”Hvorfor er det så overraskende for nogle mennesker, at vi er kærester?”

Det er Roskilde Festival, og sulten har meldt sig.

Derfor står Louisa Nieves og Sara Renée Petersen i kø til en bod, inden de skal til koncert med Den Sorte Skole. Her falder de tilfældigvis i snak med en ung mand, og Louisa får nævnt i en bisætning, at hun og Sara er kærester. Den oplysning går dog først rigtigt op for manden, da det bliver gentaget lidt senere i samtalen.

Sara: Så stopper han op og siger: ”Ej? Jeg troede, det var en joke, da I sagde det første gang. Mener I det seriøst?” Han var dybt chokeret og kunne slet ikke få det til at passe. Han blev ved med at sige: ”To så smukke piger som jer kan sgu da ikke være lesbiske.” Jeg tog diskussionen op: ”Hvordan kan du definere, om vi er ”for pæne” til at være forelskede i hinanden?” Jeg kan slet ikke se, hvordan de to ting hænger sammen.

Louisa: Han kunne vitterligt ikke forstå, at vi var kærester. Vi var jo så pæne, og det var da synd for den mandlige eksistens. At det skulle gå til spilde.

Fra bedste veninder til noget andet

Det er knap en måned siden episoden på Roskilde Festival, da Sara og Louisa byder på vandmelon i deres lyse lejlighed på Østerbro i København. Sara er 29 år og arbejder som freelance tv-klipper, og Louisa er 30 år og arbejder som account director hos designbureauet Thank You. De mødte hinanden for seks år siden gennem fælles venner og festede sammen i et par år, indtil venskabet pludselig ikke føltes så venskabeligt mere.

Louisa: Jeg tænkte pludselig: ”Sara er mere lækker, end jeg lige gik rundt og tænkte over. Gud, jeg kunne faktisk godt finde på at kysse hende.” Og da vi så endelig var sammen, tænkte jeg: ”Oh. Nu er der ingen vej tilbage.”

Sara: Jeg kan huske følelsen af, hvor vildt og dejligt det var at blive kærester med ens bedste ven. Vi kunne og kan stadigvæk alting sammen. Al den ballade, vi fandt på dengang, laver vi stadig nu som kærester. Louisa er min absolutte partner in crime.

”De må være søskende”

Både Sara og Louisa blev bevidste om deres seksualitet i en relativt tidlig alder. Sara har vidst, at hun var til piger, siden puberteten, og Louisa fik sin første seriøse pigekæreste i 1.g, selvom hun længe havde været fascineret af piger på den småforelskede måde. Da de to fandt sammen, føltes det som det mest rigtige og naturlige i verden, men sådan har omverdenen ikke altid haft det, og parret har efterhånden vænnet sig til, at det kommer bag på mange, at de er kærester.

Louisa: Vi ligner måske ikke nogen, der ryger ned i den kategori, som mange tror er ”lesbisk”, så folk tror først og fremmest, at vi er søstre.

Sara: Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg synes jo ikke selv, at vi ligner hinanden. Louisa er halvt caribisk, og jeg er halvt grønlandsk. Men jeg tror, folk siger det, fordi de godt kan mærke, at der er en connection imellem os, og så er det første, de tænker: De må være søskende.

Louisa: Næste gang nogen spørger, har vi aftalt, at vi bare siger ja og kysser, haha. ”Har du et problem med det?”

”Betonlebber” og ”lipstick lesbians”

Sara og Louisa er langt fra de eneste, der oplever stigmatiseringen. Det sker også for andre lesbiske par i deres omgangskreds, og de hører om det igen og igen. Mange har nemlig en stereotyp forestilling om, hvordan en lesbisk kvinde skal se ud, fortæller de. Korthåret og ”maskulin”, for eksempel.

Louisa: Jeg har på fornemmelsen, at mange stadig tror, at en bøsse er ”sådan en” som Jim Lyngvild eller Gustav, og at en lebbe er sådan en ”betonlebbe”. Det er lidt dér, hvor vi stadig er.

Hvordan har I det med et ord som ”betonlebbe”?

Louisa: Det er en form for shaming, synes jeg. Der er sikkert nogle ”betonlebber”, der selv mener, at de er ”beton”, men jeg synes, at det er negativt ladet. Hvorfor skal hun være lavet af beton? Hvad betyder det overhovedet?

