-tarm kirurg uddannet til at operere i maven og intet andet. Før min første udsendelse ringede jeg til Hvidovre, og spurgte om jeg måtte være føl på en hel dags planlagte kejsersnit. Kort efter stod jeg i Congo og reddede babyer ud af udmattede kvinders maver. Alle operationer på knogler, har jeg skulle lære derude. Med hjælp fra sygeplejerskerne har jeg foretaget hudtransplantationer og amputeret ben uden at have prøvet det før. Hvis jeg stod for at skulle amputere andre knogler end dem, jeg allerede har prøvet, ville jeg nok forberede mig ved at søge efter artikler på nettet, og se om der var særlige hensyn, jeg skulle tage.

"At være der, hvor andre ikke er" er Læger uden Grænsers motto. Da nyheden om Bin Ladens død nåede os herhjemme, var Kathrine i Pakistan kun få hundrede kilometer fra hans nu døde legeme.

– Først troede jeg ikke på det, men da så Barack Obama tonede frem på tv-skærmen på hospitalet, og truslerne begyndte at nå os, blev det alvor. Vi gik og ventede på, om vi skulle evakueres, også fordi der gik rygter om, at der tidligere på måneden var kørt fire store biler fulde af sprængstof ind i byen – og kun én var sprunget.

Det blev ikke nødvendigt at evakuere. Men en af de tre sidste bomber eksploderede kort efter uden for hospitalet. To dage efter at Kathrine var taget hjem. Den krævede 40 ofre.

Fostre, børn og kvinder
Frygten for kidnapning, selvmordsbomber og overfald er hverdag for både udsendte og lokale i de krigs- og kriseramte områder, som Kathrine rejser ned til.

– Før vi rykker ind i et nyt område, sikrer Læger uden Grænser sig, at vi er velkomne. Vi har også en projektleder og en sikkerhedsansvarlig, som hele tiden holder øje med situationen i landet. Vi bliver kørt fra stedet, hvor vi sover, til hospitalet og kommer altså stort set ikke uden for en dør.

Kathrines patienter må ofte rejse på primitiv vis i flere dage for at nå frem til den behandling, de af og til er alt for udmattede til at få gavn af.

– Det betyder, at nogle kommer for sent. I Yemen opererede jeg en 7-årig pige, som kom ind midt om natten. Hun havde fået fjernet mandlerne et andet sted og havde fået en ellers ret almindelig komplikation og var begyndt at bløde. Hun havde været så lang tid undervejs, at hun havde mistet mere end halvdelen af sit blod og var ret tæt på at dø. Men vi reddede hende.

Kathrine selv har ingen børn og heller ingen mand. Hun bor hos sin mor, når hun er hjemme. På spørgsmålet om, hvad hun savner mest, når hun er ude, lyder svaret meget konkret:

– At kunne holde mig i form. Min grundform er så dårlig. Det er alt for usikkert for os at bevæge os frit omkring, og i de fleste lande vil det også være en hån mod deres kultur, hvis jeg kom løbende i stramt løbetøj. I Pakistan købte vi et løbebånd – det var vores store luksus.

Når Kathrine har fri, sidder hun på sit værelse og ser film eller læser. Er der netadgang, skriver hun med venner og familie.

– Hvis jeg ved, jeg er på vej hjem, forsøger jeg at lave aftaler med folk. Jeg er hjemme 14 dage hver anden måned og alt afhængig af, hvad det har været for en udsendelse, og hvordan jeg har det, prioriterer jeg måske at få sovet og ellers bare gå rundt for mig selv.

Da Kathrine har været hjemme i 14 dage, skriver hun til mig:
"Hej Louise,
Tak for sidst. Jeg skal stadig til Sudan om to-tre uger, men først skal jeg til Elfenbenskysten – der er akut opstået mangel, så jeg flyver formentlig i morgen. Jeg er ikke sikker på, jeg har adgang til internet dernede – jeg har været der før..."

Kathrine Holte, 39.
Har læst medicin på Københavns Universitet. Er uddannet mave-tarmkirurg.

Arbejder indtil august som flyvende kirurg for Læger uden Grænser, Paris. Indtil videre har hun været udsendt otte gange.
Læger uden Grænser er en international, privat humanitær organisation, der uafhængig af politik, yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden. (Medecins sans Frontiers)

Om nødvendigt kan Læger uden Grænser sende et helt hospital af sted med skib og have det fremme på 14 dage.

Når Kathrine er i Danmark, bor hun hos sin mor i Søborg.


Msf.dk

Henter...