"Mine forældre fokuserede altid på min vægt: Jeg var 1.80 høj og vejede 54 kilo"
Hvad ville du fortælle en yngre udgave af dig selv om krop og udseende, hvis du havde mulighed for at skrive et brev til hende med den viden, du har i dag? Forfatter Leonora Christina Skov skriver en hilsen til sit yngre jeg, der handler om at blive tvunget op på badevægten.
Kære Christina,
Jeg skriver til dig for at fortælle dig, hvor sej du er. Jeg ved godt, at du føler dig forpuppet og forkert i Helsinge, men det bliver snart bedre. Lige nu går du i 1.g, og du har aldrig været så usikker. Du er ellers blevet medlem af klassens hippe klike, og for første gang i din skoletid bliver du ikke drillet. Du bruger frikvartererne sammen med klassens smukke og succesfulde piger med slangekrøller og store smil – og de er søde ved dig.
Men indeni føler du dig helt lille og ikke-eksisterende. Og du forstår slet ikke, at pigerne gider være sammen med dig, for hvad har du at byde ind med? De har haft kærester i flere år, er på p-piller og går med makeup og i smart tøj. Du har aldrig haft en kæreste. Du går rundt i din mors lange nederdele og skjortebluser. Ja, undskyld, men du ligner lort. Uden makeup og med stramt opsat hår.
For løst hår er grimt og sjasket, og makeup får dig til at ligne en billig luder. Det siger mor og far. Og selvom du drømmer om at være en helt anden person med en helt anden krop, et andet navn og et andet udtryk, så gør du ikke noget. Du siger dem ikke imod, du gør ikke oprør, og ved du hvad? Jeg synes, du er cool. For Christina, der ER ikke noget at gøre. Du kan ikke hamle op med dine forældres overmagt. Og det ved du.
LÆS OGSÅ: "Skriv fysikrapporterne af fra de andre og lad være med at gå op i om de får bedre karakterer"
Så i stedet siger du til dig selv, at du er ligeglad med, hvordan du ser ud. Der er alligevel ikke nogen i byen, som du gider at score. Whatever, siger du og fortæller dig selv, at alting nok skal blive bedre en dag. Du har allerede planlagt det hele. Du vil ligne Audrey Horne fra "Twin Peaks" og drømmer om timeglasfigur og stor barm. I din dagbog har du tegnet og beskrevet ned til mindste detalje, hvordan du gerne vil se ud, men når du ser dig selv i spejlet, ser du noget helt andet.
Du er underudviklet. Du ser afpillet ud. Dine bryster er små, og du har ingen former. Du er så sindssygt tynd. Og du kan godt selv se det, men kan du også se, at du ser ulykkelig ud? Det gør du. Jeg kan se det, når jeg i dag ser billeder af dig.
Du hader mor og fars vægtfiksering. Du hader, at du hver aften skal stille dig op på den lyserøde badevægt for at se, om du nu har taget på siden i går. I deres øjne er det en dødssynd at være for tyk. Og derfor er du for tynd. Du vejer 54 kilo og er 1,80 meter høj. 54 kilo, Christina! Du cykler 15 kilomenter hver anden dag for at holde vægten nede, og jeg har ondt af dig. Men der er ikke noget at gøre. Så længe du bor hos dine forældre, er det deres regler, der gælder, og der er ingen grund til at kæmpe imod.
Men en ting skal du vide: Det hele bliver bedre en dag.
Om nogle år – når du er færdig med gymnasiet og færdig med Helsinge – vil du flytte til København, og her kan du spise alt det slik og kage, du vil. Du kan købe korte, nedringede kjoler, og du kan gå med masser af makeup og lade dit hår være løst. Du kan farve det mørkt og male dine læber røde. Om et par år kan du være den person, du drømmer om at være.
Du smider badevægten ud, når du flytter til København, og kommer aldrig til at veje dig igen. Og når først du begynder at spise, hvad der passer dig, forandrer din krop sig fuldstændig.
Du får timeglasfigur, og dine små bryster vokser. Du får en G-skål, Christina! Du får svært ved at finde tøj, der passer, og du kommer næsten til at ønske dig en mindre bryststørrelse.
Måske griner du ad mig nu. Med hånden for munden, for det er sådan, du griner. Du har netop fået sat plastik mellem dine to store fortænder for at skjule det mellemrum, du hele livet er blevet drillet med. Du har stadig ikke vænnet dig til at smile uden at skjule dine tænder bag hånden, men du er så lykkelig over at have fået sat plastik på, og du kan slet ikke forestille dig, at du en dag vil få det fjernet, vel? Men det vil du. Om et par år vil du indse, at hvis Vanessa Paradis og Madonna kan have det cool med deres mellemrum, så kan du også.
Du bliver aldrig en rigtig babe, Christina. Det kan jeg lige så godt afsløre, men du kommer til at se genkendelig og speciel ud, og som forfatter er det er en større fordel end at være smuk. Det vil du opdage, for ja, du bliver forfatter. Du kommer til at leve af at skrive, præcis som du går og drømmer om.
Så kære Christina, bliv ved med at drømme, og bliv ved med at holde ud. En dag slipper du væk, folder dig ud og bliver dig selv.
Kærlig hilsen Leonora
Leonora Christina Skov, 41
Forfatter og samfundsdebattør.
Arbejder i øjeblikket på en autobiografisk roman om sin opvækst og sine forældre, som efter planen udkommer i januar 2018.
Bor med sin kone, Annette K. Nielsen, og har ingen børn.