I det hele taget er det frustrerende at blive stemplet med et mærkat, blot fordi ens seksualitet afviger fra normen, mener parret. De er Sara og Louisa, ikke ”betonlebber” eller ”lipstick lesbians”, men dén diskussion – hvilke ord der er ”rigtige” og ”forkerte” at bruge om lesbiske kvinder – er der langt fra enighed om. Heller ikke i homoseksuelle kredse.

Louisa: Der forekommer også enormt meget shaming i det homoseksuelle miljø. Sætningen ”at være en rigtig lebbe” er åbenbart negativt ladet for nogle lesbiske kvinder, der ikke synes om ordet ”lebbe”, fordi det er blevet brugt som et skældsord. Det forstår jeg ikke. Vi skal jo netop sætte nogle positive værdier bag og være et godt eksempel, så vi kan nuancere billedet af, hvad ”en lesbisk kvinde” er.

Sara: Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at blive fornærmet, hvis nogen kaldte mig ”lebbe” eller ”lesbisk”, for det er det, jeg er! Helt ærligt.

Oplever I også, at nogle mennesker tager fløjlshandsker på og er bange for at være politisk ukorrekte?

Louisa: Nej, det føler jeg ikke. Jeg synes, folk er berøringsklare på det. De er utroligt interesserede i at snakke om det. Mange ved ikke engang, hvordan man får børn, når man er lesbisk. ”Tager man bare en sprøjte og sprøjter det op?”

Sara: ”Går I så bare ud og har en vild weekend?”

Louisa: ”Hvorfor knalder I ikke bare med en fyr?”

Sara: Men uanset hvor mange dumme spørgsmål, der kommer, så føler jeg aldrig, at det er på en negativ måde. Folk er generelt søde.

At kysse på åben gade

Sara og Louisa er taknemmelige for at leve i et land som Danmark, hvor de er frie til at få børn og kan gå hånd i hånd på gaden uden at blive straffet for det. For selvom holdningen til homoseksuelle synes endnu mere åben og frisindet i en by som Berlin, har de rejst i lande som Sri Lanka, hvor man ikke ligefrem skilter med sin seksualitet som homoseksuel.

Louisa: Vi kysser når som helst, vi har lyst til at kysse. Der er ellers mange homoseksuelle herhjemme, som ikke kysser eller holder i hånd offentlige steder, fordi de ikke vil have, at folk har en mening om det. Sådan havde jeg det også lidt i starten, da jeg var yngre og var mere usikker på mig selv.

Sara: Jeg synes, det er vigtigt at homoseksuelle par holder i hånd og kysser offentlige steder, for hvordan skulle det ellers blive mere ”normalt” for folk at se på? Hvis vi rejser i lande, hvor homoseksualitet er noget, man straffer folk for, så holder vi selvfølgelig igen. Vi siger dog altid, at vi er kærester, hvis folk spørger. Vi vil altid stå inde for, hvem vi er.

De løftede øjenbryn og dumme kommentarer kommer nemlig først og fremmest af uvidenhed, mener Sara og Louisa. Derfor er de taknemmelige for en tv-serie som SKAM, der i en hel sæson portrætterede et kærlighedsforhold mellem to helt almindelige teenagedrenge, Isak og Even, eller den svenske film Fucking Åmål, der i 1998 bragte forelskelsen mellem to unge piger, Agnes og Elin, helt hjem i stuerne hos Familien Danmark.

Det er også grunden til, at de ikke går deres vej, men stopper op og tager diskussionen, når en mand på Roskilde Festival ikke kan tro sine egne ører.

Og det bliver de ved med, til det ikke længere er nødvendigt.

Louisa: Jeg håber, at han i et mikrosekund blev mere oplyst om, at der kan være lebber, der ser ud som os eller af en helt anden støbning, uden at det skal være totalt absurd for ham.

For vores kommende børn kommer jo til at opleve det her, og det vigtigste for os er, at de ikke bliver mødt med nogle fordomme. Og selvfølgelig gør de det. Vi vil bare gerne være med til at slå dem lidt ned.

LÆS OGSÅ: "Jeg synes egentlig ikke, det er mit ansvar, at han er gift"

LÆS OGSÅ: "Jeg tænkte: Ej, hvor vildt, at jeg kysser med en pige"

LÆS OGSÅ: Mød manden, der vil sælge stiletter til alle danske mænd